Hvad skal vi sammenligne Folkekirken med ?

Metafor-register for teologer og andre interesserede
(Udarbejdet i 1999, seneste tilføjelse august 2009)

1.
POSTVÆSNET OG ANDRE -VÆSNER

Postvæsnet og andre offentlige etater, der yder service til landets borgere.
Man kan sige, at Folkekirken er det sidste -væsen, der endnu ikke er blevet privatiseret, moderniseret, udliciteret.
Postvæsnet er blevet rent forretning, så det nu er et mareridt af legetøj og kommercielt flitterstads at kæmpe sig frem, hvis man skal betale en giro.
DSB er godt på vej - (og alle ulemperne begynder at melde sig; jvf. nedlæggelsen af Århus-Kalundborg forbindelsen: Hensynet til brugerne viger for det rent profitable...). De sidste instututuioner, der endnu ikke har været igennem denne privatkapatalistiske hestekur er bemærkelsesværdigt nok de -væsner, der bærer navnet Folke-:
Det er skolevæsnet og biblioteksvæsnet, der stadig udmærker sig ved at bære navnene: Folkeskolen og Folkebibliotekerne.
Den allersidste i rækken bliver garanteret Folkekirken (måske næstsidst: Der er jo kongehuset...)

2.
KONGEHUSET I en udmærket artikel i Præsteforeningens Blad 52/1998 sammenligner Poul Götke Folkekirken med kongehuset.
Dets popularitet er uantastet. Hvorfor ? Netop fordi det giver afkald på at udøve dét, som er dens inderste væsen: magt.
Kongehuset afstår fra at regere. Kongehuset afstår fra at mene noget om noget som helst.
For begyndte de på dét, ville de omgående komme i miskredit. Hvis kongehuset fik "mund og mæle" ville de grupperinger, hvis interesser kongehusets stillingtagen gik ud over, omgående begynde at arbejde på dets afskaffelse. Tankevækkende ! - Også med henblik på Folkekirken. Så det er vist godt, at kirken endnu ikke har fået "mund og mæle", synoder, samlede bispeudtalelser osv.

3.
LUFTHAVNENE Teologiens uvurderlige enfant terrible Hans Hauge hævder, at kirkerne som levende symboler var ved at være forældede. Eller i hvert fald gammeldags.
Hvor kunne vi finde et nyt religiøst symbol på linje med de gamle, spurgte han.
Og svarede: I lufthavnene. I lufthavnene tales alle tungemål, ligesom pinsedag.
I lufthavnene er forskellene på ven og fremmed ophævet.
Lufthavnene er internationale.
Lufthavnene ligger som knudepunkter med deres karakteristiske vartegn i landskabet.
Lufthavnene har tårne, der rækker op mod himlen. Og de varetager kommunikationen opad.
Lufthavnene er porte til himlen. De får os til at lette fra jorden. Vi mister jordforbindelsen, kommer ud at flyve, tyngdeloven ophæves....

Mit eget bud på en sammenligning er:

4.
TOPSIKRING Den almindelige dansker ville ikke drømme om at sætte sine ben i Topsikring.
Alligevel betaler han et årligt beløb, der i størrelse kan sammenlignes med kirkeskatten, for at være medlem af Topsikring.
Han har ingen sympati for forsikringsselskaber. Og assurandører er vist sådan nogle påtrængende nogle, der render folk på dørene og vil have solgt deres produkt.
Alligevel er han glad for at Topsikring ligger dér i landskabet med alle dets filialer. Store prangende paladser. Rager op mod himlen.
Ingen almindelige mennesker drømmer om at gå ind i dem.

På samme måde ligger de i bevidstheden. Vi tænker nødigt på forsikringsselskaberne. Men vi betaler til dem.

De ligger et hengemt sted i bevidstheden.
Hvis nu éns hus skulle brænde.
Enkelte gange har man brug for det. Hvis der er begået indbrud, eller hvis man træder i naboens cello.
På samme måde føles det meningsfuldt at betale til Folkekirken -
for det kunne jo hænde - på det personlige plan - at lokummet begyndte at brænde.

5.
Og så er der natyrligvis .. INTERNETTET
Internettet er en underlig uforklarlig størrelse. Hvor er det ? - Hvem ejer det ?
Der er nogle servere rundt omkring. Men ingen går derhen. Internet kan ikke eksistere uden servere og internetudbydere.
Men dets egentlige funktion afhænger af brugernes tilslutning. At de almindelige mennesker og nørderne bruger deres opmærksomhed og tid på det.
At almindelige mennesker af god vilje lægger stof ud på nettet, gratis, til glæde for alle. (Her må vi så se bort fra, at der jo omgående er kommercielle interesser, firmaer og private, der i stigende tal prøver at slå mønt og plat af foretagendet....

Vi tror på Internettet.

Internettet ejes af ingen. Og er dermed for alle.
Der er ingen talmænd, ingen bestyrelse, internettet har ingen mening. Men det er båret af en idé. Folk er villige til at ofre utrolige summer og mængder af energi og opmærksomhed og ikke mindst tid på foretagendet, fordi de er grebet af idéen.
Vi er båret af en tro på, at vi bliver hjulpet. En tro på, at det her vil være tidsbesparende - og her har vi et eksempel på, at troen har indflydelse, selv om det påviseligt er i strid med realiteterne. Computere er ikke tidsbesparende; men det tror vi på. Og troen har den afgørende indflydelse på vore handlinger. Internet bringer os i kontakt med hinanden. Der opstår et fællesskab, chatprogrammer, ny viden, nye regler, nye ritualer - det er endnu kun i sin vorden, men ritualerne skal nok blive mere synlige. Internet er først og fremmest en åndelig størrelse, en luftig idé, som ikke rigtig er til at pege ud og sige: se, her er det eller: se dér er det.

Og folk er delte på spørgsmålet. Nogle hader det. Andre dyrker det. Og mange er ligeglade.....

august 2009:

6. Den syge dame.
Jeg er nu 60 år, og jeg har i mange år ikke haft fast embede som præst i Folkekirken. Jeg det med kirken som jeg har det med en gammel dame, som jeg besøger med jævne mellemrum, fordi hun er ved at dø. Hun er det elskeligste væsen, mild og tolerant og stadig nysgerrig, selv om hun er over 90.
Hun sætter pris på at jeg stikker hovedet ind til hende, omend bare for et kvarter. Hun vil ikke tale om sin sygdom. Som hun siger: "Jeg vil se fremad" !
Hjemmehjælperne, der kommer tre gange om dagen synes at hun er grim - og nogen skønhedsåbenbaring er hun jo ikke. Overvægtig, uformelig, ansigtet er hærget af mange års smerter; og huden er unægtelig ikke glat og indbydende på nogen af os længere.
Men jeg har kendt hende meget længe, og jeg kan ikke se grimheden og afmagten. Jeg ser en god og kærlig kvinde med et bemærkelsesværdigt mildt sind.
I familiens øjne - de der har kendt hende længe og holder af hende - er hun smuk. Hendes halvt senile ægtemand ser hende stadig som hun var i sin ungdoms vår; kun sjælden gang ser han på hende og tænker: "Hun er alligevel blevet ældre..."

Hun er lidt ligesom min gamle bedstemoder. Jeg har som barn nydt godt af hendes højtlæsning, hendes kærtegn. Og jeg ved, at hun i sine velmagtsdage gjorde en stor indsats i samfundet, og brugte meget af sin fritid til velgørenhed. Hun er uendelig tolerant - men man kan ikke overbevise hende om "alt det moderne". Hun har sine faste meninger, og det kan ikke nytte at prøve at rokke ved dem. På mange omrråder er hun stiv og umedgørlig.
Men som sagt: Når det gælder børnene og de unge (og sådan betragter hun også mig) - så er hun uendelig tolerant.
Tit besøger jeg hende, når jeg er lidt smådeprimeret. Eller når jeg er rastløs og stresset. Jeg formulerer det på den måde: "Jeg har brug for at være i kontakt med et fornuftigt menneske".
Jeg nyder at snakke om løst og fast, og alt efter som døden nærmer sig (hun har kræft) bliver hun mere og mere ..lysende.
Og det er velgørende - beroligende - afstressende - inspirerende - opløftende - at være i hendes gammeldags stuer og tale med hende om løst og fast.
Og jeg kan ikke komme fra - at jeg holder af hende.

Og når jeg besøger hende, er det et fast ritual, at jeg skal spise hendes "gæste-småkager". Hun har en dåse med tørre, fabriksfremstillede småkager med kunstige sødestoffer og fyldt med konserveringsmidler. Nogen kulinarisk fornøjelse er det ikke; og sund kost kan det ikke kaldes. Men jeg spiser hendes pap-småkager, fordi det hører med....
Og jeg vil i al fremtid tænke på hende, når jeg spiser den slags kager.