Peter Værums hjemmesider
DRØMMEBREVKASSEN


DRØMMEBREVKASSEN
November 2oo2



Op og ned i stormagasinet


    Hej. Kan jeg bede om lidt hjælp til "tolkning" af dette?

    Jeg er 53 år, kvinde, og arbejder som buschauffør i Kbh.

    Gennem mange år har jeg drømt om at jeg var lige ved at komme for sent til jobbet. (I hverdagen kommer jeg ALDRIG for sent).
    Ofte drømmer jeg, at jeg ikke kan finde rundt i byen.

    I nat var det den samme type drøm, jeg havde - dog synes jeg at jeg i nat optrådte "ondt"- og jeg talte også til mig selv og kommenterede mine handlinger. Jeg var i drømmen i et stormagasin, hvor jeg skulle ned fra øverste etage til stuen. I stedet for at tage trappen, lod jeg mig fire ned af en slags elastikbånd, og da jeg var kommet ned, slap jeg bare rebet, så det svirpede lige ind i hovedet på en salgsstand. Jeg LØB derfra og da jeg kom ud, kunne jeg ikke finde hen til den bus, jeg skulle køre.

    Jeg kan fortælle, at jeg i hverdagen er "to mennesker" forstået på den måde, at mit arbejde kun har eet element af interesse for mig, nemlig lønnen. I min fritid mediterer jeg meget og læser om buddhisme, som jeg er meget fascineret af.

    På forhånd tak for lidt vejledning til at komme videre med dette.

    Kærlig hilsen

    Sara R.


SVAR:

Jeg er meget i tvivl om tolkningen. Så det er med alle mulige forbehold, jeg svarer.
Ofte er det nyttigt at betragte sceneriet i drømme som en afbildning af kroppen. (Andre gange er det ego'et, mere psykologisk forstået.
Men jeg får en fornemmelse af, at drømmen er symptom på energiens bevægelser i kroppen, langs rygraden, måske. Hvis du studerer Østens menneskesyn vil dette nok ikke være fremmed for dig. - I drømmen er du for højt oppe, og du har problemer med at komme ned. Energien søger væk fra hovedet, du skal ned og have mere jordforbindelse (en opgave som alle vi, der mediterer, jævnligt må arbejde med...). Du vælger ikke den mest nærliggende, etablerede, vej - at tage trappen. Men du vælger en utraditionel vej, som giver bagslag. - - Kan du genkende det fra situationer i din dagligdag fra dagene inden du drømte drømmen ??

Drømmen afspejler en situation, der ikke er god for dig; derfor det træk med, at du løber væk derfra. Og jeg kan sagtens forestille mig, at du har svært ved at forene en dagligdag med et job, som du kun betrider p.gr.a. lønnen, med din interesse for buddhisme - det er vel derfor der er dét træk med, at du ikke kan finde det sted, hvor du skal arbejde ?

I almindelighed kan jeg sige om drømme om at komme for sent:
Sådanne srømme afspejler tit at der er to former for tempo inden i én. Det bevidste jeg bevæger sig med ét tempo (ofte langsommere...) og resten er personligheden er opsat på at komme hurtigere af sted, dvs. ændre sig i et hurtigere tempo end det træge jeg har lyst til.

Jeg må lige endnu en gang gentage mine forbehold: Det, jeg her har lavet, er en meget grovkornet og "primitiv" gang drømmetydning - og jeg har en fornemmelse af, at jeg ikke er kommet særlig langt ned under overfladen - - men sådan må det nogle gange være, når vi ikke sidder ansigt til ansigt og jeg ikke kan stille supplerende spørgsmål.

Men skriv gerne igen.

Venlig hilsen

Peter Værum.




Send mig en e-mail:

****

Artikel af Peter Værum om eventyr og drømme
- ridser i facaden.
mere om drømme.
Et forsøg på at genmmentænke drømmenes fænomen

***

tilbage til hovedsiden.