Peter Værums hjemmesider
DRØMMEBREVKASSEN


DRØMMEBREVKASSEN
April 2oo2



På kollisionskurs med børn på bagsædet.


    Hej Peter.

    Jeg er en enlig mor på 36 år. Min datter er nu 6 år gammel og jeg forlod hendes far, da hun var 2½ år gammel. Hun og jeg har fin kontakt til faderen.
    Jeg kan ikke helt huske, hvornår denne drøm startede med at komme. - Og egentlig er jeg lidt i tvivl om det overhovedet er en drøm. Den kommer lige inden jeg falder rigtigt i søvn og den er meget kort.
    Men den foregår altid i trafikken. Oftest i min bil. Min datter sidder på bagsædet og jeg kører. Vi kører galt. Nogen gange er det kollision med et tog ved en jernbaneoverskæring, andre gange kører vi ud fra en bro og ned i vandet. Det kan også ske, at vi er ude at gå og pludselig løber min datter fra mig og ud på vejen og bliver kørt over.

    Ingen af gangene har jeg nået at konstatere om hun er død eller ej, for jeg vågner - heldigvis ! ! ! Med voldsom hjertebanken og så har jeg frygteligt svært ved at falde i søvn igen.
    Jeg opfatter mig selv som en temmelig habil bilist, idet jeg til dagligt kører mange kilometer.

    Jeg håber du kan hjælpe mig.

    Med venlig hilsen

    "En trafiksikker mor"


SVAR:

Lad os tolke det som en drøm, selv om du er usikker på, om det blot er en fantasi eller et indfald eller en tvangstanke eller hvad vi nu skal kalde det. Under alle omstændigheder tror jeg godt vi kan forstå billedet som noget, der ligger uden for dit jeg's kontrol.
Det kommer ikke fra din jeg-bevidsthed. Og derfor kan vi godt tolke det, som vi tolker drømme.

At køre i bil: Hvordan styrer du dit eget liv ?
Du sidder selv ved rattet: Det er dig, der styrer dit eget liv.
Kollision med et tog. Inden i dig er der en voldsom energi, der bevæger sig i en anden retning end dit bevidste jeg. Mon ikke du selv har en idé om, hvad det kan være ?
Det kan være drifter, der kolliderer med dine idealer. Eller det kan være din sjæl, der bevæger sig i et andet tempo end din jeg-bestemte vilje. Din sjæl kører i en anden retning - og det kolliderer med din vilje. Eller. Eller. Eller. To faktorer inden i dig er i hvert fald på kollisionskurs.
Køre ud over en bro og falde i vandet. Kan du nævne nogle eksempler fra den sidste tid i dit liv, hvor du er "faldet i". Hvor du har været ved siden af dig selv. Kørt af sporet. Og er faldet i vandet ?? Kan du finde nogle ting, hvor billedet er rammende - eller er der bare fare på færde ???

Uanset hvordan vi forstår disse billeder (og der er jo meget tale om et gæt...) - så er der et lille barn, der er i fare. Det kan være forholdet til dit faktiske barn, som du har at tage vare på. Eller det kan være dit eget indre barn. Noget sart, ubeskyttet som nødigt skulle lide overlast. Inden i dig. Vi lever i et samfund, hvor børnene hele tiden må betale prisen for de voksnes vanvittige ambitioner og for de voksnes vanvittige ræs. Drømmen afslører, at det for dig er hensigtsmæssigt og aktuelt at prøve at se klart på din kurs, dit livs retning og de modsatrettede kræfter, som du kolliderer med. inden i dig selv. Og den pris, du betaler for det (eller står i fare for at komme til at betale).
I den situation er det overordetligt positivt, så vidt jeg kan se, at du er dit eget livs ansvarshavende chauffør. Det er dig der styrer bilen. Det er faktisk ikke alle mennesker, der på den måde styrer selv. Mange danskeres drømme viser det.
Men du bestemmer dybest set selv tempoet og retningen.
Til lykke med det.

Skriv meget gerne igen, om du kan bruge dette her til noget (jeg skulle jo også gerne lære noget af at tolke alle disse drømme...)

Venlig hilsen

Peter Værum.

***


    Af en tilbagemelding - som ikke skal refereres her - fremgår det, at jeg i min tolkning har "ramt plet". Og at billedet med at "køre af sporet" - "falde i vandet" - handler om en depression, der har varet i nogle måneder.

    P.V.

***


Send mig en e-mail:

****

Artikel af Peter Værum om eventyr og drømme
- ridser i facaden.
mere om drømme.
Et forsøg på at genmmentænke drømmenes fænomen

***

tilbage til hovedsiden.