Tonebåren bøn

Vi er en lille gruppe mennesker, der sidder i en kreds i vores sognekirke. Lysene på alteret er tændt, og vi har fyrfadslys i midten af cirklen. Vi sidder ganske tæt ved alteret.
Først sidder vi lidt i stilhed. Vi indstiller os på, at dét vi nu laver, har med vores tro, vores håb og det åndelige liv at gøre. De fleste af os opfatter velsagtens vores indstilling som en form for bøn.
Hvad det er vi tror på - eller hvad det er vi beder til - behøver ikke være afgørende. Om vi er enige eller lægger noget forskelligt i dét, vi foretager os, er uden betydning. Sammen bevæger vi os ind i et felt, hvor uenighed, meningsforskelle, teorier, tanker og personlige anskuelser eller interesser fortoner sig. Vi bevæger os ind på det spirituelle område. Vi sidder i kirken, og rummet føjer sin dimension til. Rammerne er den kristne kirke.
Vi kender ikke hinandens bevæggrunde - men det er svært at forestille sig, at vi ville sidde der, hvis ikke vi alle havde en form for religiøst behov. De fleste har sikkert en spirituel praksis derhjemme. Et behov for personlig fordybelse, for tilegnelse af den kristne tro, for stilhed, meditation, bøn. Og åndeligt berigende sang er en forlængelse af denne personlige, spirituelle praksis.
Og de fleste af os har nok en klar oplevelse af, at ord kun vil forstyrre.
Ord, tanker, teorier, meninger - alt dét hører jeg'et til. Vort ego. - Sjælen har behov for noget andet. Sjælen næres af stilhed, koncentration om det, vi holder hellligt i vores tilværelse - og sang.

Derfor synger vi. I fællesskab. I kirken. Jeg kalder det "tonebåren bøn". Andre kalder det meditativ sang. Eller "åndeligt berigende sang".

Efter at have siddet 5 - 1o minutter i stilhed, fortæller vi hinanden med et par stikord, hvad vi hver især lægger ind i det, når sangen starter.

Hvad er det, vi "synger ind til"? - For nogle er det en bøn om noget personligt, for andre er det et ønske for verden som helhed. For nogle er det måske blot et stikord eller et begreb, der har meldt sig. Vi deler i yderste korthed med hinanden, hvilken indfaldsvinkel, vi hver især har.

Så starter sangen. En tone for hver udånding. Vi synger på vokalerne, og vi blander stemmerne uden nogen særlig hensigt eller ambition om at det skal lyde smukt. Som oftest sker der det, at vi umærkeligt retter os ind efter hinanden, så der opstår harmoniske klange. Nogle har lært strubesang, hvor man arbejder bevidst med at frembringe og forstærke overtoner. Andre synger helt spontant. Om det lyder smukt eller ikke, har ingen betydning.
Aftalen er, at vi i fællesskab "lægger et bunddække" af toner. Den enkelte holder i princippet én vokal og én tone i hver udånding. Nu starter den første i kredsen. Slipper stemmen løs, så sangen hæver sig over de andre. Spontan sang. Der er lejlighed til at udtrykke sit inderste, være helt spontan, eller eksperimentere med lyden. Man kan følge sin intuition, hvis man har lyst; man kan forsøge at rette ind efter de andre og blive båret oppe på en harmoni, en treklang eller hvad der nu byder sig til. Den enkelte synger så længe det føles meningsfyldt, og vender derefter tilbage til fællesskabet af dem, der "lægger bunddække". Turen er nu kommet til den næste i kredsen. På forhånd har vi måske aftalt, at vi synger kredsen rundt i to omgange, og derefter blander stemmerne helt spontant. I praksis viser det sig, at vi næsten altid synger 1 time, uden at nogen ser på uret.

Man kan opleve en forunderlig løftelse - eller en forløsning. Man kan føle sig inspireret - eller beriget. Sindet er faldet til ro - problemerne og ønskerne er sat ind i en mere omfattende sammenhæng end den vante.

Man kan jo spørge: Hvorfor er det, vi synger ..?

Hvorfor i alverden sidder vi dér og lader tonerne strømme ud af os, i mere eller mindre uordnet tilfældighed ..?

Sædvanligvis synger vi sange, fordi kombinationen af ord og toner udvirker et specielt udtryk, der bliver sagt noget, i poetisk eller kunstnerisk form.
Det er rart/sjovt/forløsende at synge sange i fællesskab.

Men når vi praktiserer "tonebåren bøn" eller "åndeligt berigende sang" er der ingen ord. Og udtrykket er ikke specielt smukt eller kunstnerisk. Aktiviteten med at synge toner flytter bevidstheden ud af de sædvanlige rammer. Sædvanligvis domineres sindet af jeg'et - med egoets tanker, planer, målsætninger, ambitioner, misundelse og begær, uro, stræben, bekymring. Men tonerne har en tendens til at udvide bevidstheden, så den rettes imod noget højere. Der finder en form for sammensmeltning sted, en udviskning af de individuelle grænser og de sædvanlige forsvarsmekanismer og pansringer. Sjælen får en chance. Sjælen får en flyvetur, og den trænger til at blive luftet! Alt det i os, der til daglig overses, fortrænges og levet et skyggeliv, får her en chance. Uden ord. Uden censurering. Uden fordømmelse. Uden særlig mange restriktioner. - Man må dog være indstillet på, at personligheden jo også har sin bagside. Nogle gange kommer man i kontakt med noget af det mindre pæne, galskaben, vreden, det tabubelagte, skyggen, som man er tilbøjelig til at fortrænge til daglig. Hvis ikke man er indstillet på at rumme dette i bevidstheden og øde det med accept og tilgivelse, kan det være en ubehagelig oplevelse. -
Bevidstheden forskyder sit centrum fra jeg'et og den sædvanligt strukturerede virkelighed til en højere form for bevidsthed. En intuitiv værensform.
Eller hvordan man nu vil forklare det...

Jeg har ikke oplevet nogensinde, at der ikke har indfundet sig en følelse af ..forløsning. En sindets løftelse - eller sindets renselse.

Og nogen gange har jeg oplevet dette forunderlige, at ..vi er ikke alene. Der er et nærvær, en karakter af ubetinget venlighed, som jeg personligt ikke tøver med at kalde "Kristus". Andre vil givetvis oplve og tolke det anderledes.

Så mange var ordene. Det var mange ord at sætte på en oplevelse, der i princippet jo er ordløs.

Men sådan må det være, hvis jeg skal udtrykke noget om, hvorfor "åndeligt berigende sang" har så stor værdi for mig i mit spirituelle liv.

Peter Værum.