Peter Værums hjemmesider
DRØMMEBREVKASSEN


DRØMMEBREVKASSEN

Febuar 2oo3

En ø i en sø
og små mus

****

    Kære Peter Værum

    Jeg vil plage din drømmebrevkasse med endnu en drøm. Det er vanskeligt for mig at sige mine drømme højt, men det går fint med at skrive dem ned og sende dem afsted. Drømmen er af den type jeg kalder helsebringende.

    Drøm om en ø i en sø samt unge mænd og mus:

    Jeg drømte at jeg var på en ø i en sø. Jeg havde tre mus, som havde søgt tilflugt hos mig. Der var også to unge mænd på øen, de var ansat ved militæret. De kom til at træde på de to af musene, så de blev helt flade. Men de var ikke døde, den ene havde fået en stor bule i den ene side af maven. Den tredje mus kom ikke til skade. Jeg skærmede den i min hånd og den var stor og fin, med blank, sort pels og klare øjne. Jeg ville tage musene til dyrlæge. Jeg havde en kurv med låg de kunne være i.

    De to unge mænd roede mig over søen til fastlandet. Vandet var stille, blankt og spejlende. Omgivelserne grøn natur. Vi kom til et bådehus. Den ene unge mand og jeg gik ind af døren til bådehuset, det var hvidkalket indvendigt. I bådehuset var der flagermus. Den unge mand ville skyde flagermusene, men jeg forhindrede ham i det. En sort flagermus satte sig bag på mit ben for at suge blod. Jeg tog den væk. Jeg var sammen med den unge mand i bådehuset, vi sad op, jeg mærkede de varme følelser mellem os. Den anden mand stod udenfor døren og var lidt hånlig og misundelig, men han fik ikke lov til at være sammen med mig.
    Bagefter ville de ro mig tilbage til øen. Vandet var stadig roligt, men der var kommet tåge. Jeg tvivlede på at de kunne finde vej i tågen, men de sagde at de bare ville følge bredden. Mens vi roede ud, så jeg en kvinde med langt hår og et stort fliget slag (mindede lidt om flagermusevinger) danse rundt inde på bredden.

    Her slutter drømmen.

    Baggrundsoplysninger: Kvinde, mor til to børn ....

    Jeg kunne tænke mig at fortælle dig om noget jeg synes er lidt mærkeligt. Jeg synes nogle gange min underbevidsthed har givet mig besked om nogle ting. Da jeg første gang blev syg for 3-4 år siden drømte jeg, at jeg spurgte hvor længe jeg ville være syg og der foresvævede mig en dato: 1. maj. Hver første maj de sidste 3 år har jeg troet mig helt rask, men nej. ... Der har været meget slid og slæb, for lidt glæde, for meget fokus på materielle (maskuline) værdier. Jeg har følt mig som en mus i et musehjul. Løber og løber, men kommer ingen vegne.

    Med venlig hilsen
    ... (39-årig kvinde).


SVAR:

Billedet med øen i søen kunne jo være et billede på dit EGO (det faste land), der er omgivet af en masse ubevidst stof (havet). Eller det kunne være en løsrevet del af dig selv, hvor den del (øen) af din personlighed ikke er ordentlig integreret med resten (fastlandet). I hvert fald synes drømmens "projekt" at være: at skabe en forbindelse mellem to dele af dig: Den isolerede ø og det faste, veletablerede land.

Der er en konflikt mellem de militante unge mænd (måske symboliserer det vrede, måske vrede mod dig selv, måske vrede rettet mod andre - måske er det den maskuline materialistiske side af dig, som du nævner) - og så på den anden side de små sårbare væsner, som du prøver at beskytte. Det er én eller anden sart side i dig selv, din mimrende "muse-" side, som du må lære at tage dig og holde af .
Den konflikt er inden i dig selv - og du kan sikkert personligt forbinde det med noget fra din dagligdag.

Du skal tydeligvis også have integreret din maskuline, udadrettede side noget bedre. Det vil du have megen glæde af. Dels er det de unge mænd, der hjælper dig til at få fastere grund under fødderne (militant maskulinitet er ikke altid negativt, vrede er heller ikke altid negativt) og dels er det jo en virkelig god kontakt du har i bådehuset. At være sammen med en mand er jo et godt symbol på forening - integration.

Til gengæld er der noget negativt ved flagermusesymbolet. En mus, der flagrer for meget ? (Det var kun et gæt). Og der er noget negativt (for dig, lige nu) ved denne kvinde i tågen (medicinforbrug??), der minder om flagremusene, der suger blod (tapper dig for energi). Der er for meget gætteri i dette her, jeg føler mig usikker på tolkningen - men alt i alt er det nok vigtigt for dig at få fat i din handlekraftige, mandlige side; mens det blide, dansende, flagrende kvindelige måske lige i øjeblikket ikke er den side af dig selv, du mest skal identificere dig med.
Det var vist en noget mangelfuld tolkning, men lige nu er det også lidt tåget for mig.

Med hensyn til dét du skriver om datoer og om at drømme forud noget der senere går i opfyldelse, så er det jo et velkendt fænomen. Men hvordan vi skal forklare det, ved jeg ikke. Jeg aner faktisk ikke, hvad man skal stille op, med den sammenblanding og psykisk energi og fremtid, som man ser i nogle drømme. Men 1. maj har jo også en stor symbolværdi. Hvad er 1. maj for dig? Arbejdernes internationale kampdag (det lyder lidt maskulint) eller Sankt Valborgsdag med majstang og beudeløb og fest og farver (det kunne godt være en meget kvindelig energi) ??

Under alle omstændigheder tror jeg, at du for længst er helt rask når vi når frem til 1. maj. Held og lykke med det hele.

Peter Værum.

***


Send mig en e-mail:


*

Artikel af Peter Værum om eventyr og drømme - ridser i facaden.


mere om drømme.


Et forsøg på at genmmentænke drømmenes fænomen


  *

Oversigt over alle drømmene.

*

Tilbage til drømmebrevkassens hovedside.

tilbage til hovedsiden.