Peter Værums hjemmesider
DRØMMEBREVKASSEN


DRØMMEBREVKASSEN

September 2oo2



Bartender

*

    Hej

    Jeg har haft en drøm inat, som undrer mig lidt. Specielt i forbindelse med, der var meget blod - men ikke ubehagelige følelser i den forbindelse.

    Jeg har tidligere haft en bi-job i en kiosk, som jeg ikke afsluttede så pænt, jeg blev simpelthen væk. Jeg har også haft en bi-job i en bar.
    I drømmen i nat var jeg stadig bartender, det var en bar der var delt op i to afdelinger. Min mor havde sågar en vagt i en af barerne under drømmen. Ejeren var min tidligere chef fra kiosken, og hun stod selv i baren til sidst.
    Jeg sad i baren, var blevet godt fuld fordi jeg var der på privatdruk. Jeg har under min færden mellem de to afdelinger trådt i en masse glasskår, og der er masser af blod på mine fødder (som er bare), og på gulvene... - og så husker jeg ikke mere. Jeg tog vidst nok hjem herfra.
    Det var ikke ubehag og ragnarok på noget tidspunkt i drømmen.

    Min livssituation er som sådan, at efter at have vantrivedes meget på mit kontorjob leder jeg efter andet. Jeg har en kollega fra mit tidligere barjob boende, som er involveret i en masse stoffer, dette har jeg også været, men ønsker ikke at være det... - hvorfor hendes tilstedeværelse gør mig lidt urolig. Hun arbejder hver dag, og bliver fuld og tager måske også noget kokain hver dag. Jeg er en meget privat person, der holder af at have mit eget i fred, så også her gør hendes tilstedeværelse mig lidt urolig - tanken om at hun ikke finder noget.

    Det er hvad jeg kan komme i tanke om at fortælle. Hvad kan du give af input til tolkningen af denne?

    Venlig hilsen

    Britta


SVAR:

Jeg hæfter mig først og fremmest ved at baren i din drøm er delt op i to afdelinger. Og at du bliver såret af at gå rundt mellem de to afdelinger (glasskårene). - Måske er der også to afdelinger inde i dig, og der er dårlig kontakt mellem dem. Der er to sider af dig - og jeg tror du skal vælge side. Der er én side, hvor der ikke er så meget bevidsthed (afspejlet i drømmen af, at du drikker dig fuld). Når du bruger den side af dig selv er du skødesløs med dig selv og du ser ikke klart på konsekvenserne af dét, du gør. - Når du bruger den anden side, ligner du måske mere din mor (hvis ellers jeg har forstået det, du fortæller om drømmen ordentligt.) - Hvordan er din mor? Er hun en omsorgsfuld og ansvarsbevidst personlighed ? Jeg ved ikke rigtig om det er et positivt træk, at hun har vagt i baren... - måske er det ikke så tosset at bruge den side af dig, som ligner din mor, til at "holde vagt". Eller - måske er det noget du skal være opmærksom på: at din "mor-side" (negativt forstået) og ikke dig selv "er på vagt".

Det giver sig selv, at når du engang har været på vej ud i et misbrug, og med en veninde, der er på stoffer, boende i din lejlighed - så må du være meget agtpågivende over for, hvad du gør og hvad du udsætter dig selv for. Det kræver din fulde bevidsthed.
Og det er vel dét, drømmen prøver at gøre dig opmærksom på.

Skriv meget gerne en tilbagemelding, jeg skulle også gerne blive klogere af det her.

Venlig hilsen

Peter Værum.

***

*


Send mig en e-mail:

****

Artikel af Peter Værum om eventyr og drømme
- ridser i facaden.
mere om drømme.
Et forsøg på at genmmentænke drømmenes fænomen

***

tilbage til hovedsiden.