Peter Værums hjemmesider
DRØMMEBREVKASSEN


DRØMMEBREVKASSEN

November 2oo2



Ametyst i en grotte


    Kære Peter

    (...)
    Drømmen: Jeg er ved en bjerggrotte/hule i fremmed land. Jeg kan komme med på en guided tur i små hold ind i bjerghulen. Mine 2 børn kom med, men min mand ville ikke med, så jeg blev også udenfor. Han er usynlig, men jeg ved han er der. Var irriteret over at han ikke ville med og at jeg så måtte blive udenfor..
    Jeg vendte mig væk fra billetlugen og så en masse lilla meget smukke ametyster ligge som klipper i jorden. Ville vente hvilende på en af klipperne, fandt en løst stykke som jeg tog i hånden. Det var rart at ha´ i hånden. Ville beholde det.
    Pludselig kommer en lille meget frodig dame med et kæmpestort stykke ametyst i favnen og ber´mig om at ligge mit stykke tilbage som jeg har taget. Jeg gør det, er lidt flov. Hun fortæller at man inde i bjerget bryder ametysten og at jeg kan købe mig til et stykke.

    Jeg tænker stadig over drømmen og forsøger at få den på plads.

    Hvad kunne dit bud være ?

    Angående min kristne tro så har jeg (...)

    Jane


SVAR:

Drømmen opstiller tydeligvis en modstilling mellem "uden for bjerghulen" og "inde". Og dét, det gælder om er at få fat i ametyst. Det er opgaven - hvad det betyder i dit liv ved jeg ikke, måske nå nogle af de mål, du har i livet og som du skriver om i den del af mail'en, jeg har udeladt. Eller måske din personligheds kerne, selvet eller din spiritualitet, hvad-ved-jeg.
Du kan få fat på det på to måder. Både udenfor, hvor der måske er knapt så spændende og eksotisk, men hvor din ægtemand er (selv om han bliver usynlig, det er mænd sommetider) - og indenfor, hvor fascinationen ligger, og hvor børnene kan komme ind (hvad betyder det ?), men hvor du ikke kommer ind lige nu (du vælger det selv, på grund af din mand eller på grund af din egen mandlige side...)
Billetlugen: Der er en pris, der skal betales for at komme ind i grotten. Og inde i grotten er der også en pris, der skal betales, for der køber man ametysten. Udenfor får man ikke så meget ametyst, men dér ligger det lige for næsen af én - gratis!
Hvordan kommer man indenfor? - Guided tour - det lyder lidt kunstigt, som om du ikke selv har dig helt med. Hvad eller hvem er det, der guider dig (og er det positivt eller negativt at blive guided ??)
Jeg er mest interesseret i den "lille, meget frodige dame". Det er jo tydeligvis en side af dig.

Hvad mener du med frodig ? - Mener du blot og bart "Tyk"? Eller repræsenterer hun den side af dig, der virkelig er udvikling og vækst i ? - Hun er i hvert fald tilhænger af at gå indenfor, betale prisen og få meget mere ametyst. - - Men hun gør dig flov - er der en "frodig" side af dig selv, som du er flov over. (Jeg er faktisk lidt i tvivl om den dame skal forstås positivt eller negativt, men det må du jo selv kunne mærke).

Som så ofte rejser drømmen langt flere spørgsmål end jeg stakkels overbebyrdede drømmetyder kan svare på; men måske gør det ikke så meget, for jeg har en fornemmelse af, at du kan svare selv.

Held og lykke med den videre proces. Jeg hører nok fra dig ??

Venlig hilsen

Peter Værum.

**

***
*
***


Send mig en e-mail:

*

Artikel af Peter Værum om eventyr og drømme - ridser i facaden.
mere om drømme.
Et forsøg på at genmmentænke drømmenes fænomen

*
Oversigt over alle drømmene.
*
Tilbage til drømmebrevkassens hovedside.


tilbage til hovedsiden.