Josefine
Ottesen & Lars Mogensen:
KONFLIKTHÅNDTERING
- Håndbog for hverdagens krigere
Aschehoug 2007
side 20-21:
"... Hvis man træder et
skridt tilbage og i stedet for en kamp på liv
og død med skarptslebne sværd forestiller sig
en almindelig dagligdags konflikt, hvor
aktørerne benytter sig af krigerens vej, vil
man se flg.:
To personer har en konflikt. De er begge
nærværende, og er dermed i stand til både at
se og forstå, hvad modparten udtrykker. Ingen
af dem er usikre på, hvad de selv står for, og
de er parate til at forsvare deres
standpunkter. Ingen siger, at de bliver
enige, men selve kampen vil være respektfuld.
Prøver man derimod de
modsatte teser af, vil følgende scene udspille
sig: Ingen er nærværende, men begge er fanget
i forhåndsforventninger fra tidligere
konflikter eller opsat på hurtigst muligt at
komme væk fra situationen. Alle deres udsagn
vil være præget af indre billeder og
historier, og det vil være umuligt for dem at
høre og se, hvad den anden part gør, fordi
afkodningen af ethvert udtryk vil blive farvet
af erfaringer fra fortiden eller drømme om
fremtiden, som de hver især betragter som
sande. Hvad angår konfliktens tema - de
værdier, der evt. er under pres - vil dette
være forsvundet fuldstændig i tågerne mellem
de to kombattanters indre film, og det vil
derfor være umuligt at nå frem til en løsning.
I det fleste tilfælde vil det være den, der
holder ud, indtil modstanderen i den ene eller
anden form siger: "Du får ret og jeg får
fred", der vil gå ud af konflikten som
sejrherre.
Men ingen af dem vil
helhjertet kunne betragte sig selv som
"vinder". Den, der har givet sig, vil føle sig
tromlet ned, og den, der tilsyneladende har
fået ret, vil gå derfra med en fornemmelse af
at blive snydt for den "rigtige" sejr. De vil
begge gå ud af konflikten med en oplevelse af
at være offer.