Peter Værums hjemmesider
DRØMMEBREVKASSEN

 

Konverteret til islam...

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 


Fra Tina, der er 23 år gammel, har jeg fået en del drømme.
I min korrespondance med Tina, fortæller hun, at hun er vokset op hos sin Far. Hendes mor var alkoholiker - og Tina mødte hende først, da hun var en 13-14 år. I dag har de to - efter moderens ønske - ikke kontakt. Faderen har været kolossalt dominerende, og som 14-årig har Tina måttet tage et enormt opgør med ham. I dag erkender hun, at hun holder meget af ham og hun føler sig skyldig over den megen strid... Bl.a. forsøgte hun som 17-årig selvmord to gange.
Hendes baggrund derhjemmefra er på ingen måde religiøs. Hun skriver:

    "Jeg ved ikke om man kan/må tro på stjernetegn sammen med religion. Men det gør jeg. Og jeg er selv fisk. Ikke altid særlig rart. Det er så svært at takle mit indre, det er for det meste et stort kaos. Og nogle gange ville det virke meget nemmer at give op. Men det kan jeg ikke da gud forbander selvmord. Og jeg er bange for guds dom over mig når jeg døer, så det ville ikke ligefrem gøre sagen bedre. Jeg prøvede da jeg var yngre at tage livet af mig selv 2 gange, men det var inden jeg troede på gud og kendte hans mening om det...

    Nå - men da jeg så var omkring 17 år blev det hele for meget, og jeg begyndte at tro på gud, fordi at jeg ikke kunne klare det hele selv. Jeg begyndte også at få udenlandske venner, og blev meget facineret af deres forhold til gud, især fodi at jeg ikke kendte nogle dansker der tror så meget på ham og lever efter hans bud..
    Da jeg var en 19-20 år vidste jeg at jeg en dag, når jeg blev ældre ville jeg blive muslim. Men jeg ville ikke gøre det før jeg var parat til at gøre det 100%.
    Som 21 årig mødte jeg så en fyr, som virkelig var troende og han lærte mig meget om gud. Og en dag fortalte jeg ham så så mine tanker om en dag at blive muslim. Han sagde så til mig, at hvis jeg vidste det måtte jeg ikke vente. Så skulle jeg gøre det med det samme og så tage det hele derfra. Lære tingene fra bunden og blive bedre med tiden. Han kørte mig så til en Imam samme aften. Og jeg sagde ja til at være muslim. Da jeg kom hjem den aften følte jeg meget meget ren, og lykkelig. Men den følse varede ikke længe. Lige siden har jeg været et kæmpe kaos inden i, være end før...
    For det første var jeg slet ikke parat til at sige ja til sådan en stor og vigtig ting. For jeg kan ikke leve efter de bud, uden at blive ved med at bryde dem. Og så blive jeg bange. For jeg tror på Gud og jeg er bange for ham, rigtigt meget (og det er vel ikke meningen, med at tro på gud) at jeg skal være bange 24 timer i døgnet, hvergang jeg tager et skridt eller åbner munden.. Men selvom at jeg er bange og tænker på gud hvert vågent øjeblik, har jeg alligevel sex, drikker engang imellem (dog sjældent), snakker ikke altid lige pænt osv. alt dette gør jeg selvom jeg ved at det er vejen til helvede. Så jeg tror ikke at jeg noglesinde kan få fred i mig selv.
    Og en anden side der heller ikke kan give mig fred er: At jeg tror på Gud. Og der er kun en gud. Jøder, kristne og muslimer har samme gud. De tolker og forstår bare forskelligt. Men i bund og grund er det jo det samme. Gud vil at vi skal passe på vores krop og sjæl, hinanden og jorden. Men i stedet for det slås folk og hader hinanden. Og mit problem deri består af at for mig er de tre religioner det samme. Jødedom og kristendom er ligeså rigtig for mig som islam. Islam er bare den nyeste, for mig en opdatering af de andre). Og de forskelle der så er, er slet ikke så vigtige, i forhold til hvad det store hele handler om. Jeg er helt alene i verden, sådan føler jeg. Jeg kan ikke gå til en Imam for han vil sige islam er det rigtige, vær muslim og glem det andet. Og jeg kan ikke gå til en Præst, for han vil sige det samme bare med kristendommen i stedet for... Jeg kan ikke vælge side, jeg ville bare ønske at kunne forene disse ting. Der er ikke et menneske jeg kan snakke med dette om. Og jeg ber Gud om svar, men får ikke nogle. Nogle gange er jeg ved at explodere, fordi at jeg ikke ved hvad jeg skal gøre. Mine venner og famillie ved ikke hvad der forgår inden i mig, for jeg smiler udadtil. Men inden i er jeg som sagt før et kæmpe kaos. (...)"

I min korrespondance med Tina (som vi her kalder hende...) har jeg bl.a. svaret, at jeg nok skal respektere hendes valg af religiøst tilhørsforhold. Men at hun naturligvis med den familiemæssige baggrund må imødese en række personlige problemer, der skal løses hen ad vejen som led i en personlig udviklingsproces...

    Sendt: 13. april

    Jeg skriver til dig fordi at jeg for 2 måneders tid siden havde en meget uhyggelig drøm. Jeg kan ikke holde op med at tænke på den og bliver nød til at finde ud af hvad den betyder. Jeg husker den alt for tydeligt og vil prøve at beskrive den i detaljer...

    Jeg går på en meget smal sti, der på begge sider er omgivet af fine træ plader, der er ikke andet. Jeg følger stien samtidig med at min højre hånd mærker på træet. Jeg ved ikke hvad det er , men det er noget fint antik træ eller et eller andet.
    Mit sind i drømmen er nysgerrigt og måske ligesom et lille barns. Stien ender med en meget stor træ dør. Det er døren til ligesom en kæmpe kirke eller eller et slot. Alt er træ og meget flot.
    Jeg går ind og går betaget rundt, alt er meget gammel og værdifuldt. Det står et stort dækket bord, med sølv bestik, krystalglas og fint porcelæn. Ingen mad. I drømmen ved jeg godt at der er dækket op til meget høje præster/imammer og Måske gud. Det er et guds hus, men meget tæt forbindelse til ham ihvertfald. Der er meget meget højt til loftet. Og jeg går let rundt og aer ved alting, meget uskyldigt.
    Jeg står så foran et stort spejl. Jeg har en helt hvid kjole på. Den sidder løst, men viser kun lige mine skuldre. Jeg har løst hår. Jeg ligner en engel. Jeg begynder så at danse rundt om mig selv, foran spejlet. Men hvergang mit ansigt vende mod spejlet, så har jeg satans øjne, jeg prøver et par gange for at se om det er rigtigt. Og hvergang er mine øjne gule og jeg ved at det er satan. Jeg bliver bange og løber ud derfra.
    Efter jeg er kommet ud løber jeg stadig og på vej derfra løber jeg forbi en pige. Hun står i den samme kjole som jeg selv og ligner mig ellers. Men hun ser lidt bleg og faldmet ud i forhold til mig. Hun kikker efter mig. Og jeg får det indtryk at jeg har været på hendes område!!

    Vil du ikke nok hjælpe mig med denne drøm. På forhånd tak.
    Tina.


SVAR:

Kære Tina ! Godt, du svarede så hurtigt. (...) Jeg havde en underlig intuition - og den viste sig så at være rigtig; at det med religion var vigtigt for dig. Dit brev har gjort indtryk på mig; det er synd for dig, at du er så forvirret inden i. Angående din drøm - vil jeg ikke lige nu gå i detaljer - (...) - Men den viser, at du er en meget religiøs personlighed - og det er positivt. Du kan have stort personligt udbytte af at forholde dig til GUD. Det er din vej. Selv om religiøse problemstillinger og helvedes-forestillinger i øjeblikket volder dig mange kvaler.
Du har et indre tempel, og jeg tror det er vigtigt at du forstår at det tempel, det er dit SELV. Ikke dit jeg - men din inderste kerne, SELVET (det er et udtryk fra C.G. Jung - jeg ville ønske, du kendte lidt til ham (men der er i forvejen alt for mange mandlige autoriteter i dit liv, så jeg vil ikke anbefale at du begynder at studere ham...). Din opgave er at finde dig selv, stole på dine egne følelser, holdninger og forestillinger i stedet for diverse præsters - det er der ingen tvivl om.
- Det andet med veninden, de gule øjne og Satan, det kræver at jeg tænker lidt mere over det.
Det er nok vigtigt, men det skal ikke tolkes lige ud ad landevejen. Så det må du vente med.
Når jeg skriver nu, er det fordi det gør indtryk på mig, at du fortæller, at du ikke har nogle at betro dig til. Og at du altid smiler. Jeg tror at det er meget vigtigt, at du finder nogle, der forstår dig. Og som du tør åbne dig overfor. Ikke en præst eller imam; det er nemtlig rigtigt hvad du skriver. Men jeg tror du er nødt til at fortælle din famlie lidt om, hvilket kaos der er inden i dig. Og finde en ven eller en lærer eller et andet menneske, som du åbner dig over for med dit indre kaos. For det er alt for meget at gå med alene. Foreløbig har du fortalt mig en del af det. og skal skal nok prøve at lytte - og jeg er ikke ude på at få dig over på min side, min religion, min konfession. Det lover jeg.
Jeg giver dig fuldstændig ret når du skriver:

    "Og en anden side der heller ikke kan give mig fred er: At jeg tror på Gud. Og der er kun en gud. Jøder, kristne og muslimer har samme gud. De tolker og forstår bare forskelligt. Men i bund og grund er det jo det samme. Gud vil at vi skal passe på vores krop og sjæl, hinanden og jorden. Men istedet for det slås folk og hader hinanden. (...) Men istedet for det slås folk og hader hinanden."
Som sagt: Jeg tror du har ret. Og jeg vil opfordre dig til at holde fast i din egen mening. Det er smukt, når du skriver, at Gud vil at vi skal passe på vores krop og sjæl, hinanden og jorden. Men istedet for det slås folk og hader hinanden. - Du skal ikke lytte til alle præsterne, du skal - engang - sikkert prædike selv. For andre. Men først skal du selvfølgelig have orden på dit indre kaos.
Hvor kommer det kaos egentlig fra ?? - Min første fornemmelse er, at du har et voldsomt autoritetsproblem. Kan du ikke skrive lidt om dit forhold til din Far. Og hvis du har lyst, også lidt om baggrunden for de to selvmordsforsøg, da du var 17. Jeg skriver ikke mere nu (det er søndag morgen og jeg skal faktisk i kirke...(!) Først og fremmest hen for sammen med andre at synge salmer om kærligheden, der er vigtigere end alt andet...).
Men som det fremgår: Din mail har gjort indtryk på mig. Og jeg skal nok svare.
Hvis du gider at være ærlig, gider jeg godt lytte.

Venlig hilsen

Peter Værum.

*

 

 

**

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

6. maj:

    Hej Peter.

    Håber at det går godt..

    Jeg har haft en drøm i nat med satan igen. Ikke så stærk som den anden, men stadig med ham.
    Først skal jeg lige fortælle noget, jeg engang fik at vide, at man skal sige hvis man skal beskytte sig mod det onde. Det er: "Allah hu". Hvis man bliver ved med at gentage det, kan det onde ikke komme til dig eller ind i dig.

    Drømmen:

    Jeg står på en tog station i Marocco, helt alene. Der kommer så 2 fyre hen til mig. Og den ene spørger om jeg ikke vil hjælpe med at tænde hans pibe ( Han ryger hash.) Jeg finder ud af at de snakker dansk. Og sammen går vi fordi at de skal vise mig landet. Vi går gennem skov og strand. De spørger hvad jeg synes? Jeg svarer at det ligner Danmark og at jeg meget bedre kan li palmer, og peger mod nogle palmer langt væk. Vi går så vidre og kommer til nogle gamle ruiner. Jeg bliver glad og vil ind og se på det. Den ene siger så, at der kan vi ikke gå ind, det er en gammel kirkegård og at det er farligt. Jeg siger at så længe at vi ikke træder på gravene, kan det ikke gøre noget. Og vi går så ind.
    Da vi så står derinde kommer satan cyklende mod os (Han ligner en heks, halvlangt fedtet hår) han ser ond ud og sidder bøjet over styret.
    Jeg står bare stille og siger Allah hu og han ryger så et stykke tilbage. Men kommer mod os igen. Gentagende gange sker det samme. Jeg råber bare Allah hu højrere og højrere og han ryger længere og længere væk hvergang. Drømmen slutter uden at han kommer til os.

    Jeg havde en ligende drøm et par måneder efter at jeg var blevet muslim. Den får du lige her:

    . Det er min fars hus, hvor jeg er vokset op. Men nu er det et slags slot og jeg kommer fordi at jeg skal gå i skole der. Jeg går op af trappen til 1 salen. Da jeg kommer op er der firben overalt på væggene. De kravler overalt og de er mellem 1/2 til 2 meter lange.
    Jeg prøver så at komme væk derfra og går hen mod trappen. Men kan ikke komme ned, da der sidder en lige der, hvor man skal ned. Det er satan. Han har et firbens krop, men hans eget hovede. Han sidder bare og venter på at springe på mig/os.
    Jeg tager så min lillebror og en anden jeg ikke kender i hånden. Så vi ligesom er en , for at beskytte os alle 3, mens jeg bliver ved med at gentage Allah hu, Allah hu, til drømmen slutter.

    Det andet du spørger om med koranen, får du næste gang. Jeg er træt nu og vil gå i seng.

    Ha det godt og glæder mig til at høre fra dig.

    Kærlig hilsen fra Tina.

SVAR:

Kære Tina !

Af forskellige grunde har jeg svært ved at tolke din drøm i detaljer.
Den afspejler bl.a. dit forhold til Islam - tror jeg - og jeg skal passe på ikke at blande mine egne forbehold over for denne for mig fremmedartede religion ind i min tolkning.
I drømmen er du i Marocco - et muslimsk land. Og du siger: "Jeg kan bedre lide palmer!" Jeg gætter på, at dette træk afspejler, at Islam er et godt tilhørsforhold for dig - lige nu. Selv om du er dansk. Du har også en dansktalende stemme inden i dig. Repræsenteret i drømmen af disse fyre. Og det må nok give konflikt. Inden i dig. Der skal være plads både til et stort arabisk præget stykke sjæleliv - og til den dansktalende stemme.
Er hash for dig noget, der udvider bevidstheden - eller er det noget, der sløver og afslører manglende bevidsthed ??
Under alle omstændigheder: Du skal videre! Og du kommer ind på en gammel kirkegård. Det kan betyde så meget. Blandt mange mange mange andre muligheder vælger jeg at tolke det, som et sted i dig selv, hvor der er mange døde områder, et stykke dansk kultur, en barndom der ligger i ruiner og som du er nødt til "at besøge" dvs. forholde sig til. Du er nødt til at forholde dig til din fortid.
Og når du går ind i alt dette, som egentlig burde være begravet, møder du en uhyggelig side af dig selv. Jung ville kalde det: Din SKYGGE. Skygge-siden af dig selv. Repræsenteret af et stærkt drømmesymbol: SATAN.
Jeg opfatter ikke Satan som en åndsmagt, der fistrer omkring ét eller andet udefinerligt sted i den metafysiske geografi - det er han muligvis også; men som drømmesymbol er han et stykke af dig. Måske din kolossale vrede - som er forståelig nok med den familiemæssige baggrund, du har. En kolossal fortrængt, ubevidst vrede, hadefuld forurettethed - og alt muligt andet, som jeg ikke skal gøre mig klog på. OG som jeg tror, du selv gør bedst i at lade ligge i det ubevidste et stykke tid endnu.
Giv dig tid. En udvikling er i gang. Brug bare dine islamitiske besværgelser til at holde det fra døren. Jeg tror, at de emotioner, der skjuler sig bag det meget stærke billede af Satan (og firbenene i den anden drøm), rummer en så stærk energi-ladning, at tiden ikke er inde til at "lukke op for posen".

Lad os hellere afvente nye drømme - og se hvordan de afspejler din udvikling, der uden tvivl går fremad.

Venlig hilsen

Peter Værum.

***

 

 


    HeJ Igen Peter.

    Nogle gange tror jeg at du har glemt mig. Men så må jeg lige huske mig selv på at du har travlt, og at der er mange mennesker der skrive til dig.

    Jeg håber at alt går godt.

    Jeg ved godt at du har 3 drømme fra mig allerede. Men du får lige 2 mere her. Jeg ved ikke om du overhovedet har tid. Men jeg prøver alligevel.Ok!

    Den første er fra igår og den anden er fra inat.

    Drøm 1:
    Jeg står nede på den vej hvor min far bor, sammen med en kamel. Der kommer så en jeep kørende mod os, med noget millitær politi. De er korrupte og vil voldtage mig, hvis de ser at jeg er en kvinde. (Det ved både kamelen og jeg) Jeg kommer en kappe over mit hovede, for at dække over mit køn, mens kamelen nærmest smider mig op på dens ryg. Men på vej op, falder mit ærme op og man kan se mine armbånd, og de ved nu at jeg er en kvinde. Og køre efter os med fuld fart.
    Kamelen løber ud over markerne, alt hvad den kan. Den prøver virkelig at hjælpe mig. Men pludselig kan vi ikke komme længere, der står et træ og kamelen stopper. Jeepen stopper også lige bag ved os.
    Jeg står af og en betjent kommer hen til mig og siger, at det slet ikke er mig han vil tale med, men at det er kamelen han vil have til afhøring.
    Drømmen slutter.

    Drøm 2:
    Jeg står på stranden, jeg spørger en person, jeg ikke kan se- Hvad der er sket?
    Vedkommende svarer at der har været olieudslip. Jeg kikker ud over vandet, det er helt sort og dødt.
    Der står 2 lam, de er så sultne at den ene prøver at spise sandet på stranden, jeg skubber dens mund væk og siger at den ikke skal spise det. Ved siden af lammene, ligger deres mor. Jeg tror at hun er død, men går hen og rykker til hende, hun vågner op. Hun er så udmattet , sulten og tørstig.. Jeg siger til hende at hun skal komme med mig. At jeg vil tage hende med op til skoven, så hun kan få noget at spise. Vi går så op til skoven sammen, hvor hun begynder at spise græs og blade. Imellem tiden bliver hun så til menneske, men spiser stadig blade. Efter lidt tid har jeg så 3 beholder i mine hænder og siger til hende at nu skal vi samle mad til hendes 2 lam. Blade i 2 beholder og vand i den sidste. Hun siger først nej fordi at hun vil spise vidrer. Men efter går hun så med på den.
    Der ligger så pludselig en grønthandler i skoven foran os. Vi går så ind så jeg kan købe noget mad istedet for. Jeg køber 10 iceberg for 100 kr. Nogle peberfrugter og nogle ting jeg ikke kan huske. Der ligger så 3 mango frugter på vægten, de koster 152 kr. Hun vil tage den med, men jeg siger nej det er bedre at vi køber noget der er billigere, så vi kan få mer mad.
    Min telefon ringer og jeg vågner. Desværre...

    Jeg kunne specialt godt tænke mig at vide hvad det med lammene betyder, da lam og i mine øjne betyder noget helligt. Jeg ved ikke om det overhovedet har noget med det at gøre, men bare for en sikkerheds skyld.

    Håber at du får ti´d til at kikke på det.

    Og ha det godt.
    Kærlig hilsen fra Tina.

SVAR:

Hej !

(...)
... Drømmenen med kamelen - det er jo en stærk drøm. Den afspejler sandsynligvis hvad der foregår inde i dig ang. forholdet til din far.

Du har fortalt mig, at det er meget problematisk.

Men drømmen tyder på, at du har haft en far, der ikke har villet anerkende dig som kvinde. Og respektere dig som kvinde. (Det har mange fædre jo problemer med....).
Og dét med kamelen er vel noget med dit særlige valg af arabisk inspireret religion ?? Det kan jo også være svært - måske især for mange mænd - at respektere, bl.a. på gr. af islams kvindesyn (eller fordommene om islam's kvindesyn).
Under alle omstændigheder gætter jeg på, at drømmen afspejler, at du har arvet/overtaget den manglende respekt for dig som kvinde. Jeg mener: Betjentene og de andre forfølgere er jo sider af dig selv. Et alt for fordømmende overjeg. Du må virkelig arbejde med din kønsidentitet. Du er kvinde og det skal du være stolt af. Det må du ikke skamme dig over. Du skal ikke skjule dit køn.
Og det er lidt kompliceret, hvis jeg har ret i min tolkning af, at kamelen symboliserer dit tilhørsforhold til islam. - I første omgang hjælper kamelen dig til at flygte. Det er en hjælp, siger drømmen. En hjælp til at slippe væk fra dette massive pres fra autoriteter og patriarkalsk nedvurdering. - Men på et tidspunkt ophører det med at være en hjælp. Kamelen stopper. Den bringer dig ikke væk fra det problem, at du må i dialog med det overjeg, der forfølger dig så voldsomt.

Held og lykke med det - tag bare små skridt. det skal nok gå den rigtige vej !!

Drøm 2.

I den anden drøm hæfter jeg ved at lammet, du snakker med er mor til 2 små lam. Var der i dit barndomshjem ikke to børn ? Din lillebror og dig ?
Jeg gætter gætter gætter på at drømmen afspejler dit forhold til din mor. Hvis dette forhold har været (og er) problmatisk vil du have svært ved at "være mor for" dig selv - dvs. give dig selv accept og næring, kærlighed og omsorg sådan som den gode mor gør. Moderlammet er underernæret og udmattet. Den side af dig selv skal du også til at tage dig af (du har meget at gøre, men som sagt tror jeg at det går den rigtige vej i din helingsproces). At acceptere sig selv, passe godt på sig selv, elske sig selv, som en moder bør elske sine børn, er en hellig opgave. Andet kan jeg ikke se i det, du skriver, at lammet er et helligt dyr. Jeg hæfter mig ved, at lammet er moder.

Det er selvfølgelig mærkeligt, at dit forhold til din mor afspejles i en drøm om lam. Det siger mig noget om, at forholdet til din egen mor-side skal heles, ikke ved intellektuel bearbejdning, ikke ved logisk forståelse eller tankevirksomhed, men på et dybt instinktivt plan. Ved en langsom, organisk, kropslig, non-verbal proces. en naturproces kunne man måske sige.

Giv det tid; der er mange sår, der skal læges.

Og der er en grønthandler i syne. Der må være et menneske inden for din horisont, som har noget af det, der skal til for at nærings-processen kan blive stimuleret. Har du nogen anelse om, hvem denne gode grønthandler kan være ??

Venlig hilsen

Peter Værum.

***


    Hej Peter

    Tak for dit hurtige svar.
    Jo du har på en måde ret, at det var min tur til at skrive. For jeg havde skrevet at jeg ville vende tilbage ang. noget med Islam. Du spurgte om jeg ikke ville finde nogle "bider" i koran, som fasinerer mig. Og skrive dem ned til dig. Grunden til at jeg ikke har gjort det er, at jeg ikke har åbnet koranen siden der og heller ikke vil gøre det forløbet.! Grund: Koranen virker meget stærkt på mig, og jeg føler mig så skyldig, når jeg læser den og ikke overholder tingene der står skrevet i den. Og som sagt tidligere, så er jeg ikke parat. Så den er lagt på hylden en tid..

    Ang. Islams kvindesyn. Hvis man læser Koranen, så har den ikke et "værre" kvindesyn end andre religioner. Den beskytter kvinder, når man tænker over det og forstår det... Et eks. Er hvorfor kvinder skal dækkes til. Som gud siger: Jeg skabte manden, så jeg ved hvordan han tænker.. Derfor skal en kvinde dækkes til , for at beskytte sig mod mænd. Lige sinden den dag Eva spiste af æblet, har mennesket dækket deres krop, og kvinder har haft tørklæder på. Det er jo ikke engang så længe siden at vi har smidt tørklædet her i Norden, og andre steder.

    Og både manden og KVINDEN kan kræve skilsmisse i Islam. Man må ikke tvangsgifte sine døtre, de skal acceptere først.. Og der står udtrykkeligt at en god mand, behandler sin kone ordenligt. Samt kvinder har krav på at få andel i arv, efter familie medlemmers bortgang. Samt skal have hele sin brudegave med sig, ved skillesmisse, så hun kan klare sig. Og den er jo ikke så lille endda.

    Det er lidt af det jeg kan skrive 100%, fordi at jeg selv har læst det. Jeg ved godt at man her i bla. andet Danmark, skriver en masse og kalder det Islams kvindesyn. Men det meste har ikke noget at gøre med Islam. Folk ved ikke nok til at udtale sig, og det er meget forkert. Folk tror bare at hvis en mørk mand, banker sin kone og voldtager sin søster så der det fordi at Islam tillader det. Men det er ikke rigtigt og Gud tager stærkt afstand fra det.
    Jeg syndes meget seriøst, Peter, at du skal tage og læse Koranen. Jeg ved godt at du er Kristen og præst. Men når du selv er sikker på din religion, kan det jo ikke skade at kende de andre. Det gør dig kun meget klogere. (...) Og verdens overlevelse bygger på at vi lære at kende hinanden og respektere hinanden.
    Jeg håber ikke at du misforstår hvad jeg skriver, nogle gange er det nemmelig lidt svært at få sine tanker ned på papir.
    Der er kommet en ny udgave af Koranen her i 2001, fra Bogens forlag. (...)

    Drømmen med de 2 lam osv. Du spørger hvem grønthandleren kan være. Hvis det er sådan, kan det være min lille søster, som min mor fik for 2 1/2 siden. Pga. af hende vil jeg gøre mit bedste for at holde kontakten med min mor. Selvom hun ikke gør sit. Jeg så dem for 14 dage siden nede hos min mormor og hun er dejlig den lille.
    (...)

    Tina

    Ps. Du er velkommen til at lægge mine drømme på din drømme side. Det er jo der jeg skrev til dig første gang. Du bruger jo tid på dem og alt muligt. Det er ikke fordi at de er hemmelige. Bare så du ved det.

SVAR:

Kære Tina !

(...)
.. jeg vil kommentere er dét, du skriver om Islam. Mest med henblik på dig selv og din udvikling.
Altså: Jeg er teolog og ved en del om Islam; jeg har med mellemrum prøvet at læse koranen, men er stoppet fordi det ikke siger mig noget - og jeg får jo ingen vejledning (eller får nogen til at henvise mig til de gode steder....). MEN selvfølgelig er jeg udeforstående betragter og jeg er udmærket klar over, at jeg sikkert er hildet i de sædvanlige fordomme (dog ikke helt så tykt som du forudsætter i dit svar ang. Islams kvindesyn...).
Lad os bare holde fast i det: JEG er ikke den, der skal hjælpe dig til bedre forståelse af den tro, du har valgt. Det har jeg slet ikke kompetence til, jeg som er en fordomsfuld mand, der identificerer mig med den kristne tro.
MEN jeg har forstand på drømme; og jeg kan jo læse hvad du skriver.

Og du skriver om en patriarkalsk, dominerende far, som du under store omkostninger som 13-17-årig har måttet gøre oprør imod. Og dine drømme viser et stort problem med autoriteter - især mandlige. Dine drømme viser, at du lider af skyldkomplexer og et for kraftigt overjeg. Der er kort sagt for mange patriarker og imamer i dit liv.
Derfor er det konsekvent nok, at du for tiden ikke læser i koranen. Fordi den, som du skriver, får dig til at føle dig skyldig. Denne følelse af skyld ser jeg afspejlet i drømmen om alle de mænd, der forfølger dig, og kamelen, der hjælper dig ud af det det første stykke vej, men som så må stoppe.
OG JEG MENER, at det ikke kun er din skyld; når du føler dig skyldig ved at læse koranen, er det ikke kun fordi du er en "synder" og ikke er god nok. Det er altså også fordi koranen er en gammel patriarkalsk gang lov-religion i stil med det værste fra Det gamle Testamente. Fra en hel anden tid med en mandsdomineret middelalderlig arabisk kultur. Domineret af patriarkalsk tankegang. (Der f.eks. mener, at kvinder skal beskyttes af mænd og af religionens lov mod andre mænds lystne blikke. I vore dage er kvinder stærke nok til at beskytte sig selv, hvis de vil! Og hvad hvis de ikke vil?? Hvad nu hvis de ikke har lyst til at blive "beskyttet". Hvad nu hvis nogle kvinder er glade for deres krop og deres køn og godt kan lide at mærke mænds lystne og beundrende blikke og "udstille" deres krop. Det er der faktisk nogle, der kan, efter hvad de selv siger. Og hvorfor skal det så ikke være et frit valg for kvinder, hvad de vil....?).

Dét her kan blive en lang diskussion om Islam; og det er ikke meningen fra min side. Jeg vil meget gerne holde fast i, at du har valgt den religion, og det respekterer jeg. Men du har samtidig en hel række personlige problemer med at acceptere dit køn og din kvinderolle. Det er ikke mærkeligt med den opvækst, du har haft. Og med henblik på din personlige modningsproces, som du er så godt i gang med, er det altså en belastning med alt det mellemøstlige, patriarkalske autoritets-halløj !
Dine drømme viser det.

Alt det patriarkalske halløj hindrer dig i at indse, at du er god nok..!!

Jeg ser frem til at se flere drømme.

God vind !

Peter.


***

Send mig en e-mail:



****

Artikel af Peter Værum om eventyr og drømme
- ridser i facaden.

mere om drømme.

Et forsøg på at genmmentænke drømmenes fænomen

***