"Vi har så mange døende patienter her på afdelingen, så vi vil gerne have præsten til at komme og tage sig af de dele," sagde afdelingssygeplejersken.
Når der er sociale problemer, henviser man til hospitalets socialrådgiver eller til fysiurgerne, der bevilger hjemmebesøg, eller ergoterapeuterne der foranstalter forsøg til belysning af patienternes evne til f. eks. selv at skære brød og smøre det. Hvis det er påkrævet, kan sygehusets audiolog eller logopæd eller otolog komme ind i billedet. På anden måde kan man næppe indrette sig i et genneminstitutionaliseret system som et moderne hospital, med kompetanceområder, specialister, vagtskemaer, overenskomster.

Og nu det religiøse. Hvem skulle man henvise til dér, om ikke præsten. Det er jo hans speciale.

Min holdning til dette er følgende:

Jeg vil gerne komme så meget som muligt på hospitalet. Jeg er glad for og finder det aldeles rimeligt at man fra en ansvarsbevidst afdelings side ønsker at inddrage præsten i omsorgen for patienterne.

Men jeg nægter at glide ind i rollen som expert, der må overtage, hvergang der bringes et problem på bane, der ligger lidt ud over dagen og vejen.

"Hov, det brækkede ben på stue 9 ligger og taler om frygt og håb, det må vist være noget for præsten".

Præsten kan ikke være den eneste, der skal formulere noget om, hvorfor den døende eller anfægtede ikke har grund til at være bange. - Eller for den sags skyld den eneste, der folder hænderne og beder et fadervor med et menneske, der er kommet dertil, hvor ordene ikke længere slår til, og kun det rituelle symbolsprog kan holde dét fast, som ellers i vores verden ikke lader sig fastholde.

Og hvorfor ikke gå videre: Præsten kan da ikke være den eneste, der tager sig tid til at læse op fra biblen for et menneske, der keder sig og ikke kender bedre lekture.

Eller synger salmer for de få, for hvem det endnu i en storby er noget naturligt.

Og når det ikke er naturligt længere, så må sygeplejepersonalet da være med til at genopdage eller fremelske nye rituelle ytringsformer, der kan forløse magtesløshedens situationer og hjælpe mennesker til at indstille sig på de livets vilkår, der ikke lader sig ændre.

Tro eller ikke tro, kristen eller ikke kristen, man må kunne holde alle fast på dette anliggende, at der gives situationer, hvor rituelt sprog er på sin plads - for at tale dér hvor vi ikke har ord, om et håb og en horisont, som rækker ud over, hvad vores viden og vores tro kan stå inde for! Det kan man argumentere for på et sagligt plan, hvor grænsen ikke går mellem kristen og ikke-kristen, men mellem indfølende kompetence og indskrænkethed !

Horisont
Jeg møder i disse år rundt omkring flere og flere læger og andet hospitalspersonale, der giver udtryk for selvkritik og frustration over magtesløsheden, der åbenbart er ndbygget i et stadigt escallerende, udspecialiseret, bureaukratisk og teknisk system, hvor større og større indsats og omkostninger giver stadig ringere og mere utilfredsstillende resultater, hvis man bedømmer det enkelte menneske i dets totalsituation. Mest prægnant har denne frustration fundet sit udtryk i P.C. Jersils romaner, f. eks. "Babels Hus".

Kender De historien om den gangbesværede dame, der var sendt til røntgen med en henvisning i hånden, men for vild og tilbragte tre timer i Hvidovre Hospitals system af farvede pile? Eller om den yogurt, der var kodet ind på EDB til morgenmad, og som kun nåede frem når transportbåndet ikke havde sit ugentlige sammenbrud?

- Efter de små sygehuses nedlæggelse verserer der historier af denne karat i stigende antal. Hospitalet, jo nyere og dyrere, des dårligere fungerende, bliver et sindbillede på den moderne teknologis sammenbrud

Som hospitalspræst og udefra kommende er det næppe min opgave at fremføre disse betragtninger. Men når de kommer til orde fra systemets egne, lytter jeg interesseret.

I den sammenhæng bliver det åbenbart, hvordan præsten repræsenterer en anden horisont end den hvidkitlede videnskabelighed og atomiserede expertice.

Præsten kommer der som et levn fra gamle dage, da tingene var i lave endnu. Hans fremtoning har konnotationer helt fra evigheden - Jeg ville ikke drømme om at tage en højkirkelig præsteflip på, men på hospitalet har jeg sommetider savnet den. Jeg holder nemlig ikke andagt på gangene, så jeg har ingen naturlig anledning til at gå rundt i ornat

Præsten går rundt og spreder hellighed omkring sig. Han repræsenterer det uudsigelige, det dyrebare. Han bringer en videre horisont med sig.

Det er vel også derfor, præsten så ofte virker som en hund i et spil kegler mellem alle slangerne og journalerne og det hastigt skiftende personale. Præstens tilsynekomst aktualiserer omgående, endnu før han/hun har åbnet munden, en række forestillinger, uudtalte og måske underbevidste, men meget bastante.

Dette er meget tvetydigt.

På den ene side er det ideen om, at der skal aflægges regnskab for éns liv. Og hvem har lyst til at tænke på det. Præsten bliver mørkemanden, dommerens pegefinger. Men på den anden side aktualiserer i præsten også ideen om, at der er noget efter dette liv. Han repræsenterer et håb, der rækker ud over lægernes formåen og bevidsthedens grænse. Den horisont, præsten bringer med sig, er jo åben helt ud mod evigheden.

Tvetydigheden til trods mener jeg, der ligger nogle aktiver i præsterollen, som vi selv og hospitalsvæsnet kan drage nytte af.

Præsten på hospitalet kan godt føre timelange samtaler om neutrale ting, om vejret og om børnebørnene. For det er i sig selv et slående, anderledes fænomen, at én blandt de mange travle specialister har tid og tålmodighed og sans til at høre på almindelige menneskers almindelige tanker.

Men ved siden af det, er det også naturligt for præsten - det ventes næsten af ham/hende - at stille de ubehagelige spørgsmål.

-Tror De, at De overlever?

-Har De haft et godt liv? - Er der noget, De fortryder? - Har De talt med Deres nærme- ste om det her! Hvorfor ikke? - Det skulle De gøre.

Hospitalspræsten er midt i funktionen i det øjeblik, han træder ind på sygestuen, hvad enten han bryder sig om det eller ej.

Han repræsenterer et helhedsperspektiv, et alvors-perspektiv, for et menneske, der har ubehagelig megen tid til at sætte sit liv ind i en større sammenhæng og er tvunget af sygdom til at spørge om mening og formål med det hele. Præsten kan ikke unddrage sig rollen og den dermed forbundne funktion som terapeut og psykolog. Han kan blot varetage den godt eller dårligt. Ved at ignorere eller afvise problemet sikrer han sig, at den bliver varetaget dårligt.

I vores folkelige situation og med traditionen for præstens gang snart sagt alle steder i sognet, indusive hospitalerne, er præsten den eneste og nærliggende skkkelse, der har arbejdsbetingelser og muligheder for at udfylde det skrigende tomrum, der hersker blandt folk på menneskelighedens, helhedsanskuelsens, følelsernes gebet.

Synd, at han er så dårligt uddannet til at tolke underbevidsthedens symboler, for- midle følelser og forløse psykologiske positioner mellem f. eks. patient og pårørende - eller indlem patienten og verden, mellem patienten og hans/hendes skæbne.

Evangeliets forkyndelse
Præstens funktion på et hospital henhører først og fremmest under diakoniens kategori. Jeg blev engang opfordret til at holde andagter for patienterne på en langtids vente-afdeling med den begrundelse, at de manglede adspredelse!

Jamen, det gjorde jeg da gerne. - Og fik dermed slået fast, at gudstjeneste er et naturligt led i de aktiviteter, et menneske i Danmark i en svær situation "adspreder" sig med.

På et sækulariseret hospital er det udmærket, at der også gives en sækular legitimering af evangeliets forkyndelse.

Men ud over andagt og nøddåb og nadverberettelse - hvad vil det da sige at forkynde evangeliet ved en sygeseng, måske ved livets ende, eller for et anfægtet, skyldplaget menneske? Er der forskel på sygeplejerskens bredt humanlstisk begrundede forsikring i et håndtryk om, at der ikke er grund til at være bange, og at der er en sammenhæng, der forsoner selv det forbrudte og det søndrede - og den kristnes forsikring om syndernes forladelse og evigt liv ??

Ja, det er embedsindehaverens og traditionens autoritet. Og der er forsikringens prægnans, udtalt i en bekendelse, en fortælling om en begivenhed i historien, om kors, soning, død og opstandelse. Der er håndgribeligheden, anskueligheden, til forskel.

Men lad os gå i fællesskab så langt vi kan følges ad, den kristne og den ikke- åndsforsnoskede ikke-troede, for vi kan komme et langt stykke ud ad vejen, før vi begynder at tale om nogen principiel forskel.

Situationen er religiøs. Og en kristen for kyndelse i en religiøs kontekst er et religiøst svar. Et godt svar. Det rigtige svar. Men ikke så forfærdelig forskelligt fra det svar, man må kunne kræve af en ordentlig indfølende agnostiker.

Livet efter døden? Har den kristne mere patent på det end min sygeplejerske, der ud af sit gode hjerte absolut kan forsikre en døende patient, så patienten tror det, at det hele ikke er lige meget, at kærligheden til de nærmeste ikke bliver gjort til skamme ved en adskillelse, og at tilværelsens rigdom og sammenhæng rækker ud over, hvad forstanden kan begribe?

Vi må diskutere med vore ikke-kristne medborgere, om vi skal have en Himmel og et Helvede eller ej. De mest fornuftige af dem må kunne bnnges til at indse, at når vi ikke kan vide noget om det, må vi vælge. Vælge, om vi vil have en frugtbar vision, et livgivende billede, om et sted, hvor ondt og godt mødes og forsones, og hvortil vi kan sende alt det og alle dem, som vi godt under at komme der.

Hvis vi giver afkald på den umulige påstand, at Himlen "findes" som et åbenbaret appendix til den jordiske geografi, har vi muligheder for en frugtbar opmytologise ring af både Himmel og Helvede, og jeg vil hævde, at vi kan foretage denne opmytologisermg- i fællesskab med ateistiske kampfæller i striden mod åndsformørkelsen og fantasiforsnævringen og horisontindskrænkaingen i senkapitalismens industrikultur.

Vi er jo i vores kulturdebat nødt til at have et sted, hvor vi sender alt det, vi ikke kan lide, hen. Et sted i vores fælles bevidsthed, hvortil vi forviser vantroen og livsangsten og bekymringen og alle skurkene, skumlerne og fristerne og skeptikerne, også skumleme og skeptikerne i os selv, som personer og som samfund, - til Helvede med dem !

Billederne om Himmel og Helvede er stadig i vor tid de naturligste og de mest velegnede til at opsummere nogle følelser og holdninger. F. eks. om der er tilgivelse for alle synder. Det kan man argumentere for med sund menneske-fornuft.

Der var en gammel dame, som var meget træt, opgivet af lægerne og helt alene på denne jord. Alle dem, hun havde kendt og holdt af, var forlængst døde, og hendes forkalkning gav hende kun få øjeblikke af gudsbenådet klarhed og vidsyn, så man skulle være på pletten for at opleve dem.

Men det var altid velgørende at tale med et menneske, der i den grad havde frigjort sig fra interessen for, hvad lægerne formåede eller ikke formåede.

Sammen sad vi og gennemgik, hvem hun skulle møde oppe i Himlen. Først og frem mest far og mor. Og dernæst søster Anna, og de andre søstre og brødre, og den lillesøster, der var død som 4-årig. Så kom vi til en broder, som hun tøvede lidt overfor.

Der havde åbenbart været megen nag og bitterhed de to imellem.

"Har De svært ved at tilgive ham?" spurgte jeg.

Men hun smilede på en måde, så jeg forstod at hun havde fået kontakt med denne forståelse for en alttilgivende kraft i tilværelsen.

"Når De kan tilgive ham, tror De så ikke Gud kan?" spurgte jeg så, og sammen ind- lemmede vi så selv denne forbryderspire af en broder i de helliges skare i hvide klæder, der lovpriser Gud i kor med alle englene i Himlen og kirkegængerne på jorden.

Dét sprog vil også min "jeg er ikke religiøs"-sygeplejerske principielt kunne lære at anvende.

- Hvis ellers de bevilgende myndigheder kunne standse deres nedskæringspolitik, så der kunne blive tilstrækkeligt med personale på gulvplanet til at levne en overarbejdet, stresset adininistrator tid nok til at tænke sig om og samtale fornuftigt med sin afdelings hospitalspræst.