Peter Værums hjemmesider
DRØMMEBREVKASSEN


DRØMMEBREVKASSEN

Årsskiftet 2oo2 / 2oo3

Jeg drømmer at jeg dør
Jeg får knive i ryggen

****
    Kære Peter Værum

    Jeg er 29 år og har til tider nogle ret væmmelige drømme, ret barske.
    Jeg tænker især på 2 temaer, der går igen.
    1. Jeg dør eller bliver sindssyg
    2. Jeg finder en anden kæreste eller min kæreste går fra mig.

    Jeg er er pt. lidt psykisk ustabil og har været det i nogle år, hvilket giver sig udslag i lidt angst, depressive perioder og dårligt selvværd. Det er noget, der stammer tilbage fra min barndom/pubertet, p.t. har jeg det godt i mit sociale liv, tingene kører godt. Jeg føler mig dog hjemsøgt af fortiden, og det kan til tider mærkes, både i vågen tilstand og i drømme. Jeg er dog ikke ligefrem "syg", går på arbejde osv. og har et ret normalt liv med min søde forlovede. Jeg står selvfølgelig overfor en del omvæltninger qua min alder, dvs. børn, hus osv. Det gør mig nervøs, men samtidig er det noget jeg glæder mig til.

    Ang. min drømme: Jeg drømte, at jeg simpelthen oplevede, at jeg døde. Jeg sad i en flok mennesker, hvor jeg kender nogle fra fortiden. De sidder og griner, jeg griner med, ih, hvor har vi det sjovt, indtil det går op for mig, at de griner ad mig, at de har stukket mig i ryggen med en kniv eller en stor kanyle, og jeg dør lige så stille, jeg føler hvordan livet rinder ud. Det gør samtidig afsindigt ondt. I samme drøm er jeg også febrilsk ved at blive sindssyg og ringer til psykiatrisk afdeling, men kan ikke finde ud af at ringe dem ordentligt op (den er klassisk - man kan ikke finde ud af at trykke knapperne ind på telefonene).

    Det er en barsk drøm, temaet er gået igen i flere drømme, men ikke så konkret.

    Ang. drømmen om, at min kæreste går fra mig: Jeg befinder mig et sted og glæder mig til at komme hjem. Når jeg så kommer hjem, er han der ikke mere og jeg bliver så ked af det, at jeg vågner med en stor knude i maven og er ved at græde. Meget livagtigt.
    I en anden drøm har jeg fundet en anden, i nat var det meget konkret, han hed Søren, var mindre end min nuværende kæreste, mørkhåret, tydelige træk (men ukendt for mig).
    Jeg blev grebet på fersk gerning af min kæreste, men holdt fast i, at vi ikke skulle være sammen mere, for jeg ville være sammen med ham den anden. Alligevel var jeg dog ked af det pga. alle minderne. Jeg vågnede med en følelse af, at jeg ubevidst ikke ønsker at være sammen med ham, selv om jeg i virkeligheden elsker ham meget.

    Kan du udlede noget af dette? Vil min underbevidsthed fortælle mig, at jeg lever forkert?

    Med venlig hilsen
    Tilde


SVAR:

Den kvinde, der - tilbage i fortiden - fik knive i ryggen, er moden til at blive begravet. Det er fortid nu. Du drømmer, at du dør. Tilbage er et nyt menneske, det andet er fortid.
Sådan kan den første drøm tolkes. Det er meget positivt.
Men den kan også tolkes anderledes.
For drømmeregel nr. 1. siger jo, at: alle personer, alle optrædende, alle symboler, i din drøm er sider af dig selv . - - Set således leverer drømmen et billede af dog selv, som en person, der er tilbøjelig til at tænke ilde om dig selv. Altså lavt selvværd. Du er stadig (p.gr.a. dine triste erfaringer fra barndommen) så-at-sige tilbøjelig til at stikke knive i ryggen på dig selv. Knivene kan f.eks. være tvivl, fortrydelse, blokeringer, ambivalens. Noget der kommer bag på dig.
Kan du genkende dette..? Det kan også være meget positivt at få serveret sådan et billede af sig selv; så man man se det klart og gøre noget for at ændre det. - Du må selv mærke efter hvilken tydning, der føles rigtig. Og måske er det en helt tredje tolkning, der er den rigtige.

Noget lignende kan siges om drømme om "at blive sindssyg". Selv om du har en tendens til at blive psykisk syg, vil jeg gætte på, at det træk bedst kan tolkes ud fra den almindelige talemåde: "Jeg bliver sindssyg af det her!". Eller. "Dette her driver mig til vanvid" !
Det er ikke fordi du - som du skriver til slut - "lever forkert". Du lever garanteret ikke forkert. Og vigtigere endnu: Du er ikke "forkert". Du skal bare være dig selv. Noget andet er, at drømme kan henlede opmærksomheden på nogle områder af éns personlighed eller éns levevis, hvor det er aktuelt nu at ændre adfærd frem mod et mere positivt liv.

Temaet med telefonen, hvor du ikke kan trykke på de rigtige knapper (prøv og læg mærke til det sproglige udtryk!!) - er ganske rigtigt et klassisk drømmesymbol. Jeg gætter på - men det er kun et gæt - at det handler om, at det er svært for dig at bede om hjælp. Nu ved jeg ikke, om symbolet "psykiatrisk afdeling" for dig er et positivt symbol? Er psykiatrisk afdeling et sted, hvor du henter hjælp. Det kan også tolkes som det sted i dig selv, hvor der er helbredelse og trøst for dine forskellige psykiske lidelser. Du har besvær med at få kontakt med din krop, måske ?

Motivet med at kæresten skrider fra én, optræder i drømmene erfaringsvis tit helt parallelt med drømme om, at man selv skrider fra kæresten. Sådanne drømme handler tit om jalousi. Og det vil sige: De afspejler frygten for at miste. Og - psykologi er på mærkværdig vis ofte en underlig paradoksal affære - samtidig opstår jalousi og frygten for at miste erfaringsmæssigt ofte af, at man ubevidst i sig selv har trang/lyst til at have noget at gøre med andre end kæresten. Utrygheden i forholdet kommer fra én selv. Men det er ubevidst for én. Derfor kommer drømmene.
Det lyder vist lidt indviklet. Det er et stort emne - og brevkasseformen er meget utilfredsstillende; vi burde sidde ansigt til ansigt og trænge dybere ind i det her - - men sådan er vilkårene.

Skriv gerne en tilbagemelding, om du kan bruge det her til noget.
Og måske er der kommet flere drømme...

    Venlig hilsen
    Peter Værum.
***

*** * ***


Send mig en e-mail:



*

Artikel af Peter Værum om eventyr og drømme - ridser i facaden.


mere om drømme.


Et forsøg på at genmmentænke drømmenes fænomen


  *

Oversigt over
alle drømmene.

*
Tilbage til drømmebrevkassens hovedside.


tilbage til hovedsiden.