| Artikel af Peter Værum. Hvis
man skal svare på dette det ældste af alle filosofiske spørgsmål - hvis
man skal gøre rede for sin identitet - må man fortælle sin historie.
Det er ikke dækkende blot at sige sit navn og titel, alder,
fritidsinteresser, eller hvad man ellers mener kan karakterisere én.
Nej. Man må fortælle sit livs historie om, hvordan man blev den, man er.
Og et menneskes historie - det er ikke blot opregningen af formelle
fakta i kronobgisk rækkefølge; nej, det er et udvalg og en formning af
de tildragelser, der prægede én og som fik betydning. Historien om,
hvordan Mor tog én med ud i naturen. Eller med i Fælledparken 1. maj.
Eller skoleinspektøren, der bankede eleverne med violinbuen.
Historierne fra soldatertiden. Fra arbejdskampene. Fra familiefesterne.
En livshistorie består af mange historier. De fleste gamle folk kan virkellig fortælle
deres livs historie. Til de få, der har tid til at lytte. Og måske er
det specielt alderdommens opgave og udfordring at få rede på éns
personlige historie - og på slægtens.
For skal man gøre
rede for, hvem man er, er det ikke nok at fortælle afgørende træk fra
det personlige livforløb. Man må også inddrage familiens historie. Og
nationens, folkets historie. Det hører med til vores identitet, at vi
er danskere. Det har præget os, at høre om Holger Danske og Kong
Skjold. Om Grundtvig og om Chr. X, der red over grænsen på den hvide
hest og om besættelsen. Om
fortællingerne er "historisk" korrekte er underordnet. De er
selvfølgelig komponeret og redigeret, så pointen træder tydeligere
frem. Kongens hest var ikke hvid, men hvidkalket. Vistnok. Men det
spiller ingen rolle for historiens kraft, at man "gør den bedre". Det
er den gode histories kendetegn, at den får mytiske træk og
tilføjelser, der gør den mere sand.
Nu indgår vi i forskellige sammenhænge, også sammenhænge, der rækker ud
over det nationale og folkelige fællesskab. Med til vores fortid og
vores identitet hører også fortællingerne om slaveriet i Ægypten og
udfrielsen derfra: om ørkenvandringen og om længsler og håb, der fik
deres forløsning i Jesus, Messias.
Da USA's negerslaver i
Sydstaterne skulle tolke deres dybe smerte i undertrykkelsen på
bomuldsmarkerne, sang de sange om Ægypten og Moses. (- "Go down Moses"
- "Deep River Jordan" etc.). De satte deres liv ind i en sammenhæng,
der pegede frem mod en fremtid med håb og befrielse.
Da en
gruppe danskere samledes til modstand under besættelsen. kaldte de
deres gruppe "Holger Danske". Sådan er fortidens fortællinger somme
tider afgørernde for, hvad vi er og hvad vi gør. Grundfortællingen for os i et kristent land
som Danmark er fortællingen om én, der var villig til at ofre sit liv
for andres skyld. Jesus fra Nazareth elskede livet så højt, at han var
villig til at sætte det til for sine venner - og for sine fjender. Jeg
kan ikke sætte mig ud over en fornemmelse af, at den historie - den
fortælling som trosbekendelsen sammenfatter - er den del af min
personlige historie. Som kristen er det en del af min fortid - uden
historien om Jesus Kristus var jeg ikke blevet til det, jeg blev. Den
er med til at gøre mig til den, jeg er.
|
