**** |
Hej Peter,
Jeg drømmer mange drømme her for tiden, som jeg husker og vågner af. Der er
ligesom to temaer:
1. Jeg er tit meget usikker, når jeg har en kæreste og jeg har haft en, som
har gjort det forbi, og nu et stykke tid efter begynder jeg at drømme om hans
ex - at hun vil være gode venner med mig, men det vil jeg ikke, eller har
i hvertfald modstand på. Så havde jeg en drøm, hvor hun ignorerede mig og det
havde jeg det dårligt med. Hun skulle så mødes med min (og hendes ex) og var
på vej til et sommerhus og det havde jeg det endnu værre med. Så var hans
bror også i sommerhuset og jeg endte med ham - jeg tror de andre forblev
venner.
2. Jeg har haft flere drømme, hvor der indgår dyr. Jeg skal snart til
Thailand og den anden dag havde jeg en drøm, hvor der var det flotteste
vand, jeg nogensinde har set. Jeg boede på stranden og der var en masse
farverige dyr - blandt andet blev jeg jaget af en løve...Igår drømte jeg, at
en stor kat omringede mig og gik i ring omkring mig i en stue - den var lidt
farlig.
Kan du venligst hjælpe med at fortolke disse eller noget af det?
Mange tak
... (56-årig kvinde).
SVAR:
Jeg minder lige for 117. gang om "drømmetydningens regel nr. 1": "Alle optrædende - personer, symboler, dyr osv. - er sider af dig selv" ! Derfor: Såvidt jeg kan se bearbejder din drøm det problem at være eks-kæreste. Det er selvfølgelig ikke helt nemt. Men der optræder en eks-kæreste, som du ikke har lyst til at være gode venner med. Og denne kvinde er uden tvivl dig selv. Du må blive gode venner med det faktum, at du har et brudt parforhold bag dig. Har du fået sagt ordentligt farvel til den mand ???
Ja - du har faktisk flere brudte parhold bag dig med at den smerte, nederlagsfølelser og-hvad-ved-jeg, der følger med. - I drømmen kan jeg ikke rigtig gennemskue, hvad det er for komplikationer, der bliver resultatet, men der er en hel masse, der ligger og rumler nede i dit ubevidste. Så du må se at blive gode venner med det faktum, at du er ex !
At tage i sommerhus kan givetvis betyde flere ting. Hvad associerer du med sommerhus ?? Mit gæt er, at det handler om at finde et sted i dig selv, hvor der er rart at være - ferie - tid - frihed - dvs. accept og harmoni. Dér kan du slikke dine sår. ... Men som sagt, det er kun et gæt.
II
Drømme om dyr henleder opmærksomheden på det faktum, at vi mennesker jo på store områder også er pattedyr. Dvs. drømme om dyr udspiller sig omkring de problem-komplexer, der vedrører "det dyriske": Instinkterne, driftslivet, seksualitetet og den driftsbetonede side af aggression (evnen til "at vise tænder"), gruppetilhørsforhold ("vi hyler med de ulve vi er i blandt, og vi er instinktivt bange for at blive smidt ud af flokken). Erfaringsmæssigt er især de smidige kattedyr i deres lækre pelse ofte symboler på drømmerens indre seksualitet. Glæd dig over at den er levende - og lad være med at flygte fra det, selv om løven jager dig. Jeg føler mig temmelig sikker på, at det er dette farverige, eksotoske område med lyst, instinkter, kropsligt velvære og drift, vi skal ind på, fordi du også drømmer om vand. Erfaringsmæssigt er vandelementet (isæt strømmende vand) forbundet med følelser, erotik og lyst. Det bevidste jeg
kan opleve det som farligt - som om at det "omgiver os på alle sider" - - men lige som i den anden drøm: Det gælder givetvis om at blive gode venner med disse eksotiske kræfter i din egen psyke (elle din egen krop....).
Held og lykke med det.
Peter Værum.
| *** |