Peter Værums hjemmesider
DRØMMEBREVKASSEN


DRØMMEBREVKASSEN

Februar 2oo3

Konflikt med de kriminelle elementer

****

    Hej, her er en lidt mystisk drøm, som jeg ikke rigtig kan slippe igen, men først lidt om mig selv:
    Jeg er en mand på 30 år, lykkelig gift, ... ingen børn endnu. Vi bor i hus - og vores økonomi er gennemsnitlig. Jeg arbejder indenfor kriminalforsorgen ... Hvilket jeg har det godt med. ...
    Jeg har før drømt ting og sager, hvor jeg har været ved at blive myrdet, men plejer altid at vågne lige inden - der ligesom sker noget alvorligt. Og andre gange drømmer jeg tit, at jeg skal forsvare en eller anden, men når jeg begynder at slå igen, eller lign., kan min hånd ikke bevæge sig ret hurtigt.

    Men i går havde jeg denne sære drøm, som jeg bare ikke kan slippe igen:

    Den starter med at jeg kommer forbi et eller andet fængsel, jeg snakker med kollegaerne, og de spørger om jeg vil hjælpe med at visitere en bil (Kriminelle står indenfor og diskutere med nogle andre vagter) - det vil jeg gerne hjælpe med, og vi går ind i bilen, de andre går ud, og kommer til låse mig inde i bagagerummet (det er en stor bil føreren kan se bagud, men der er et gitter mellem forsæderne og bagagerummet). De kriminelle kommer ud og begynder at køre, jeg ringer efter min far (han har intet med kriminalforsorgen at gøre?!?) men i det han tager telefonen, vender den kriminelle sig om og skyder umotiveret mig 2 gange - det første jeg tænker på er at jeg skal have lagt røret på, så min far ikke hører noget, men kan ikke bevæge mig, kun føle at det gør utrolig ondt, og det bliver ved (kan huske at jeg tænker, de siger altid det ikke gør ondt, men det gør det her). Føreren kommer om bagi efter et stykke tid, for at se om jeg er død - det kan han konstatere at jeg er, dog er jeg der stadig som en slags ånd?!? Jeg kan huske at jeg prøver på a slå ham, men min hånd farer lige igennem ham, pånær når jeg rammer ham på knæer og albuer?!? Så mærker han et eller andet, han skriger når jeg rammer...og så vågner jeg (endelig)

    I nat havde jeg så en drøm i samme retning, ved dog ikke om de har betydning for hinanden. Det er en slags pluk drøm, jeg kan tydelig huske at min kone & jeg går ned i en tunnel, pludselig bliver alle gennet ud, da der er jordskælv, og tunnellen er ved at bryde sammen, konen får jeg ud først, og når også lige akkurat at komme ud, ved at presse mig igennem et endnu mindre hul.

    Mange tak hvis du har læst dette, håber jeg ka se på din side hvad noget at meningen er med disse drømme, det går mig virkelig på.

    Mvh
    ...


SVAR:

Det giver en speciel indfaldsvinkel til din drøm, at du i dit arbejde har forbindelse til fængsler. For så betyder symbolerne i din drøm muligvis noget andet, end det traditionelle.
Traditionelt stiller drømme om fængsler spørgsmålet: Hvor er det, du "fængsler" dig selv ? Hvor i dit liv lægger du bånd på dig selv, føler du dig fanget, hvorfor tilstår du ikke dig selv noget mere frihed ??
Og drømme om kriminelle er jo traditionelt i drømmetydning typiske skyggedrømme. SKYGGEN er den del af vores personlighed, vi ikke kender til. Vi er tilbøjelig til at fordømme de egenskaber og den adfærd, som SKYGGEN repræsenterer. Vores personligheds bagside. Kriminelle elementer, forfulgt af politiet (samvittigheden, fordømmelsen) er oplagte symboler, som drømmeinstansen vælger til at belyse en problematik med denne vores underbelyste bagside.
Men i din drøm er det muligvis noget andet. For du har muligvis ikke de projektioner på fængsler og fanger og kriminelle, som vi andre har. For dig er det arbejde. Måske. Måske.
Drømmen afspejler i hvert fald, at der er konflikt inden i dig.
Også de drømme, du nævner i din indledning, er vel symptom på, at du behandler dig selv dårligt, så at væsentlige sider af din personlighed så-at-sige er ved at dø af det. Dt handler naturligvis ikke om fysisk undergang og død - men om at en side af dit EGO lider stærkt under konflikterne inde i dig selv.

Vognen: En bil er jo et transportmiddel, der bringer os fra én position til en anden. Det er traditionelt et symbol på ændringer, den udvikling inde i dig, der er i gang lige nu. Hvem styrer denne udvikling? Du skal ikke - som i drømmen - lade de kriminelle (det er velsagtens nogle faktorer der vedrører dit arbejde ??) tage styringen. Du skal ikke - som i drømmen - lade dig overrumple, så du bliver lukket inde i bagagerummet, en meget fastlåst sitution, mildest talt.
Fra din FAR (eller de egenskaber i dig, som din far repræsenterer...) kan du hente hjælp (tror jeg nok - det er jeg lidt usikker på...).

Du slås med noget i dig selv, symboliseret ved "en kriminel". Og typisk for mange, mange drømme signaliserer drømmen, at den slags problemer inde i dig selv, skal man ikke prøve at fortrænge; man kan ikke slå dem i hjel; man skal ikke slås med dem; det nytter ikke, for det er jo dig selv, du slås med. Det er jo din drøm. Nej, i stedet skal du se at blive gode venner med din SKYGGE - dvs. du skal prøve at acceptere de egenskaber hvad-det-nu-end-måtte-være, som denne fører af vognen står for.

Den sidste drøm er svær at tyde, når jeg ikke kender dig bedre. Den tyder unægtelig på en rystelse i dit liv. Jordskælv er måske måske måske kraftige ændringer i dine grundlæggende livsbetingelser, arbejde, penge, bolig, i det hele taget fundamentet i dit liv. Det helt basale bliver rystet - måske genkender du det, du står velsagtens i det lige nu ?? Sådanne rystelser er jo meget positive, i hvert fald hvis man ser det i et lidt overordnet perspektiv; det betyder at der ikke er stilstand i dit liv, der er ændringer undervejs, og det er da bedre end at stivne og "dø". Men det er unægteligt hårdt at indse, når man står lige midt i det.

Jeg håber meget, du vil sende mig en tilbagemelding - om du kan bruge disse betragtninger til noget, og om hvordan dit liv ha set ud de sidste måneder. Det må være ret konfliktfyldt ??

Venlig hilsen Peter Værum.

***

*** TILBUD OM DRØMMETYDNINGSKURSER foråret 2oo3 ***


Send mig en e-mail:



*

Artikel af Peter Værum om eventyr og drømme - ridser i facaden.


mere om drømme.


Et forsøg på at genmmentænke drømmenes fænomen


  *

Oversigt over alle drømmene.

*

Tilbage til drømmebrevkassens hovedside.

tilbage til hovedsiden.