DRØMME
OG EVENTYR
- ridser i facaden.Artikel af cand. teol. Peter Værum. Hvis
man vil bringe
mening ind i sine drømme, er første og vigtigste tolkningsregel
følgende:
Alle personer og
figurer i din
drøm er sider af dig selv.
Hvis du bliver forfulgt at en
rasende forbryder i drømme, går der måske et lys op for dig i det
øjeblik du holder op med at føle dig forfulgt og begynder at spørge dig
selv, hvem dit indeklemte raseri egentlig går ud over.
Eller hvis du drømmer om
svigermors skarpe tunge og ikke forstår, hvad hun skal i din drøm, den
heks - så find ud af, hvor din egen skarptandethed slår ned i hverdagen.
Opgaven er igen og igen selv
at tage ansvaret for de løsslupne impulser, der anskueliggøres I
drømme. Hvis ikke de hører dig selv til, hvor skulle de så komme fra ???
Drømme er svære at tolke,
fordi de bringer det fortrængte frem i dagens lys. Hvad du overser om
dagen, afreagerer du for fuldt knald om natten. Hvor der er blinde
pletter om dagen, søger drømmene at skabe bevidsthed. Hvor du til
daglig holder den pæne facade, er der sprækker, hvor fæle trolde kigger
frem i nattens drømme. Og hvem har lyst til at se det i øjnene ?
I eventyrene optræder der
hunde, der skal ses i øjnene. Og trolde, der skal kaldes ved navn.
Nisser, der forstyrrer. Drager, man må kæmpe med.
Slægtskabet med drømmenes
særegne symbolik er slående. Også i eventyr stikker troldene og
dæmonerne hovederne frem de mærkeligste steder, og hvor tit forstyrrer
de ikke idyllen !
Eventyret om TORNEROSE foregår
ved et fornemt hof. Man serverer kun på guldtallerkner, og den ydre
facade betyder åbenbart meget, for da der skal vare barnedåb og man
ikke har tallerkner nok, vælger man at holde den ene gudmoder ude. I
stedet for at sige "Hvor der er hjerterum er der også husrum", prøver
man at redde det blankpolerede selvbillede ved at fortrænge den 13.
gode fe - og hun var en god fe. Indtil hun på den måde skulle være
usynlig, fortrængt, glemt, for at den officielle, fisefornemme
overflade kunne bevares. Så forvandler hun sig til en ond furie, der
udsteder en forbandelse. - Det går som i Biblen, hvor Jesus fortæller
om den onde ånd, der blev drevet ud. Huset er nu er fejet og prydet.
Men, gør Jesus opmærksom på, hvis man tror, at man idealistisk kan
opretholde et uplettet selvbillede, bliver det sidste værre end det
første (Lukas 11, v.24). Den onde ånd søger de vandløse steder (at sted
skal den jo være...), og vender tilbage med 7 andre dæmoner, som så
besætter huset.
Hvilke besværligheder kunne
Tornerose ikke have undgået, hvis hun var vokset op ved et hof, hvor
man ikke skulle feje alle ufuldkommenheder ind under gulvtæppet !
Hvor dæmonisk det bliver, når
et individ ikke vil tage ansvaret for sine egne mørke, uafklarede
sider, kan man læse om i H.C.Andersens gotiske novelle: "Skyggen":
Den idealistisk tænkende
forfatter, der kun vil beskæftige sig med "det gode, det sande og det
skønne" føler nede i Sydens solhede, kogende atmosfære dragningen til
det dunkle hus overfor med dets natlige, eksotiske aktiviteter. Hvad
det bevidste ego ikke vover, nærer skyggen ingen
betænkeligheder ved - den trænger ind til jomfruen og deltager i
festlighederne...
SKYGGEN er dybdepsykologen
C.G.Jungs begreb for personlignedens underbelyste del. At integrere
skyggen er første skridt i en individuationsproces, vejen til at blive
et helt menneske. Jung ser denne proces afspejlet i eventyrenes
beretning om rejsen: Drevet af indre nød tvinges
hovedpersonen uden for slottets mure; en rejse begynder. Første fase er
som regel oplevelser med noget skræmmende: hvor drager skal bekæmpes,
frøer skal kysses, fristelserne imødegås. I anden fase bliver prinsen
forenet med prinsessen, prinsens bedre halvdel, som vi siger. Så er de
klar til at vende hjem. Og "hjem" kan man roligt
forstå i den gamle, religiøse betydning af ordet. Man er nu blevet sig selv.
Torben Brostrem fremhæver, at
eventyrene - i modsætning til myterne, der repræsenterer de officielle
sandheder - er folkelige og oprørske. De tager den lille mands parti
(Lille Claus) og nedbryder med latteren de stores autoritet. Der er
ikke meget tilbage at de dyre ord og den golde formalitet, når først
Klods Hans har været med sin gedebuk i gemakket. Hvem kan fremover tage
storebrødre og oldermmnd helt så alvorligt. Myterne handler om, at: du
skal ikke tro, dat kan være anderledes; livslovene er evigtgyldige.
Eventyrene, derimod, vender op og ned på de evige sandheder. (Folkeeventyrenes
moderne genbrug, Gyldendal 1987).
Eventyrene giver mæle til dat
usagte. Det fortrængte. Det oversete.
Dermed får barnet en chance i
eventyrene. Og barnets uafkortede virkelighed.
Derfor elsker børn eventyr. I eventyrene bliver det fortiede omtalt.
Lige som
drømmene tilstræber eventyrene en større helhed, bedre balance, en
ucensureret virkelighed.
Nissen flytter med. Hornene
klistrer til den gerrige kvindes røv. Trolden stikker sit grinende fjæs
frem af degnens bukser. Vi andre godter os.
Desværre er det aldrig kun
degnen, der bliver afsløret. - Eller glemte du, at du må tage ansvaret
for "degnen" i dig selv ...??
Peter
Værum |