**** |
Til Peter Værum
Jeg er en pige på 21, som i nat har haft en mærkelig drøm. Der er den her fyr, som jeg er ret forelsket i, og som jeg også har været på dates med, uden at der kom noget ud af det - han ved desværre ikke hvad han vil. Men jeg er, af en eller anden grund, stadig ret interesseret i ham.
Drømmen:
Han og jeg skulle til en el. anden form for byfest i vores by (i gågaden), vi fulgtes ad. Flere gange i løbet af aftenen var han væk i perioder, og jeg sad sammen med nogle veninder i disse perioder. På et tidspunkt bliver jeg træt af at han er væk (undrer mig over hvad han laver, hvem han er sammen med - én af mine veninder var også sommetider væk), og begynder at gå fra "festteltet," hvor jeg og pigerne sad, og væk fra gågaden. Jeg går uden at tage min jakke eller taske med, og det er en kold aften! Mens jeg går hører jeg skridt bag mig, og dér er han igen. Han kommer hen og går sammen med mig, han lægger sin arm om mig og siger, at det da er for koldt at gå uden jakke. Og så siger han, at det så er godt at han er varm og at han har en varm seng, hvor han rigtigt kan varme mig! Og jeg føler en stor glæde... Så ringer mit vækkeur, og det hele er væk-øv!
Siger denne drøm bare det helt oplagte: At jeg vil have ham og derfor klynger mig til håbet om, at han også vil have mig? Eller er der mere i det?
Med venlig hilsen
Anne R
SVAR:
Jeg er tilbøjelig til at give dig ret. Drømmen viser, at du vil have ham og at du stadig håber, at han vil have dig. Du er tiltrukket af ham, og også dit ubevidste siger: GO FOR IT !
Så svaret kunne godt standse her. Drømmen giver mig imidlertid anledning til at filosofere lidt over forelskelsens mysterium. Forelskelse er tit nok blevet skildret som trylleri... - forhekselse... - magi - et under ... osv. Alle disse betegnelser pejler sig ind på det irrationelle i fænomenet. En usædvanlig dynamik med en kvalitet af emotionalitet og et tydeligt driftmæssigt eller instinktivt element - som derfor følger andre love end den daglige, rationelle
jeg-bevidsthed. Men hvad er det for et stykke biologi, du møder i forelskelsen og tiltrækningen.
Hvad er det for et stykke af Naturens store skabelsesordning, der møder os i tiltrækningen mellem mand og kvinde..? Også Jung spekulerede meget over dette. Han skabte begrebet ANIMUS (det er et latinsk ord, der betyder sjæl) for at skildre den "arketype", der bor i enhver kvinde. En mandlig del af personligheden, som en kvinde naturligt nok ikke identificerer sig med. Læs mere i min bog "FRØER OG FARISÆERE - eventyr og evangelium set i lyset af Jung" (Klitrose 1992). Hvis vi skal gå meget dogmatisk til værks, så handler din drøm om dit forhold til din egen indre ANIMUS. Din mandlige, ubevidste del af personligheden, som er det stykke ubevidst "sjæl", der leverer din mulighed for at forstå det andet køn. Og som leverer dynamikken i tiltrækningen. Du kender ikke den del af din sjæl - og derfor projicerer du den ud på denne ret beset almindelige og tilfældige stodder. Fordi den maskuline del af din personlighed er ubevidst for dig, tiltrækkes du af denne del af din egen personlighed i udprojiceret form. Det vil sige, at du kan benytte drømmen som anledning til at lære en værdifuld side af dig selv at kende. De egenskaber som denne tilfældige stodder har, kan du finde i dig selv. Det vil gøre dig til et helt menneske. - MEN - du er 21 år. Og Naturen har skabt det sådan, at der træder et magisk tryllespil i gang, et guddommeligt bedrag, der gør denne tilfældige stodder til - i dine øjne - den eneste ene for dig. Meningen med det er nok, at vi, mens vi er unge, skal være ofre for dette gøglespil og bruge en masse krudt på at få gaflen i fyren. Ellers kom der jo ingen børn til verden !! Hvis ikke vi lå under for denne irrationelle form for forhekselse ville vi næppe indlede et parforhold/ægteskab med alle de forpligtelser og besværligheder, der følger med !! Så det er måske Naturens egen forunderlige måde at skaffe selv den kedeligste, grimme, grå, bumsede, uinteressante fyr en kæreste, der bare synes, at han er prinsen på den hvide hest. Hvis du nu ikke kan få ham - det sker jo somme tider af uforståelige grunde - så kan du benytte lejligheden til at lære en væsentlig side af dig selv at kende.
Drømmen afspejler dit forhold til din egen ANIMUS. Du har stor afstand til denne maskuline side af din egen personlighed. Du ender i et selskab af kvinder. Det kvindelige er du nok mere fortrolig med. Men det er aktuelt for dig i øjeblikket at lære det mandlige mere at kende. Og dit eget ubevidste er - som det tit ses - aktivt i denne proces. I drømmen er den mandlige figur venlig, og skaffer dig ud af det følelsesmæssigt kolde miljø, du er tilbøjelig til at ende i, hvis du ikke får kontakt med ANIMUS. (Der er koldt ude på gaden...) Det vil være meget positivt for din udvikling på vejen frem til at blive et helt menneske, hvis du kunne integrere denne maskuline side (i drømmen symboliseret ved at gå i seng med fyren - det er jo det klassiske drømmesymbol på en vellykket integration af et stykke ubevidst personlighed...).
Men altså. Det er kun, hvis vi skal være meget præcise og omhyggelige med at overholde den strikte måde at forstå drømmes biologisk/psykologiske funktion på.
Lettere er det at gøre, som du selv foreslår: Tager drømmen som et hint om, at han for dig i den aktuelle situationm er værd at GO FOR..!
Held og lykke Peter Værum.
| *** |