Pilgrim på vej.
Pilgrim i livet ?
Artikel af Peter Værum, oktober 2oo2.

Fra gammel tid har man som led i det personlige fromhedsliv valfartet til hellige steder. De kendteste mål for længere pilgrimsrejser er nok Kristi grav i Jerusalem, pavens hellige stol i Rom og Jakobs grav i Santiago de Compostella i Spanien. Her i Norden var det Nidaros Domkirke i Trondheim med Hellig Olavs grav.

Luther tog afstand fra klosterliv og pilgrimsrejser. Som led i bestræbelserne på at få reformationens budskab om Guds frelse ved nåden alene til at træde tydeligere frem, brugte Luther pilgrimsvandringer og valfart som eksempel på unødvendige og utidige fromhedsøvelser. Der kunne komme noget udvendigt og demonstrativt over de mange pilgrimme på landevejene med deres karakteristiske hat, taske og stav - og de mange "souvenirs" man kunne få som tegn på, at man havde aflagt besøg de hellige steder, kunne også vække anstød. Havde man gået på "Mælkevejen" til Santiago kunne man for eksempel erhverve de såkaldte "Ibs-skaller", tegnet på en fuldbyrdet pilgrimsrejse, og mange har sikkert båret disse muslingeskaller med selvfølelse og stolthed, så det grænsede til praleri. Alle fromhedsytringer kan jo ende i udvendighed.

Den reformatoriske skepsis over for pilgrimstanken hænger ved i dansk kirkeliv den dag i dag.
(Også det teologiske begreb om pilgrimsmyten (se artikel) er med til at nære denne skepsis.)
Alligevel er pilgrimstanken på bemærkelsesværdig vis dukket op som led i religiøse menneskers søgen efter nye veje til at få det ydre ord, evangeliets budskab, bedre integreret i det indre liv, troens liv.
Pilgrimsvandring er blevet en mulighed blandt andre for at have en spirituel praksis.
For nogle mennesker er dette dybt mærkværdigt - for andre er det et selvfølgeligt behov:
At gøre budskabet, dåbens pagt og evangeliets nåde til noget, der så godt som muligt skal gennemvæve det personlig liv i dagligdagen. Hidtil har gudstjeneste og personlig bøn være de eneste muligheder, som har tilbudt sig i vores lutherske kirke. Men flere og flere får i disse år øjnene op for de værdier og muligheder for fordybelse, der ligger i arbejdet med stilhed, tavshed, retræter, meditationsgudstjenester, vågenætter, meditativ bøn, ikonmaleri, rosenkrans og andre af de gamle midler til personlig fordybelse.

Det er nok i denne sammenhæng, vi skal se den nye interesse for valfart og pilgrimsvandringer.

Pilgrimstanken antager i moderne, dansk kirkelig sammenhæng to ydre former:

1)
Flere og flere mennesker beslutter sig for at frigøre nogle uger eller måneder og begive sig ud på den lange rejse til fods til for eksempel Santiago de Compostella. I stedet for at være turist og holde ferie, vier de deres tid og deres opmærksomhed til at være et led i deres religiøse fordybelse. De definerer sig som moderne pilgrimme. Og de gør den erfaring, at det ydre mål modsvares af et indre udbytte: pilgrimsvandringen medfører en personlig vækst på det indre plan. Et vigtigt skridt i den religiøse søgen er blevet taget.
Sideløbende hermed er der også en stigende interesse for menighedsrejser til de gamle valfartsbyer. Netop som led i menighedsarbejdet har det vist sig at være en givende oplevelse i fællesskab at lave en bus- eller flyrejse til Rom eller Santiago, eller man rejser "i Luthers fodspor" fra Eisenach til Wittenberg. Fællesnævneren er her den fælles interesse for den kristne kultur og historie - og ønsket om at styrke menighedslivet.

2)
Ud over den gamle tradition for en længere rejse til fods (eller bus) som en valfart, findes der en anden form for pilgrimsvandring. Man kan afsætte en dag eller to og vandre gennem det danske landskab, alene eller i fællesskab i en lille gruppe, og kalde vandreturen en pilgrimsvandring. Ofte vælger man at gå i tavshed. Eller holde tavshed på en del af turen. Man kan have et bibelord, et bøn (for eksempel hjertebønnens ord) eller et bestemt begreb, som man så godt man kan holder i bevidsthed, for at binde de flyvske tanker til noget enkelt. Sindet skulle gerne være roligt; jeg'ets mentale larm skulle gerne afdæmpes en smule.
Man vælger som regel en gammel kirke som mål for vandringen og sætter sig måske ind i kirken eller holder andagt, når turen er til ende, inden hjemturen. Men det er ikke afgørende.
Det afgørende er den personlige beslutning, eller det valg man har truffet i fællesskab: At vie turen, tiden, anstrengelsen, skridtende til et åndeligt formål. At gøre traveturen til en pilgrimsfærd.

Hvad er det, man gør ?

Man væver den kropslige aktivitet sammen med en spirituel søgen. Man kombinerer det jordiske, der ligger i de ømme fødder og den fysiske udmattelse, med en eksistensiel indstilling, der er åben over for det guddommelige.
Vejen, man går, er på én og samme tid en såre jordisk landevej og vejen til himlen, det ny Jerusalem. Vejen, man går, re-præsenterer på den ene side livsvejen fra vugge til grav, de såre jordiske skridt vi tager for langsomt at erhverve os en skæbne (eller en karriere) - og på den anden side skærper indvielsen af vejen til en pilgrimsvandring opmærksomheden mod det faktum, at vi har fået livet givet som en guddommelig gave, viet til et andet formål end egoismens og selvudfoldelsen.

Vandringen bliver til et ritual. Et uformelt ritual, kunne man sige. I ritualet forlenes det jordiske, den korporlige handling (at knæle, at dele brødet, drikke vinen, døbe børnene, løfte glasset og se hinanden i øjnene, synge en sang), med en dybere betydning (livet som en gave, sammenhængen mellem menneskeskæbnerne, børnene som Guds børn, sjælens lovprisning af skaberen).
I pilgrimsvandringen udnævnes, man kan næsten sige ophøjes, kroppens møjsommelige arbejden sig gennem landskabet frem mod målet til en åndelig oplevelse. Opmærksomheden fokuseres et andet sted end til daglig. Til daglig gælder det om at komme frem, komme først, overhale, nå frem i tide, komme i mål. På pilgrimsvandringen er tiden i sig selv en gave, vejen ligger der som et tilbud, vejen og målet er vævet sammen på en lærerig og tankevækkende facon.

Man har kaldt det "at bede med fødderne".

En fynsk præst i Folkekirken fik den udmærkede idé at lave et arrangement i pinsen 2oo2, hvor nogle grupper gik som pilgrimme fra forskellige kirker på Fyn. Undervejs blev der holdt andagt i de kirker, man passerede, målet var Domkirken i Odense - og gudstjenesten Pinsedag. Mange menigheder var involveret. Nogle påtog sig at være startsteder, andre arrangerede bespisning og atter andre lagde hus til overnatning. Man havde udnævnt "Dejlig er jorden" til den overordnede pilgrimshymne. En stor oplevelse var det, med ømme fødder og udmattelsen siddende i kroppen, i fællesskab, efter to dages march, at gå syngende ind i domkirken ved rejsens mål søndag klokken 17. (Jeg oplevede det ikke selv, men de positive erfaringer har nået mine øren...).
Pilgrimsvandringer forekommer mig at være en oplagt mulighed som led i menighedsarbejdet i den danske kirke.
Og pilgrimsvandringer er en oplagt mulighed som led i den enkeltes spirituelle udviklings- og fordybelsesproces.

- - -
Jeg lader mig fortælle, at på pilgrimsvejen til Santiago de Compostella er der flere steder, hvor man tilbydes gratis mad eller gratis overnatning. Nogle steder har folk skabt et lille sted, hvor pilgrimmene kan få et glad vin. (Naturligvis byder traditionen, at pilgrimmen kvitterer for tjenesten ved at erlægge en lille donation, men det er frivilligt - og i princippet sagen udvedkommende.) I forgangne tider var der mennesker, der viede deres liv til at hjælpe pilgrimmene frem på deres vandring. Der var mennesker, der som led i et helligt liv gik valfarten, og der var mennesker der så det som deres opgave at hjælpe pilgrimmene på vejen. Fordi pilgrimme skal hjælpes. Disse repræsentanter for den evige søgen mod højere mål, skal have tanket op og skal have nattely; de jordnære behov og det hellige formål hænger sammen. Det jordiske og det guddommelige er vævet tæt sammen. Krop og ånd skal integreres.
Og ligesom man kan opleve værdien af at vie et stykke af sit liv og sin bestræbelse til en pilgrimsfærd og identificere sig som pilgrim, således kan man også identificere sig som én, der hjælper alverdens pilgrimme til at tage det næste skridt...