DRØMMEBREVKASSEN - TEOLOGI OG KRISTENDOM - FOREDRAG - EVENTYR OG FORTÆLLING - PSYKOLOGILÆRERSERVICE - KONFLIKTLØSNING - OPTRÆDEN MED VISESANG - CITATSAMLINGEN - Hvordan fejre H.C. ANDERSEN 2oo5.

DRØMMEBREVKASSEN

Sankt Hans 2oo4

Folk, der er døde
Angsten for at miste

****

Hej.
Jeg er en pige på 18 år. Her det sidste halve år har jeg fået nogle forfærdelige drømme. Det er svært at forklare dem så uhyggelige som de er for mig, men jeg håber på at du måske kunne tyde dem for mig, før de bryder mig sammen! Jeg har mærmest mareridt hver eneste nat, det er ikke til at holde ud!

I nat f.eks. drømte jeg at jeg var ude ved min bedstemor (Det skal lige siges at min bedstemor er utrolig sød og har aldrig gjort mig noget ondt) og jeg går ind på det værelse hvor jeg plejede at sove da jeg var lille (Sammen med min nu afdøde far, han døde da jeg var 15, men savner ham stadig meget). Da jeg træder ind i værelset (jeg ryger, men ikke når jeg besøger min bedstemor) og der lugter af røg (hun er ikke-ryger). Jeg spørger hende hvad det er for en lugt, for det er da mærkeligt og hun svarer `Jeg har haft besøg af en veninde´. Jeg kan høre på hende at der er noget "bag" hendes svar og hun siger `Min veninde er død og hun har ligget herinde i sengen´. Jeg væmmedes!(Det var jo lig-lugten!) - og bakker ud af værelset! hvorefter min bedstemor vil have mig med ind i sit soveværelse hvor hun viser mig det lange mørke stykke klæde hendes veninde havde haft på og nu ville hun have at jeg skulle have det på!! Hun påpeger at det var det klæde min far også havde haft på, det var simpelthen for meget for min hjerne det her så jeg stormer ud af døren, men hun løber efter mig med klædet. Jeg løber alt hvad jeg kan og på fortovet møder jeg min barndomsven´s forældre. Jeg stopper op og siger `I må hjælpe mig! Jeg har brug for at blive kørt væk herfra´, men de svarer at nu kommer min bedstemor jo bag mig, hun kan da bare køre mig.

På dette tidspunkt må jeg have skreget, for min kæreste vækker mig og siger det bare er en drøm, men for mig var den så slem at jeg begynder at græde. Det er svært at snakke om og jeg har tåre i øjnene bare af at skrive det, jeg håber du kan hjælpe mig med hvad det betyder eller endnu bedre hjælpe mig af med mine evindelige mareridt. Ved sød at tyde min drøm....!

PLEASE!

Knus Bonnie B.

2.
Jeg drømmer også tit at min kæreste er sammen med en anden lige for øjnene af mig eller at han bare går sin vej pludselig, eller at ingen kan lide mig og alle gør grin med mig.

3.
Én gang drømte jeg var med min familie på ferie på Hawaii (Hvilket jeg altid har ønsket mig), men pludselig bliver hele stranden oversvømmet og hele min familie dør, enten bliver de spist af hajer ellers dør de af kulde eller drukner. Tusindvis af mennesker døde undtagen mig og nogle få andre.

Det er forfærdeligt! Hjælp!

SVAR:

Det må have været forfærdeligt for dig at miste din far for tre år siden. At blive konfronteret med døden, når man er 15 år gammel, kan godt være en traumatisk begivenhed, som det tager mange år at bearbejde. Måske arbejder din underbevidsthed stadig med det. Det vil bl.a. sige, at du ubevidst er bange for, at nogle flere mennesker, som du holder af, skal dø. For eksempel din bedstemor - som jo har den alder, hvor det er aktuelt at tænke på, at vi skal dø. Jeg tror at din første drøm afspejler dette.

Du holder meget af din bedstemor, og du kan sikket godt lide at være på besøg i hendes stuer. Alligevel drømmer du, at der er en ubehagelig lugt/røg i værelset. - Det drømmer folk tit, når der er ét eller andet galt et sted. Noget, de ikke har lagt mærke til. Noget ubevidst. Noget de overser.

Og jeg gætter på, at dét, du ikke er opmærksom på med dit bevidste jeg, er at din bedstemor jo er dødelig. Hun skal, som vi alle dø. Men hun er måske den, der først skal dø, hvis ellers det går i naturlig rækkefølge. Og du går måske rundt med en bevidst eller ubevidst angst for at miste - fordi du så voldsomt har oplevet at miste din far. At din bedstemor har en død veninde liggende i et værelse bagest i huset er et typisk eksempel på, hvordan drømmen viser dig, at der er noget ubevidst i dit forhold til din bedstemor. Nemlig at hun minder dig om døden. Og om, at du jo også engang selv skal dø. Det er en tanke, som det er meget svært at vænne sig til - men livet handler jo blandt andet om, at vi skal lære, at vi er dødelige.

Det er kun et gæt - som altid når jeg tolker drømme som her i brevkassen uden at tale nærmere med folk. Men drømmen gør jo selv opmærksom på, at der er en forbindelse til din fars død - jeg tænker på dét med klædet.

Drøm nr. 2. er en typisk drøm. Jeg får mange, mange mails fra teenagere, der drømmer om at deres kæreste er dem utro eller at deres kæreste har lyst til at være sammen med andre. Jeg gætter på, at det igen handler om din frygt for at miste. Frygt for at kæresten skal gå fra dig. Det kan være en hel irrationel frygt, som du bærer rundt på inden i dig. ELLER - eller det kan også være din egen usikkerhed om du vil forlade ham. Alle personer, vi drømmer om, er jo sider af os selv! Det er drømmetydningens regel nr. 1. - Og jeg har set mange eksempler på, at mennesker drømmer om at deres kæreste fiorlader dem. Og hvis jeg så har lejlighed til at tale med dem på et dybere plan end her i brevkassen - og jeg går dem lidt på klingen - kan de godt selv mærke, at de har lyst til andre, eller lyst til at forholdet skulle være på en anden måde (for eksempel i sengen). Sådan behøver det ikke at være i dit tilfælde. I dit tilfælde er det måske snarere igen det motiv med frygten for at miste.

Og det er vel også det, vi genfinder i drøm nr. 3.. ?

Du skal på ferie - dvs. at du trænger til at slappe af. Du trænger til at unde dig selv lidt ro eller lidt frihed for alle kravene (de krav, du stiller til dig selv). Men når du slipper kontrollen og spænder af (ferie), kommer angsten igen. Angsten for at din familie skal blive taget fra dig.

Der skal arbejdes med den angst. Jeg ved ikke om det ligefrem er nødvendigt med psykolog-hjælp, men jeg håber at der er et kyndigt menneske, som du kan tale i dybden med. Når man først har gentagne mareridt er det som regel et symptom på, at man bærer på nogle ubevidste konflikter, der skal tages alvorligt.

Held og lykke med det.

Venlig hilsen

Peter Værum.

***


Send mig en e-mail: mailto:pverum@post11.tele.dk



*


Artikel af Peter Værum om eventyr og drømme - ridser i facaden.


mere om drømme.


Et forsøg på at genmmentænke drømmenes fænomen


 

*

Oversigt over
alle drømmene.

*

Tilbage til drømmebrevkassens hovedside.

tilbage til hovedsiden.

DRØMMEBREVKASSEN - TEOLOGI OG KRISTENDOM - FOREDRAG - EVENTYR OG FORTÆLLING - PSYKOLOGILÆRERSERVICE - KONFLIKTLØSNING - OPTRÆDEN MED VISESANG - CITATSAMLINGEN - Hvordan fejre H.C. ANDERSEN 2oo5.