|
I nat havde jeg en sær drøm, jeg ikke kan få ud af hovedet:
Jeg er i min mors hus på mit gamle værelse, som
er en blanding af mit gamle værelse og min nye lejlighed. (Jeg er 20 år, pige og flyttede sammen med min
kæreste for ca. et år siden.) Jeg står altså her og min mor kommer og siger, at der er brand på loftet, så jeg
skal pakke alle mine ting ned i nogle kasser og sætte dem i kælderen i håb om at ilden ikke når derned.
Der går ikke panik i os på noget tidspunkt og der er også nogle andre mennesker, naboer eller så. (Min
mor bor i rækkehus). Af en eller anden grund er det mine bamser som jeg er mest bekymret for om
skal klare branden og herefter er det mit tøj. Jeg kan ikke regne ud hvad denne drøm betyder, vil du
hjælpe mig?
På forhånd tak
Stine
SVAR:
Jeg gætter på, at drømmen afspejler nogle ubevidste problemer med at forlade barndomshjemmet - eller
bredere: Forlade den bevidsthed, der hører barndommen til. Vi skal jo allesammen igennem
en proces, der i Biblen er beskrevet meget smukt: "Derfor forlader en mand sin fader og moder
og holder sig til sin hustru, og de skal blive ét kød". - Der ligger en opgave for os alle i at kappe de
bånd, der hører barndommen til - ikke at kappe båndene fuldstændigt, men få et rimeligt forhold til
de to mennesker, der i barndommen betød alt. At blive voksen består i at få en ny
selvstændighed - at finde sig selv - i forhold til de normer og mønstre, som blev indpodet i os i barndommen.
Ild i huset plejer at være et stærkt symbol på transformation. Det virker alarmerende, men
erfaringsmæssigt er det et meget positivt symbol. Måske - måske - måske er branden på loftet udtryk
for dét, der foregår oppe i hovedet på dig - ændringer i dit tankemønster - og din moders råd om at
redde tingene fra barndommen ved at stuve dem ned i kælderen - dvs. fortrænge dem til det ubevidste
- er måske ikke så klogt. Eller også er det netop klogt. Det kan være vigtigt at få bamserne med:
Barndommens tro og tillid, evnen til at lege, trygheden fra far og mor - - - men det kan også være
psykologisk meget uhensigtsmæssigt, når man er i gang med at stifte et nyt hjem på nye betingelser.
Jeg ved det faktisk ikke - det kommer an på, hvordan du har det med din mor (og far). Hvordan har din mand
det med sin svigermor ?? - (Og nu kommer der lige én af de dér strøtanker ind på lystavlen:
Handler det her måske om at blive gravid, mere eller mindre ubevidste tanker om at blive mor ???).
Bekymringer for tøjet: - I jungiansk drømmetydning er tøjet ofte symbol for det ydre,
din maske, de roller du spiller ude i samfundet, over for "naboerne", facaden.
Jeg vil meget gerne høre fra dig igen - der er mange usikkerhedsmomenter i de ting, jeg har skrevet.
Venlig hilsen Peter Værum.
|
|