Peter Værums hjemmesider
DRØMMEBREVKASSEN


DRØMMEBREVKASSEN

Juni 2oo2



Forældre og hvad vi ellers har med i bagagen


    Hej.

    Jeg har en speciel drøm som jeg bliver ved med at drømme med jævne mellemrum. Jeg kunne utrolig godt tænke mig at vide hvad den betyder.

    I drømmen er jeg på besøg hjemme hos mine forældre. Jeg bliver uvenner med dem pga. et eller andet (det er aldrig det samme, men virker også ubetydlig..). Derefter pakker jeg mine ting, og siger til dem at jeg rejser hjem, og kommer aldrig mere tilbage.

    Info om mig: Jeg er en pige på 24 år. Jeg flyttede hjemmefra for ca. 2 år siden, og bor ca. 3 kvarters kørsel fra min familie. Da jeg gennem det meste af mit liv har været en stille pige, og ....

    Jeg håber at du kan bruge dette til noget, og at du får mulighed for at tyde min drøm!?!

    Mvh.

    Tine


SVAR:

Du skriver nogle personlige ting, som jeg er glad for at vide som baggrund for at forstå dig bedre - men jeg har udeladt dem her på hjemmesiderne. Men du har åbenbart ikke haft det nemt i din barndom og dine teen-age år.
Derfor skulle det være en lettelse og en stor frihed at være flyttet fra sine forældre. Og det er det vist også for dig.
Alligevel fortæller dine gentagne drømmme med al ønskelig tydelighed, at du ikke er fri. Du slæber stadig rundt med dine indre forældre. Du bærer stadig rundt på deres prægning af dig. En indre stemme, der velsagtens fortæller dig, at du ikke er god nok. At du hellere må lade være at gå i kontakt med omgivelserne. At du skal være så og så dygtig. Osv. osv. Osv. osv. i én uendelighed. En indre kasettebåndspiller med alle formaningerne fra barndommen.
Hvordan du har det med dine ydre, faktiske forældre behøver vi ikke tage i betragtning; måske har du det fint med dem (i dag). - Men du er nødt til at tage kontakt til dine indre forældre, dit overjeg. De fortjener et besøg - som drømmen siger. Det betyder vel, at du skal tage problemet op - samtaler med en psykolog, som du nævner, er ganske givet en god idé.
Du skal - som drømmen siger - se at få pakket din psykiske bagage, der stadig er deponeret hos dine forældre, gamle mønstre, hæmninger, holdninger der ikke er dine, men som du stadig slæber rundt på fra forældrene, bindinger. Pak dine ting og tag dem med dig HJEM. Frigør din psykiske bagage fra dine forældre. På det indre plan er du ikke gode venner med dem.
At komme hjem er et stærkt symbol. I drømme som i livet. Det gælder om at komme hjem. At blive sig SELV. At få opbygget et liv efter sine egne normer. At opnå en personlig integritet.
Jeg tror, at du er godt på vej.

Skriv gerne igen om du kan bruge det her til noget. Jeg skulle jo også gerne selv blive klogere af det store arbejde med drømmebrevkassen....

Venlig hilsen

Peter Værum.

*******

***
Kort tid efter skriver Tine en tilbagemelding:
    Hej Peter.

    Det var et hurtigt svar. Mange tak for det!

    Jeg har nu læst dit svar igennem nogle gange og tænkt meget over det. Jeg kan godt se mig selv i det du skriver. Jeg bærer sikkert stadig rundt på noget "psykisk bagage" som jeg skal af med.
    Jeg tror dog ikke det vil hjælpe at opsøge en psykolog igen.. For det første har jeg det vist for godt til at blive henvist til en, og for det andet var min tidligere psykolog ikke til meget hjælp.
    Men du skal have mange tak for dit svar! Det har fået mig til at tænke i andre retninger, og bliver måske en hjælp til at få løst mine problemer.

    Mvh.

    "Tine"

***


Send mig en e-mail:

*

Artikel af Peter Værum om eventyr og drømme - ridser i facaden.
mere om drømme.
Et forsøg på at genmmentænke drømmenes fænomen

*
Oversigt over alle drømmene.
*
Tilbage til drømmebrevkassens hovedside.


tilbage til hovedsiden.