DRØMMEBREVKASSEN - EVENTYR - FOREDRAG - KRISTENDOMMEN - PILGRIMSVANDRINGER - MEDITATIV SANG/TONEBÅREN BØN I BORUM - FORTÆLLER-SIDEN - PSYKOLOGILÆRERSERVICE - KONFLIKTLØSNING - OPTRÆDEN MED VISESANG - CITATSAMLINGEN - Hvordan fejre H. C. ANDERSEN i 2005 ?

DRØMMEBREVKASSEN

Efterår 2oo4

Tab efter voldsom forelskelse

****

Hej Peter
Jeg skriver til dig, fordi jeg sidste nat havde nogle lidt specielle drømme.
Jeg synes det er flot at du gider, sidde og tyde andre folks drømme. Det gør mig ikke noget hvis der går nogle måneder før jeg kan få et svar, da det ikke er noget som haster.

Før jeg vil skrive drømmen, synes jeg lige at du skal have en kort baggrundshistorie:
Jeg er en ung mand på 20 år. For nogle år siden mødte jeg en pige. Det vil være en underdrivelse at kalde det for en forelskelse, for det var virkelig en stormende én af slagsen. Jeg har tidligere været forelsket, men denne pige syntes næsten magisk og jeg tror det må være den følelse, folk har når de mener de har mødt "den eneste ene" Vi boede desværre i henholdsvis Jylland og på Fyn, så et egentligt forhold blev det ikke til, selvom det var meget tæt på.
Der skete desværre det, at hun skulle starte på en ny uddannelse som krævede at hun flyttede til Nordjylland. Det afbrød vores kontrakt og der gik ikke længere før hun havde fået en kæreste. Jeg havde svært ved at slå hende ud af hovedet - og det er egentligt først nu her det sidste halve år at jeg er begyndt at komme over tabet. Jeg ved at hun stadig har sin kæreste og ønsker derfor ikke at forstyre deres forhold, så jeg har ventet pænt på at hun skulle blive ledig så man kunne tillade sig at gøre et forsøg. Jeg har været ret overvægtig og gav dette en del af skylden for vi aldrig blev et par. Nu er jeg så i den heldige situation at jeg snart har tabt mig så meget, at jeg ser helt normal ud.

I nat skete der så noget mærkeligt. Jeg kan normalt aldrig huske mine drømme, men det skete i nat! Faktisk havde jeg ikke mindre end tre drømme om hende, indenfor hvad der føles som relativ kort tid (Det var ud på morgenen).

1 drøm.
Jeg går rundt i min have og får pludselig øje på hende, hendes kæreste og hendes forældre. De sidder inde ved min nabo, altså ude i haven. (Min nabo og hende har aldrig haft noget med hinanden at gøre).
Jeg kigger derover og bliver utrolig glad for at se hende, ja det er næsten en ubeskrivelig glæde. Pludselig løber jeg hen af villavejen og ned i min nabos indkørsel, hvorefter jeg løber om til bordet hvor de sidder. Da jeg kommer hen til bordet har jeg en følelse af hun ikke lige kan se hvem jeg er, men det kommer dog hurtigt og hun siger hej samtidig med vi giver hånd (Hvilket undrer mig, da det altid er knus vi hilser med) Jeg kan huske at jeg synes hun virkede meget tynd og hendes hånd næsten var helt kroget. Hun spørger hvad jeg laver, og jeg fortæller at jeg bare lige er ude at løbe en tur (Hvilket jeg jo sådan set ikke var..?) Herefter bliver jeg præsenteret for personerne ved bordet, først hendes kæreste og derefter hendes forældre (som jeg aldrig har mødt) Vi giver alle pænt hånd og her slutter drømmen.

2 drøm.
Det er meget lidt jeg husker fra denne drøm, men vi befinder os i et hus som jeg ikke kender. Det lader til hun er blevet single og har opsøgt mig, men i mellemtiden virker det lidt, som om jeg næsten gemmer mig og tager en smule afstand til hende. Senere er vi oppe på et slags loft, nu er en af mine gamle kammerater pludselig også tilstede. Jeg føler lidt af vi konkurrerer om pigen, uden dog rigtig at ville indrømme det. (Kammeraten har aldrig mødt pigen, men vi har tidligere konkurreret lidt om andre piger).
Det er det eneste jeg husker fra denne drøm.

3 drøm.
Denne er meget kort, men stadig ret underlig. Jeg står på en vej og kigger ind på noget der minder om en benzintank, på væggen hænger der et stort billede af pigen. Sådan et rigtig stort billede, i stil med den slags man ser som reklamer på højhuse i New York. Billedet er kun af hendes ansigt, men det er som jeg husker det.. Enormt smilende, varmt og dejligt. Jeg går nu ind på tanken og beder den unge mand ved disken om at tage det store billede ned. Den følelse jeg har, er at jeg ønsker billedet vil blive taget ned så der ikke er andre fyre som skal finde ud af hvor fantastisk hun er. Man kan vel næsten godt sige at jeg i drømmen virker som om jeg er bange for konkurrence. Billedet bliver ikke pillet ned og jeg vågner derefter meget omtåget. Er det rent nonsens? Jeg undrer mig lidt over, at jeg lige pludselig som et lyn fra en klar himmel får tre drømme om hende. Jeg har tidligere haft et stort ønske om at drømme om hende, bare for at se hende, men det er efterhånden længe siden og dengang drømte jeg aldrig om hende.

Jeg håber at du på et tidspunkt, vil komme med dit synspunkt på drømmen og hvis du gør, skal du have mange tak.

Med venlig hilsen
Mogens

 

SVAR:

Det var da også ærgerligt! - at være så forelsket - og så flytter pigen og får en anden kæreste. Det må have været hårdt at komme sig over!
De tre drømme tyder måske nok på, at du ikke helt er kommet dig over tabet.
Der er i hvert fald nogle ting, der stadig rumsterer i dit ubevidste, og som det nok vil være sundt at kigge nærmere på.

1.
Du er nødt til at se på at hun har en kæreste. Løbet er kørt. Lige som du aldrig har forholdt dig til, at hun har et par forældre (som hun antageligvis holder meget af?) og de bånd ikke kan brydes, er hun altså nu sammen med en anden fyr.
Det er et interessant træk med at det foregår i naboens have. - Hvordan er denne nabo?? De personlighedstræk, som falder i øjnene, skal du prøve at finde hos dig selv. Så bliver du klogere.
Håndtryk i stedet for knus antyder måske måske måske at det vil være godt med lidt mere distance end før i forholdet til din elskede og hendes familie....

den 2. drøm skildrer velsagtens nogle af de uafklarede følelser, der er tilbage efter en forelskelse, der ikke blev til noget. Både i drømme og i virkeligheden (efter dét du skriver til indledning) leger du med tanken om måske at få hende tilbage. Selvfølgelig! Det ville jeg også gøre. Der går jo næsten sport i det, for du har jo denne tendens til at konkurrere om pigerne. Det skal du nok se lidt nærmere på. Hvorfor gør du det? Og hvad er omkostningerne?
Mit gæt er, at drømmen fortæller dig, at du skal gøre dig klart, at det er og bliver kun en ønskedrøm, at hun bliver single igen og kommer tilbage til dig.

Måske kan 3. drøm hjælpe dig i processen...
Den er meget interessant. Pigens billede forstørret og hængt op, hvor alle kan se det (alle sider af dig).
Jeg har skrevet meget om forelskelsens dynamik og ANIMA i min bog FRØER OG FARISÆERE (Klitrose 1992) og kan kun antyde lidt af det her. Men fænomenet forelskelse er jo en projektion. En stærkt dragende projektion af din egen kvindelige side, som det er vigtig at få fat i med tiden. Vi ser ikke hende anden i forelskelsen. Vi ser et billede - et "reklamesøjle-billede". Drømmen gør dig opmærksom på dette faktum. Og du foreslår selv den rigtig gode løsning, at du får det illusions-billede pillet ned. Desværre er du ikke klar til det endnu. Det bliver ikke pillet ned... (Det leverer stadig benzin til motoren....)

Held og lykke med den videre proces!

Venlig hilsen

Peter Værum.

***

****

TILBAGEMELDING FRA DRØMMEREN:
    Hej Peter

    Det er simpelthen en meget meget spændende drømmetydning du har lavet til mig! Meget af det du skriver, giver faktisk god mening for mig. Det er utroligt interessant at læse og den skal nok lige læses et par gange mere.
    Sagen er faktisk at jeg er stødt på samme pige for nogle uger siden, vi havde en lang "hvad er der sket siden sidst" samtale og jeg fandt bl.a ud af hun ikke var sammen med sin kæreste længere, fordi han havde gjort nogle grufulde ting i mod hende. Jeg er meget i tvivl om hvorvidt jeg skal forfølge chancen, ét er dog sikkert og det er at mødet har rodet op i nogle gamle følelser som jeg ellers følte der var ved at blive lagt låg på efter 3 år.

    Tusind tak for din drømmetydning, det var bare så spændende at læse!

    Med venlig hilsen

***



*


Artikel af Peter Værum om eventyr og drømme - ridser i facaden.


Mere om drømme.


Et forsøg på at genmmentænke drømmenes fænomen


Om fortælling og fortællere.

Om meditativ sang i Borum.

Hvordan fejre H.C. Andersen i 2oo5..?

 

*

Oversigt over
alle drømmene

*

Tilbage til drømmebrevkassens hovedside.

tilbage til hovedsiden.