Hej Peter.
Jeg har drømt en meget underlig drøm, som jeg slet ikke kan finde ud af at tolke. Jeg vil rigtig gerne vide hvad det betyder, for gennem hele drømmen græd og hulkede jeg. Jeg var også meget ked af det da jeg vågnede.
Drømmen handler om at jeg er i min barndomsvenindes hus. Der er noget galt med hende, men jeg får ikke at vide hvad af hendes forældre. Jeg sidder sammen med min søster og venter på svar og kan bare mærke at der er noget helt galt.
Pludselig kommer mine forældre ind i stuen til os, og fortæller at der er noget vi skal tale om. Jeg begynder omgående at græde, fordi jeg ved der er noget helt galt.
De siger til os at Teresa (min barndomsveninde) ligger dødeligt syg med for lidt ilt i kroppen og at de har brug for en til at give noget af sit ilt til hende, hvis hun skal overleve.
Jeg melder mig frivilligt med det samme, og er egentlig lidt fornærmet over at de ikke vidste jeg ville gøre det fra starten af. Jeg ved at jeg vil blive svag, når jeg får suget ilten ud af mig og ind i hende, men jeg ved ikke om jeg kommer til at dø. Jeg betvivler stadig ikke om hvor vidt jeg skal gøre det eller ej.
Jeg venter, venter og venter lidt mere på at det skal gøres. I mens jeg venter sidder jeg bare og hulker meget voldsomt.
Jeg nåede aldrig at give af min ilt og jeg kan huske små glimt af et ben der bliver amputeret og at der er meget blod, men kan ikke huske sammenhængen.
Jeg håber virkelig at du har et bud på, hvad min drøm betyder for jeg føler mig stadig påvirket af den. Mange tak på forhånd.
MVH Pouline
SVAR:
Iltmangel og amputation er stærke symbolerer, især når vi husker drømmeregel nr. 1: Alle optrædende, alle ingredienser, i din drøm er sider af dig selv.
Vi skal tilbage til dit barndomshjem - glem alt om barndomsveninden og hendes hus. Det er dig det handler om! (Det understreges også af, at dine forældre ankommer i drømmen).
Du har givet afkald på noget væsentligt, holdt åndedrættet tilbage eller lignende. Du har amputeret dig selv engang i barndommen, og mønstret er åbenbart stadig aktuelt, siden det dukker op i din drøm - her for tiden.
Børn har det med at ofre sig; tit bliver børn syge eller bliver problembørn fordi det er den bedste /eneste måde at bevare balancen i familien (ikke bevidst, naturligvis). Alle familieterapeuter kan snakke med om dette fænomen.
Det vil sikkert være svært for dig at forstå; for drømmen er jo en klassisk skyggedrøm. Du drømmer om dig selv som barn i "forskudt" form. Men det er helt klassisk ud fra Jungs teorier.
At drømme om en veninde er at drømme om en skygge-side i dig selv. En uerkendt side.
Når vi lever, trækker vi vejret. Når vi lever fuldt og helt, trækker vi vejret dybt, helt ned i maven. Når vi er bange eller ængstelige eller føler noget, der i familen er forbudt eller tabu, holder vi åndedrættet tilbage. Vi kan være ved at blive kvalt af åndenød af mangel på frisind, højt til loftet, sund fornuft, i familien...
Mon ikke disse betragtninger - hvor fyldt af gætterier de end er - kan lede dig på sporet ?
Skriv gerne til DRØMMEBREVKASSEN igen herom. Venlig hilsen
Peter Værum
|