+FOREDRAG - FORTÆLLER-SIDEN - HR-relaterede KURSUSINDSLAG  - OPTRÆDEN MED VISESANG - TEOLOGI OG KRISTENDOM -  EVENTYR -  KONFLIKTLØSNING - PIANIST OG ORGANIST -  STILHED OG STØJ - FOTO TIL PR.



























































































































































































Hvordan lærer man sin skygge at kende?
(Artiklen bygger på kap. 9 i "FRØER OG FARISÆERE")


Første skridt på rejsen i en individuationsproces er at få lukket øjnene op og tage ansvaret for sin egen skygge. Trolden skal kaldes ved navn, dragen skal bekæmpes, fortrængningen af feerne skal høre op.
Hundene skal ses i øjnene. De sidder på et skrin af guld - og hvem vil ikke gerne have del i det?

Men hvordan gør man? Hvordan lærer man sin skygge at kende . ..?? Skyggen er jo lige præcis den del af personligheden, der er ubevidst for én.
Man kan ikke få øje på den.
Andre kan se den. Andre føler virkningerne. Men skyggen er den delaf personligheden, man ikke selv kender.

Alligevel kan det ikke nytte at spørge andre.
Hvis andre kunne fortælle en sandheden, var det jo nemt. Men skyg-geproblematikken angår jo lige præcis de sider af os selv, som vi ikke vil, ikke kan, se i øjnene; så man bliver garanteret kun uvenner. Det sætter skyggeproblematikkens hårdnakkethed i relief.
Skyggen er det ubevidste, omgærdet af så mange af ego'ets forsvars-mekanismer, at man er blind og døv, når andre begynder at fortælle én om den - selv hvis det er éns bedste ven, og på éns egen opfordring.

Det har de fleste af os nok erfaret. Man kan ikke fortælle ,,sandheden" til andre. Det bliver til, at man siger ,,sandheder". Og det er noget ganske andet.
Så hvordan lærer man sin skygge at kende?

Hvis man virkeligt har et oprigtigt ønske om det - hvad gør man??

I eventyret om RUMLESKAFT sender pigen ryttere ud i det ganske land. Og sendebu-dene kommer tilbage fra de fjerneste dele af riget med besked om troldens navn. Pigen har ransaget de yderste afkroge af sin psyke.
Men hvordan bærer man sig ad??

Drømmene

Den klassiske måde at få besked om ubevidste foreteelser, er drømmene. I drømmene stikker trolden sit fjæs frem. Drømmene forstås bedst som den psykiske helheds forsøg på at opnå størst mulig sundhed og balance. Derfor forsøger drømmene utrætteligt at kaste lys over de underbelyste sider i personligheden. Organismens eget selvregulerende system søger at henlede opmærksomheden på de sider af personligheden, der bliver brugt for lidt.

Derfor er mange, mange drømme skygge-drømme.

 Som en tommelfingerregel kan man tage drømmeskikkelserne af ca. samme alder og samme køn som én selv, som man ikke bryder sig om. De skræmmer én. Man væmmes. Man flygter fra det. De bringer for-styrrelse i glasbutikken. Den kropsdovne forfølges i drømme af nogle utåleligt ivrige gymnaster, der ødelægger søndagen. Den bly pige, der får fidspræmie i Flinkeskolen, forarges over kvindelige sværvægtsbrydere og intrigante pulverhekse - i sine egne drømme. Den kølige, kompro-misløse karrierekvinde danser med elverpiger og frodige moderskikkel-ser.
I sig selv er skyggeskikkelserne ganske harmløse; vi andre ser let, at de i grunden er sympatiske og sagtens kan være til god nytte. Men set med drømmerens øjne er de lede og afskrækkende, ubehagelige i deres på-trængende anderledeshed. De står jo for alt det, som jeg'et tager afstand fra.

Et jeg bygger sig op på en erfaring af, at sådan-er-jeg-ikke!- Når det lille barn skal lære at være ,,noget" - hvad er det at være ,,mig" - sker det ved, at det vinder forældrenes anerkendelse:
-Nu er du en stor dreng!
Hvornår? Når den lille er ikke-støjende, ikke-uartig, ikke-dum, ikke-selvhævdende, ikke-doven, ikke passivt livsnydende, eller hvad det nu er, forældrene opstiller som norm for at være ,,noget". Et lille menneske bliver til en personlighed, et jeg, netop ved at fraspalte fra bevidstheden alle de uacceptable sider af helheden.
Jung påviser, hvordan disse fraspaltede karaktertræk samles til en ar-ketypisk skikkelse, et problenikomplex, som vi igen og igen møder i drømmene, indtil det er integreret i personligheden.
Skyggen.
Som regel er det nemt nok at tyde andres drømme. Man kan hurtigt se deres svage sider og genfinde dem i drømmenes sære, anskuelige billed-sprog. Med éns egne drømme er det vanskeligere. Man overser gang på gang pointen. Man er blind.

Alligevel er det den bedste vej frem. Hvis man vil lære sin skygge at kende.


 En anden metode
Men hvad nu, hvis man ikke kan huske sine drømme?

Mange mennesker drømmer. Adskillige gange hver nat. - Men der er angiveligt mange, der aldrig husker, hvad de har drømt. Mange oplever overhovedet ikke, at de har drømt.
Eller hverdagen stiller sine ubønhørlige krav fra det minut, vækkeuret ringer. Børnene står der. Arbejdet venter. Hvem har da tid til at rekapitulere nattens begivenheder, endsige skrive drømmene ned?
Hvordan lærer man da sin personlige skygge at kende? Hvis drømmetydning ikke er nogen brugbar vej?

Man kan bruge en metode, Biblen anviser.

I Jesus' bjergprædiken er der angivet en præcis og virksom tekniktil inte-grering af skyggen.
Jesus siger:

"Hvorfor ser du splinten i din broders øje, men bjælken i dit eget øje lægger du ikke mærke til? . . Hykler! Tag først bjælken ud af dit eget øje, så kan du se klart til at tage splinten ud af din broders øje."
(Mattæusevangeliet kap.7, vers 3)

Man gør sig klart, at splinten og bjælken er gjort af samme stof. Samme art af psykisk materiale.
 Dernæst ser man sig omkring i sin omgangskreds. - Der er velsagtens eksémpler nok på diverse karaktersvagheder:
Én er måske påfaldende arrogant. Højrøvet, direkte sagt. Men, tæn-ker man, derfor kan han godt være min gode ven.
En anden er måske lidt drikfældig. Eller meget. Slemt alkoholiseret, faktisk. Alligevel finder man en facon at omgås ham på; det får ikke lov at ødelægge samarbejdet.
En tredje er utåleligt dominerende. Hvergang man er sammen, be-slaglægger han opmærksomheden totalt. Men ,,herregud!" tænker man, og sørger stille for, at beslutningerne bliver taget og vigtige ting drøftet uden hans indblanding. Han får ikke lov at ødelægge den gode stemning...

-Men så er der én, som altid bringer i affekt. Han er f.eks. urimelig nærig. Altid skal han rage til sig. Altid tager han den største bid af ka-gen. Og er der noget, man ikke kan fordrage, så er det den form for smålighed og gridskhed . ..! Hver gang man er sammen med den pågæl-dende, er man anspændt og påpasselig med at han ikke får lov at rage til sig. Man tager sin del af kagen. Mig skal han i hvert fald ikke få lov at snylte på. Jeg skal nok sørge for, at jeg får, hvad der tilkommer mig. Man tvinges ligefrem til at blive nøje regnende selv. Smålig. . . Kort sagt - næ-ng.
(Det er vel sådan, mange arvestridigheder opstår!)

Pointen er, at det er den irrationelle, affektbetonede reaktion,der af-slører, at her er tale om et skygge-problem. - Objektivt set er den på-gældende muligvis rigelig nærig. Men andre ser afslappet på det, trækker på skulderen eller siger fra. Men hvis man selv har en rem af huden, reagerer man emotionelt. Ude af proportion. Lidenskaberne kommer uforhoidmæssigt i kog, et tegn på, at man har bjælken i eget øje. Det er vigtigt at forstå.
Vi taler her om begrebet projektion.

Hvad der er ubevidst hos én selv, vil man være tilbøjelig til atprojicere over på andre, og se det dér. Allerede Freud formulerede denne psykiske lovmæssighed. Det er en af de vigtigste psykologiske processer at huske på overhovedet. De utroligste samarbejdsvan-skeligheder, personlig problemer, konfliktsituationer løses, hvis mennesker bliver opmærksom på disse mekanismer.

En projektor er et apparat, der kaster (lys-)billeder op på en væg. Små uanselige dias, der i sig selv ikke kan fange opmærksomheden, bliver af en projektor kastet op på en lysende skærm  og dér kan man få øje på sagerne! Det lyser og falder i øjnene - projiceret ud.

På lignende måde med psykens fortrængte skyggesider. Ens egen smålighed og nærighed kender man ikke, men når man støder på det hos andre, falder det uforholdsmæssigt i øjnene.
Man ser ikke den anden. Hvad man ser, er éns egen projektion. Denne mekanisme er uhyre udbredt. - Faktisk er det oftest meningsløst at tale om en anden person ,,som han virkelig er". Hvad vi reagerer på, er en projektionsskærm; hvad vi sympatiserer med, er vore egne positive projektioner.


(tegning)


 Man kan tænke på de uendelige diskussioner, en gruppe kan føre om en bestemt person. - Er han da ikke utålelig? - Det kan du da ikke mene, den flinke fyr! - Jamen har I slet ikke lagt mærke til, hvor upålidelig han er?? - Ham?? Han er da hjælpsomheden selv ...!
Ingen forstår, hvordan de andre kan have så forskellige opfattelser, når han dog så åbenlyst er ...
Måske skal vi være glade for, at det er sådan. Ellers blev der ikke en kæreste til alle.
Selv den, som vi på alle måder finder afskyelig, har jo sine venner, som sætter pris på hans selskab. Fordi vennerne har andre projektioner.

I drømme møder man sine egne projektioner. Svigermor med den skarpe tunge, den gerrige nasseprins fra bekendtskabskredsen, éns yndlings-aversion blandt politikerne, som altid bringer éns gemyt i kog. De er i vore drømme - og hvad skulle de bestille dér, hvis ikke de afspejlede ubevidste sider af vor egen natur?
I drømme møder man de projektioner, det er relevant at se i øjnene - nu.

Tilsvarende møder man dem i virkeligheden. Skyggen kender vi ikke, men vi møder den som bjælken i vor broders øje. Når samarbejdet altid går i fisk, når nabostrid opstår, når man bliver urimeligt irriteret over småfejl eller specielle træk hos andre - der er masser af anledninger til at lære sin skygge at kende.

 Hvor er din broder?
Hvis man tager indsigterne om projektionsmekanismen alvorligt, vil man forstå, hvordan de argeste fjendskaber er dem, hvor parterne dybest set ligner hinanden. - Når Kain og Abel var så uforsonlige i deres jalousi, var det ikke på grund af forskellighederne. - Abel var agerdyrker, og Kain var kvægrøgter, og muligvis foragtede de hinandens livsstil. Men når stridighederne blev så forbitrede, var det jo netop fordi, de var brød-re. Inderst inde lignede de hinanden. Og hvad der vakte deres blinde had, var det sted hos den anden, hvor de selv havde en rem af huden.

Nutidens store eventyr om dette tema er af Astrid Lindgren. I Ronja Røverdatter (Gyldendal 1981) skildrer hun virtuost, hvordan de to fami-lier lever på klods op af hinanden, adskilt af en dyb kløft. De lever på samme måde, røver, sulter, hutler sig igennem. Ligheden mellem de to røverbander er påfaldende. Hadet er nedarvet, indædt - og aldeles irra-tionelt. Man konkurrerer, man chikanerer hinanden - indtil de to unge overvinder kløften. Som i ,,Romeo og Julie". Astrid Lindgren svinger sig op på mytens plan. Ronjas store spring over kløften har sin tydelige kri-stologiske parallel. I solidaritet med det fortabte menneske, bliver Kri-stus som én af os. Gud sætter over den uovere-kommelige kløft til menne-skenes verden.
Når Birk er fanget, prisgivet fjendernes forgodtbefindende, vil Ronja også være det. Hun tager springet.
Hos Astrid Lindgren er prisen ikke så høj. Hendes børnebogs-univers er mere idyllisk. Men smukt, bevægende er det. Og også her er der er omkostninger, lidelser. Som altid, når mennesker ikke vil tage ansvaret for deres skygge.
De to klaner projicerer skyggen (deres lave selvbillede hænger vel sammen med, at de er røvere, forfulgte, kriminaliserede) over på hinan-den.

Fjendskabet grunder sig netop i, at de to parter ligner hinanden.


 Jesus' metode
 Måske er det den dybe sandhed, der ligger bag Jesus' tale om at elske sine fjender. Hvis det at hade og forfølge en fjende i virkeligheden drejer sig om uaccepterede elementer i éns egen psykologi, giver det jo ikke mening ikke at vende den anden kind til.
Hvis det i virkeligheden er sider i sig selv, man hader og forfølger, når fjendehadet virkelig bliver emotionelt og affektbetonet - og det er der meget der tyder på, se f.eks. avisernes læserbrevsspalter ... - er der op-lagte udviklingsmuligheder i at følge Jesus' anvisninger:

- Elsk jeres fjender, velsign dem der forbander jer, og bed for dem der forfølger jer.
(Mattæusevangeliet kap. 5, v.44).

Derved integrerer man skyggen, trækker projektioner tilbage - accepterer sig selv.

Også på et dybere plan, har Jesus' ord sin gyldighed. Også hvor der ikke alene er tale om en skygge-problematik. At såre andre, er at såre helheden. Had mod andre er man lende accept af den sammenhæng, man selv indgår i. Dette kan et ego ikke opfatte. Kunne vi se det fra SELVET, som det tog sig ud fra helhedens perspektiv, ville vi aldrig hade, forfølge, forbande. For vi ville se sårene, forbandelsen, de dybe skader, vi tilføjer helheden ...


 Undgå unødig selvbebrejdelse
Denne tolkning udelukker ikke, at vi nogle gange bekæmper reele ydre modstandere. Mange steder er oprør påkrævet. Man må sige fra på rette tid og sted, når éns interesser krænkes. Der er mange områder, hvor man lidenskabsløst og ud fra reelle interesse-modsætninger må kæmpe for sin ret og tryne modstanderen, og her er et sundt had og en naturlig aggres-sion givetvis til tider ganske på sin plads.

Men vi kan jo konstatere, at de fjender, som vi virkelig bruger kræfter på, som for alvor bringer blodet i kog og optager vores opmærksomhed -det er de indbildte! Det er bærerne af vores projektioner, vi spilder vores krudt på. Fjenderne, vi bekæmper så ophidset, er i os selv:

Skyggeboksning.