DRØMMEBREVKASSEN Juni 2oo3

Mange døde områder i psyken

****

Mit navn er ..... Jeg er 42 år og far til 2 piger gift med .... Jeg arbejder som ......, her ude på landet. ... Jeg kan altid huske mine drømme, men går ikke så meget op i dem, men denne var anderledes og meget påtrængende med et utal af detaljer, og stemninger. Drømmen starter med en slags ud af kroppen oplevelse (men dem har jeg haft så mange af at jeg har afskrevet dem, og mange gange er jeg ikke i min egen seng). Jeg svæver ned på en gade jeg ikke kender, en lang allé-agtig gade eller park, der er mærkeligt mørkt, tusmørke med et rødligt grumset lys, koldt eller ligegyldigt, er stemningen. Der kommer en flok unge mennesker imod mig, de er højrer en mig og virker fjendtlige, som om de siger : hvad vil du her. Jeg fortsætter imod dem og pluslig forsvinder min angst for dem, og bliver afløst af medlidenhed, og et ønske om at hjælpe dem. De ser på mig og går uden om mig som om de er lidt bange for mig, midt i deres vrede mod mig, Jeg kan føle deres vrede , men også deres angst, og som de fjerner sig fra mig kan jeg mærke deres ligegyldighed vende tilbage. Jeg kommer til en stor plads, lyset er det samme, men nogle gadelamper lyser lidt mere op. Her er der mange flere mennesker, men alle er børn, i forskellige aldre, men alle børn og unge mennesker. De går alle rundt på pladsen eller står i små flokke, ingen siger noget. Der er en underlig stilhed, der er til at mærke. Menneskerne ser på hinanden med et ligegyldigt blik, når de går rundt undgår de lige præsis at støde ind i hinanden. Dem der står i små grupper taler ikke sammen og ser kun sjælent på hinanden, alle ser trætte og modløse ud. Op af en væg står der en pige der er ældre end de andre hun ser direkte på mig, uden at smile men alligevel interesseret, som om der er noget hun vil sige eller vise mig. Jeg smiler til hende og går hen til hende, dvs. jeg går ikke men svæver hend til hende, lige præsis over jorden. Hun ser det, og smiler, men uden glæde, nærmest hovmodigt. Jeg får straks øje på en ung pige der sidder og græder op af væggen, hun er meget fortvivlet, og den eneste der har givet lyd fra sig, det er en stille hulken som om hun har grædt længe, jeg ser spørgende på den ældre pige, som jeg får en fornemmelse af er lederen eller chefen her. Hun sige med en stille, lidt vred stemme, en vrede der er rettet mod mig: Det er lige gået op for hende at hun skal blive her, Altid. Så går det op for mig hvor jeg er, og hvorfor jeg er her: Er min lillesøster her, spør jeg hende, Nej , hun har været, men kun kort tid, de helt små bliver her aldrig ret længe, hun kom kun forbi, og blev hentet med det samme. Jeg glæder mig over dette og alle ser på mig, som om de kan se min glæde, og de bliver endnu mere mismodige. Jeg skammer mig lidt over at glædes her på dette sted, og ser til min store overraskelse at jeg lyser op, med et hvidt skær, som langtsomt mindskes, jo mere jeg skammer mig, og har ondt af dem, som om deres håbløshed sniger sig ind over mig. Jeg ser på pigen og siger, jeg leder videre. Hun ser op,og jeg følger hendes blik. Jeg kan se en bakkekam, og stiger der op. Jeg kan se en stor bygning af træ, den ligner nærmest en borg, eller noget i den retning. Den er enorm stor og høj. Døren eller porten, som det viser sig at være, er åben. Jeg går ind og ser mig omkring, Der er et diffust lys der inde, det er et varmt lys der kommer fra de blyindfatted ruder der ligner dem man kan se i kirker. Men stemningen er hadefuld,alle har et indforstået smil på læberne, men de er fulde af had og uden glæde. De taler meget og hele den enorme sal er fuld af en summende lyd, som om lyden kun er hos dem og ikke stiger op.Der er en trappe der går hele vejen op mod lofted som jeg ikke kan se nedfra, bare fornemme. Der kommer en lille pige smilende hen til mig, og siger: ja nu skal du jo passe på at du ikke træder på gulvet, er du bange for at brænde dig. Jeg kan se at hun ikke siger det i en god mening, og der er noget ubeskriveligt ondt ved henne selvom hun ser ualmindelig sød ud. Jeg spørger til stedet og menneskerne, men får bare et ondskabfuldt smil, og øjne der hader mig, til svar. Jeg ser op på en af repoerne, og spørger til dem, om hvor de fører hen og hvorfor alle står hernede, og ingen deroppe. Hun prøver at tage min hånd og siger,: Du kan jo følge mig der op, du kan jo svæve, men du vil ikke tage mig med vel. Hun siger det som om hun kender svaret. Hvis du ikke selv kan gå der op kan jeg ikke hjælpe dig, svarer jeg hende . Det er noget, jeg pludselig ved, uden at jeg ved hvorfra jeg ved det. Disse mennesker har jeg ingen medlidenhed med, og mens jeg stiger op bliver jeg lysere og lysere. Du skulle lige her forbi og vise dig var!!!. råbte den lille pige, som slet ikke er sød. Der sker lidt mere i drømmen men den ender med at jeg er tilbage igen, men nu et nyt sted, og der er et eller andet jeg skal vælge og så se at komme videre, for der er et eller andet jeg skal, og et sted jeg skal hen. Men her slutter drømmen. Jeg havde drømmen for ca 3 mdr. siden og har ikke skrevet den ned før, men den står stadelig meget tydelig og levende for mig. Hvad får du ud af den ? Med venlig hilsen (Navnet udeladt) SVAR: Synd at vi ikke kan sidde og snakke sammen om drømmen. Jeg har skrevet om ud-af-krop-oplevelsen andetsteds i Drømme-brevkassen, så det vil jeg ikke komme ind på her. Jeg tillader mig altså at tolke drømmen rent symbolsk, sådan som jeg gør ovralt i denne brevkasse. Men det betyder ikke, at jeg ikke er i tvivl om det berettigede i dette. Den karakteristiske måde, hvorpå du svæver af sted og det, du skriver om de mange ud-af-krop-oplevelser, du har haft, gør at jeg føler mig meget på gyngende grund. - Men jeg har altid sagt, at jeg var mere interesseret i det spirituelle end i det astrale, og det har i mange år været et princip, som jeg har gjort en dyd ud af; derfor er jeg ikke sikker på at jeg er den rette til at give dig den støtte og forståelse, du burde have. Jeg er også i tvivl om jeg har forstået dit referat af drømmen rigtigt. Skal det forstås sådan, at du oplever at komme til en form for "De dødes Rige" , hvor der er en underetage (à la Helvede) og en "overetage" (à la Himlen) ? - Har du rent faktisk en lillesøster, der er død ? Under alle omstændigheder er det en interessant drøm. (Ved du, at jeg har skrevet en bog om forestillingerne omkring døden og det evige liv i Himlen: "Ved Himmerigets Port". (Klitrose 1998) ? Nå - men efter alle disse forbehold - så er der jo en hel tydelig struktur i drømmen: 1) Du bevæger dig ind i ukendte områder og møder ukendte mennesker. 2) Du bliver mødt med kulde/ligegyldighed og selv prøver du på sympatisk måde at sprede lidt varme/accept. Man kan spekulere på, om disse "døde" områder er din egen krop ? Eller om det i al almindelighed er din egen underbevidsthed. Der er jo mange sider eller områder af os selv, som vi ikke kender til. Fortrængte områder af kroppen eller det ubevidste, som har brug for kærlig opmærksomhed og accept. Disse fjendtlige unge mennesker - i dem møder du måske din egen vrede - og angst. - - Din holdning til disse ukendte områder er psykisk set helt som den skal være: Du prøver at acceptere dine skyggesider, som om det for jeg'ets bevidsthed naturligvis er skræmmende (de unge mennesker har en fjendtlig holdning = du er skræmt af det, de repræsenterer.) Der er også en mere barnlig side. Eller måske uudviklet side. En ny side. I denne underlige bardo-tilstand møder du nogle børn. Piger. Første skridt må være at spørge, om der er nogle nye, uudviklede sider af dig selv, som du burde se på. En mand skal jo finde det kvindelige, ANIMA - i sig selv. Og når det gælder vores personlighed med dens ubevidste sider, er det vigtigt, at vi ikke deler os selv op i en "under-etage" som vi skammer os over og en over-idylliseret "overetage" hvor alt er lys og fred. Der skulle f.eks. nødigt være vandtætte skodder mellem underlivet og hjertet ... . Hvis vi ikke kan accepterere disse underbelyste, fortrængte skyggesider af vores personlighed, bliver livet jo ..ja netop: "De dødes Rige" eller "et helvede". Drømmen kan sagtens tolkes "dogmatisk" ud fra sådanne rent symbolske betragtninger. Alligevel sidder jeg tilbage med en følelse af, at vi med en sådan tolkning ikke yder drømmen retfærdighed - og ikke hjælper dig. - Der er noget smukt i billederne, som jeg tror du med udbytte kan fordybe dig i: Følelsen af medlidenhed, der griber dig i det første afsnit af drømmen. Forestillingen om de små, der ikke skal være i dette ligegyldighedens sted "ret længe". Forestillingen om lyset, der falder ind gennem farvede ruder - og om den imponerende flotte borg med porten. - Man kommer til at tænke på grundtvigs salme: "Så rejse vi til vort fædreland der ligger ej dag i dvale, der stander en borg så prud og grand med gammen i gyldne sale. Så frydelig der til evig tid med venner i lys vi tale." Sådanne billeder skal ikke altid tolkes med hjernen. De er gode og trøsterige at bære rundt med, i hjertet. Dette her var kun spredte, indledende betragtninger. Lad mig høre, om du kan bruge dem til noget, om du kan genkende nogle af idéerne fra din egen forståelse af dig selv. Jeg vil gerne have, at du skriver lidt mere, og jeg skal nok svare. - For selv om drømmens billede af den etage-delte verden hinsides er noget problematisk (i hvert fald inde i dig), er det da en informationsrig og inspirerende drøm, ikke ? Venlig hilsen Peter Værum.

***

---

^{Send mig en e-mail:}

---

---

*

Artikel af Peter Værum om eventyr og drømme - ridser i facaden. mere om drømme. Et forsøg på at genmmentænke drømmenes fænomen

*

Oversigt over alle drømmene.

*

Tilbage til drømmebrevkassens hovedside.

tilbage til hovedsiden.