DRØMMEBREVKASSEN - OVERSIGT OVER ALLE DRØMMENE - EVENTYR - KRISTENDOMMEN - FOREDRAG - PSYKOLOGILÆRERSERVICE - PRÆSTEN - KONFLIKTLØSNING - OPTRÆDEN MED VISESANG - CITATSAMLINGEN - H. C. ANDERSEN


DRØMMEBREVKASSEN

Før påske 2oo3

Bro. Falde. Flytte.

****
    Hej Peter Værum ...

    Jeg har tre slags drømme, som hver især har et overordnet "tema", der gennem flere år har gentaget sig. Jeg vil utrolig gerne have hjælp til at få drømmene "oversat" til noget brugbart.

    Den ene drøm - som er den, jeg har oplevet flest gange - handler om en bro, jeg skal over, hvor der er stort vand/flod under. Førhen var det ofte en hængebro i bjergomgivelser, og der var altid faretruende løse brædder indimellem på broen. Senere ændrede det sig til noget, der ligner Limfjordsbroen (måske fordi jeg bor ved den bro).
    Ved broens sider (den, jeg drømmer om nu) er der aldrig et "rækværk", og jeg frygter altid at komme for langt ud til kanten. Der er ligeledes altid forskellige andre besværligheder forbundet med at komme over broen. Det kan fx være i form af, at der er is/det er glat eller/og at der er "huller" eller "åbne spalter", som jeg skal over. Gennem åbningerne kan jeg se ned i vandet - og det er derfor aldrig uden frygt, jeg forsøger at komme over på den anden side. Jeg tyder selv disse "bro-drømme" som noget, jeg skal "overvinde" - en udviklings-proces, der er igang. Og jeg finder det derfor fortrøstningsfuldt, at jeg aldrig falder i vandet i drømmen, men - som jeg husker det - når jeg som regel helskindet over på den anden side. Dette tolker jeg som en positiv udgang på den eventuelle proces, jeg har "gang i", når drømmen dukker op? Det er dog ikke altid, jeg selv kan "se" - hvad det er for en proces, der eventuelt ligger og ulmer.
    For nylig drømte jeg drømmen igen med masser af vand, men denne gang havde den et andet "fortegn", som faktisk relaterer til én af de andre drømme, jeg ofte har drømt: At jeg er højt, højt oppe - og er bange for at falde ned (jeg har højdeskræk i det virkelige liv, men ikke en unormal skræk). Denne gang var mine tre børn med i drømmen, og der var så vidt jeg husker is på noget af vandet. Vi befandt os i en slags fyrtårn, og der var uhyggeligt langt ned. DEt var derfor ikke en behagelig drøm, ligesom mine bro-drømme sjældent er behagelige.
    Når jeg drømmer om at være højt oppe, er det hver gang noget med at jeg skal "balancere" på smalle steder for at "komme rundt" - hvilket jeg i drømmen er nødt til for at komme ned. Detaljerne i drømmene er naturligvis forskellige, men det overordnede er det samme, nemlig højden, skrækken for at være der og nødvendigheden af at "balancere" mig rundt for at komme ned på tryg grund igen.

    Min 3.die genganger handler om at flytte i forskellige versioner. Og for nylig flyttede jeg til et nyt hus. Jeg husker i dag kun lidt omkring detaljerne, men der var "gode" vinduespartier i stuen og jeg var ude at købe nogle lidt specielle planter til at sætte i vindueskarmene, så det kunne blive rigtig fint. Jeg ofrede flere kroner på planterne, end jeg egentlig havde råd til, men tænkte, at "denne gang" ville jeg altså købe dem, jeg helst ville have. Et andet "pluk" fra samme drøm, som jeg husker, er, at jeg pludselig, mens jeg var ude at handle, kom til at se ned på mine fødder. De var bare og lettere snavsede. Jeg tænkte kort på, at sådan kunne jeg ikke rende rundt og handle, men tænkte alligevel at skidt og pyt, det fik være sådan.
    Men - tilbage til flytte/bo-drømmene, så har jeg flere gange drømt, at jeg skal flytte (- eller måske overvejer jeg kun, jeg er ihvertfald ude at beskue stedet) - til et meget spændende indrettet sted. Det er som regel stort, og der er som regel meget (for mig) indbydende og utraditionelle rum, som jeg altid glæder mig utrolig meget til at udforske nærmere. Der er to-tre "beboelser" i disse drømme, som mere eller mindre "gentager" sig. Det ene sted er et spændende meget tæt møbleret gammelt hus, som jeg føler, jeg "kender" (- i drømmen føler jeg det har en eller anden "relation" til mine tidligere svigerforældre, selvom jeg ikke forstår hvorfor) - og det andet sted er umøbleret og spændende i lidt dunkle farver og har en charmerende kringel-kroget og anderledes rum-indretning.

    Slutteligt hører der til mine bo-drømme en drøm, hvor jeg bor ét sted, men har et værelse/en lejlighed et andet sted. Jeg besøger af og til stedet bl.a. for at tømme postkassen, hvis indhold jeg altid er meget spændt på. I denne drøm har der flere gange været et eller andet "bøvl" med nøglen enten til postkassen eller til stedet.

    Til nærmere orientering om mig selv, kan jeg fortælle, at jeg er 50 år - har tre børn fra to længerevarende parforhold. Det ene af de to nævnte forhold har haft efterveer, som ikke har været problemfri hverken i voksen-/forældreregi eller i forhold til børnene. Problemerne har bl.a. bestået i en intrigant og særdeles dominerende adfærd over for mig fra min ex-mands nye kone, men jeg har gennem årene holdt min bøtte i de forskellige situationer for børnenes skyld - selvom jeg har haft mest lyst til at "sætte hende på plads". Det har naturligvis kostet mig mange ressourcer, og jeg kan se i dag, at jeg bl.a. for egen sjælefreds skyld skulle have stadfæstet min egen rolle/status for længe siden.
    Jeg har boet alene med to af mine børn nu i ca. 13 år - med nogle kæresteforhold indimellem. Mit tredie barn har boet hos sin far.
    Jeg har i næsten hele mit liv brugt uanede (og for mange) ressourcer på jobområdet - også mens jeg har boet alene med mine børn. Og selvom dette ikke var optimalt og ikke var, hvad jeg ønskede, sad jeg dog som alene-mor lidt "i saksen" af økonomiske årsager. Følte ikke jeg blot kunne rende fra mit arbejde, når der var børn, der skulle forsørges - selvom dette oftere og oftere var, hvad jeg havde lyst til. Ikke mindst fordi jobbet også de seneste mange år har krævet mere og mere tid end normalt.
    Først for ca. et år siden "så" jeg så en mulighed for at komme bedre videre og kunne sige jobbet op med henblik på at opnå et endnu bedre liv. Men da følte jeg mig også så tilpas udbrændt, så der simpelthen ikke var andre veje for mig. Beslutningen var derfor på det tidspunkt egentlig "nem", selvom den også var temmelig svær og ikke problemfri, men jeg har ikke fortrudt den et sekund. Alligevel har den også kostet en del indre turbulens efterfølgende - bl.a. fordi jeg endnu ikke helt ved, hvilken vej jeg skal gå - og fordi jeg naturligvis ønsker at opnå et positivt resultat af min handling. Jeg er selv helt sikker på, at det er et for mig rigtigt valg, jeg har truffet - og at jeg har fået gang i en personlig udvikling i den retning, jeg ønsker.

    ...
    På forhånd mange tak og mange hilsner fra

    Løvinden


SVAR:

1)
Drømme om broer handler erfaringsmæssigt tit om at forbinde to sider af éns pesonlighed. Er der nogle områder i dit liv, der ikke rigtig hænger sammen?
For dit vedkommende kræver det en balancegang at forbinde de forskellige sider af dig selv. - Men det ser ud til, at du klarer det.

2)
Drømme om at falde - og om frygt for at falde - handler om at man er kommet for højt op. Det er også det udtryk du selv bruger. Man kan f. eks. være tilbøjelig til at være for meget oppe i sit hovede (tanker, højtflyvende planer, fantasier) - eller man har et for højt og derfor urealistisk selvbillede. Man mangler kort sagt jordforbindelse.

3)
Flytning.
Et klassisk drømmetema. Vort hus er vores jeg. Det er fyldt op med al muligt gammelt skrammel, bagage fra vores barndom, desillusionerede erfaringer fra flere parforhold og andre ting, vi har stuvet væk. Men ude i fremtiden venter et andet "hus". Drømme om flytning signalerer (et behov for) ændringer af personligheden. En udviklingsproces er i gang.
Du er så heldig, at der allerede begynder at tegne sig et charmerende og spændende hus med mere luft og ikke så meget gammelt skrammel.

For at gøre det lidt kort:
Til lykke med det !

Tilføjelse:
Planter er tit symptom på, at man skal være opmærksom på det æteriske - alt dét, der har med vækst at gøre, helbred, velvære og andre strøminger i kroppen. Prisen man betaler for at ofre lidt på sin egen sundhed, lyst og kropslige trivsel er sjældent for høj.

Venlig hilsen

Peter Værum.

***


Send mig en e-mail:



*

Artikel af Peter Værum om eventyr og drømme - ridser i facaden.


mere om drømme.


Et forsøg på at genmmentænke drømmenes fænomen


  *

Oversigt over alle drømmene.

*

Tilbage til drømmebrevkassens hovedside.

tilbage til hovedsiden.