Jeg var lærer
på Rønshoved Højskole fra 1992 og
indtil for nylig.
Som på alle højskoler i disse år er
udfordringen at være på højde med
tiden. Det gælder om at være moderne.
Hvordan tager den gamle følelse af et
folkeligt fællesskab sig ud i lyset af
modernitet, postmodernisme,
informationssamfund, de unges
situation? På en højskoler bakser man
først og fremmest med dét at være up
to date, at have fingeren på tidens
puls.
Men samtidig mødte jeg dernede ved
grænsen, med den utrolig betagende
udsigt over Flensborg Fjord, et
gammeldags fænomen, som jeg ikke havde
regnet med, at jeg nogensinde skulle
opleve: En ægte gammel-grundtvigiansk
frimenighed.
Tilfældigt ser jeg, i en bisætning i
en anmeldelse i Kristeligt Dagblad af
Poul Engbergs sidste bog, at man her i
foråret har besluttet at nedlægge
Rønshoved Frimenigheds aktiviteter. Et
stykke historie er bragt til sin
afslutning - efter 75 års levetid. Det
er gået meget stille af sig. Måske er
der ingen grund til at beklage dette;
alting har sin naturlige levetid - og
det værste, der kan ske i kirken, er
at en levende menighed overgår til at
blive et museum. Det er man vågen nok
i Rønshoved til at undgå.
Men jeg har ikke
lyst til, at det skal gå helt uomtalt
for sig. Derfor vil jeg skrive lidt om
mit møde med dette lille stykke af
Sønderjyllands historie. Jeg kan ikke
påtage mig at fortælle frimenighedens
historie. Rønshoved Frimenigheds
historie er vævet sammen med grænselan
dets historie, "det tabte land", som
man ser over til fra højskolens park
og strand og den gamle drøm om at
generhverve landet, Danmark til
Ejderen. Alt dét har jeg ikke noget
forhold til. Og frimenighedens
historie er knyttet uløseligt sammen
med historien om skolens og frimenighe
dens grundlægger, Aage Møller, som i
5o år var frimenighedens præst. Han
blev altid på højskolen omtalt som en
"markant personlighed" med sine
meningers mod. Sådan som jeg hørte
det, betød det, at han har været en
uforsonlig, stridbar kombattant, der
lagde sig ud med alt og alle. Ikke
mindst den øvrige grundtvigske verden,
som han bebrejdede, at de svigtede den
ægte grundtvigske ånd, som man
formidler ved at fortælle de nordiske
myter. Han har vist været en ensom
kæmpe; jeg skal ikke dømme om det. Men
Rønshoved Højskole får stadigvæk med
jævnlige mellemrum besøg af mennesker,
for hvem Aage Møllers foredrag og
forkyndelse i frimenigheden fik varig
betydning.
Jeg vil gerne fortælle om det
indtryk, gudstjenesterne på stedet
gjorde på mig i de år, jeg var på
stedet.
Man holdt
gudstjeneste én gang om måneden i
højskolens foredragssal. Det påhvilede
de vagthavende højskolelærere, fra
dybet af skolens kældre at hente 4
stykker tømmer frem, som kunne sættes
sammen, så der kom et ægte knæfald ud
af det. Det dannede kreds omkring
skolens store, brede talerpult, som så
glimrende kunne fungere som alter. Et
ældre medlem af frimenigheden, som
havde boet på skolen siden den
navnkundige forstander Hans Haarders
tid, pudsede altersølvet og lagde en
fin broderet dug over talerpulten. Den
syvarmede lysestage blev hentet frem.
Det var bemærkelsesværdigt, hvor små
midler der skulle til, for at
foredrags salen kunne forvandles til
et kirkerum med hele dette rums
særegne atmosfære.
Frimenigheden havde to præster. På et
tidspunkt blev jeg af menighedens
bestyrelsesformand, Gudmund Finck,
opfordret til at være præst på linje
med de to nuværende: Flemming Møller
og Poul Engberg. De var jo kommet op i
alderen (Poul Engberg er nylig fyldt
9o) - og man ville gerne have nyt
blod. Jeg afslog - jeg havde en klar
følelse af, at jeg i bund og grund
tilhører Folkekirken, og det bød mig
imod at skulle være tilknyttet en
frimenighed, selv om den var nok så
grundtvigsk, og selv om det særlige
ved Rønshoved Frimenighed jo er, at
den på ingen måde står for kirkelige
eller teologiske særstandpunkter. Men
havde jeg sagt ja, havde man haft
Danmarks flotteste (i hvert fald
numerisk) præstelige betjening: 3
præster til en menighed på 3o
medlemmer!
Jeg vikariede dog for præsterne ved
ved flere lejligheder. Jeg var hver
gang lidt beæret, for det var et sted
med traditioner. Præsten stod hele
tiden for altret. Det var præsten
selv, der bad indgangsbønnen, og det
var på én eller anden måde utænkeligt,
at man skulle læse op af ritualbogen.
Man foldede sine hænder og kunne
naturligvis ritualernes ordlyd udenad.
Og man brugte ikke manuskript til sin
prædiken, man talte personligt. Det
frie ord. Da menigheden opfordrede mig
til at holde fast gudstjeneste på
linje med de to andre præster, var det
eneste, man ville sikre sig, om jeg
ville respektere skikken med at synge
"O kristelighed" til altergangen. Mine
teologiske anskuelser gik man ikke op
i. Om jeg var en rettroende
grundtvigianer vidste man næppe. Men
"O kristelighed" måtte der ikke rokkes
ved.
Selv om menigheden
var lille, og selv om gudstjenesterne
ikke blev annonceret, var der sjældent
få deltagere. Om sommeren deltog
kursisterne fra skolens temakurser. Om
vinteren kom mange af skolens venner -
og en del af eleverne, omend tit kun
en absolut mindre del.
Der var aldrig så få, at det skete,
som desværre ofte sker i små kirker
ude omkring i tyndt befolkede egne: at
gudstjenesten mister sin karakter af
fællesskabs-handling. I foredragssalen
på Rønshoved var der aldrig tvivl om,
at her var det den levende menighed,
der var samlet.
Præsten var ikke én, der skulle oplyse
eller belære de tilstedeværende om
noget, de ikke vidste i forvejen. Man
kom for at høre troens ord og blive
bekræftet i dét, man havde fået som
urokkeligt pant i den hellige dåb.
Prædikenen var anderledes end man
hører den i de fleste sognekirker.
Flemming Møller talte mest om sin far
og sit hjem. Poul Engberg fortabte sig
tit i den nordiske mytologi.
Omstændeligt forklarede han, hvad de
tre norner under asken Ygdrasil hed,
og hvad de stod for. Det
karakteristiske var, at begge d'herrer
talte personligt. De aflagde
vidnesbyrd om noget, der gennem et
langt liv havde være bæredygtigt og
havde haft betydning. Og de var aldrig
polemiske. De talte ud fra deres
hjerte.
Flemming Møller var i enestående grad
"en røst fra fortiden". Han var søn af
den navnkundige Aage Møller, Rønshoved
Højskoles grundlægger, der som nævnt
havde været frimenighedens præst i 5o
år siden frimenighedens oprindelse i
1922. Aage Møller var blevet ordineret
af høj skolefolk - det var dengang,
højskolefolk brugte at ordinere
hinanden, der var en speciel
grundtvigsk succession. Og nu var hans
søn Flemming, efter et langt livs
tjeneste som dansk præst i Sydslesvig,
prædikant i Rønshoved. Jeg studsede
altid over, at han undskyldte over for
os alle, når han talte om sin Far og
den betydning, det havde for et
menneske at have haft et godt hjem.
Det virkede, som om der var nogle, der
tit havde været henne og tage ham i
kraven og sige, at nu gad de altså
ikke mere høre om faderen og om
hjemmet. Og Flemming Møller havde
taget det til sig. Han vidste det
godt; Han undskyldte; men han måtte
altså lige nævne, også den kristelige
betydning, det har, at man opdrages i
et kærligt hjem, hvor der er en Far og
en Mor, der viser én, hvad kærlighed
er. Jeg sad som et forholdsvis ungt
menneske, barn af - 68, opvokset i
modernismens tidsalder, som var ét
stort oprør mod de gamle værdier og
autoriteter, og hørte disse fortidens
klange blive slået an. Og jeg havde
ikke hørt det gentagne gange i masser
af år, så jeg var ikke irriteret. Det
var nyt for mig. Og jeg blev grebet af
det - endelig var der en præst, der
brugte sine følelser.
På samme måde med Poul Engbergs
forkyndelse. Man kan ikke forlange af
en mand i 8o'erne, at han taler ud fra
den dagsaktuelle debat. Poul Engbergs
livssyn havde klaret sig i Askov i
3o'erne, inspireret af Jørgen Bukdals
folkelige tanker og Arnfreds frisind.
Og på en mærkelig måde var det stadig
aktuelt. Det var ikke kun historiens
vingesus; det var dybt vedkommende.
Poul Engberg var altid koncentreret,
alvorlig, personlig. I trosbekendelsen
kunne det ikke falde ham ind at sige
"den hellige almindelige kirke" - nej,
vorherre bevares, det var "den
hellige, almindelige menighed", der
var en ingrediens i vores fælles tro,
modtaget som en gave i dåben.
Hvis jeg skal sammenfatte den
betydning, frimenigheden fik for mig -
og jeg vedkender mig gerne, at det kom
til at præge mig - var det dette, at
her, i menigheden, mødte man
mennesker, for hvem dåbens gave var en
levende realitet. At det, man havde
fået betingelsesløst som barn, troens
ord, sat ind i en historisk
sammenhæng, formidlet i et hjem med
kærlige forældre og videreudviklet i
et folkeligt fællesskab, var
bæredygtigt et langt liv igennem - det
gjorde indtryk.
Dåben er jo jævnligt
til diskussion i Folkekirken. Hvad
sker der ved dåben? Forudsætter
barnedåben ikke et valg eller et
engagement hos forældrene? Hvad er
det, vi gør, når vi døber? I
øjeblikket gør teologiske kapaciteter
og gejstlige lærde sig til dommere
over en præst med et afvigende
dåbssyn. Og hvad enten man ønsker det
eller ej kommer et middelalderligt
skær over det, når kirken på den måde
inkvisitorisk banker en afviger på
plads.
Men det er jo på den anden side også
vigtigt - for der skulle nødigt sættes
spørgsmåltegn ved Guds suveræne
handling i dåben.
Efter mit møde med det
gammel-grundtvigianske i Rønshoved
Frimenighed har jeg svært ved at
engagere mig i disse diskussioner om,
hvad der sker ved dåben. For jeg har
dér mødt mennesker, der var
menighedens trofaste støtter, fordi de
var døbt. Disse mennesker var
vidnesbyrd om den betydning, det kan
have i et menneskes liv, når man ser
tilbage og dér, ved begyndelsen af sit
liv, møder et betingelsesløst tilsagn
om at man Guds barn. Her har man fået
en livssammenhæng, en gave og en
forpligtelse, skænket. Dåbens
betydning ligger ikke i, hvad der sker
eller hvilke forholdsord der bruges -
men i, at et menneske livet igennem
har en mulighed for at se tilbage og
vide, at der fra livets begyndelse
ligger en forkyndelse om syndernes
forladelse, sagt personligt med navns
nævnelse til én.
De unge elever sad
som himmelfaldne. Som nævnt droppede
enkelte af dem indenfor, når det var
de perioder, hvor højskolen havde de
unge elever. De forlod computeren i
medie værksted et, den elektriske
guitar i samspilsrummet eller
keramikdrejebænken - nu var det søndag
klokken ti, så som regel var problemet
at de skulle kæmpe sig ud af
festrusens tåger efter en livlig nat i
Pejsestuen... - men enkelte sad der,
nysgerrige, åbne for lidt af hvert.
Ganske enkelte sad der søndag efter
søndag; de var tydeligvis opvokset i
et landligt, kirkeligt miljø og var
indforståede med det kirken rituelle
sprog - men de andre, de måbede. Og de
gik som regel hovedrystende derfra,
som havde de været på Frilandsmuseet
eller på Hjerl Hede. Sådan er det jo.
Det er hele kirkens problem i dag: at
vor smukke, indholdsfyldte
gudstjeneste forudsætter en
indforstået fortrolighed med det
specielle sprog og traditionens
rituelle adfærd, som man ikke kan
forvente er til stede hos den unge
generation. Heller ikke hos deres
forældre. Til en højmesse i en
almindelig sognekirke mærker man det
hver gang, der er barnedåb. Det
mærkelige ceremoniel krænker moderne
menneskers blufærdighed, hvorfor de
naturligvis begynder at opføre sig
derefter, og det hele falder fra
hinanden. Jeg har ikke nogen løsning
på det problem..
Eleverne, der
uforvarende blev sat 5o-7o år tilbage
i historien, var bemærkelsesværdigt
høflige, når man snakkede med dem
bagefter. Jeg var deres
religionslærer, og der var god
anledning til at drøfte den sælsomme
oplevelse, de havde været ude for.
Måske ville de ikke såre mig. Jeg var
jo optaget af gudstjenesten, holdt af
det, der foregik der. Men de havde
tydeligvis ikke sans for det historisk
enestående, de havde haft lejlighed
til at opleve.
Og de oplevede ikke, hvad jeg oplevede
i Rønshoved frimenighed. At hver gang,
der var altergang - og det var der
naturligvis ved hver eneste
gudstjeneste - var der en fornemmelse
af, at en højere magt var til stede.
Lyslevende, som ritualets ord
foreslår, at man tolker oplevelsen:
"Opstandne Herre og frelser, du som
selv er levende til stede i blandt
os...."
Jeg husker en
gudstjeneste Skærtorsdag, hvor
Flemming Møller prædikede. Hvad han
sagde, har jeg absolut ingen erindring
om. Jeg var ikke i særlig godt humør
den dag. De første dage i ugen havde
vi brugt til nogle opslidende
lærermøder, hvor vi havde lagt skema
og drøftet den pædagogiske linje. Et
lærerværelse er på alle skoler engang
imellem en slagmark. Verbale slagsmål,
men alligevel. Strammere og slappere,
oprørere og autoriteter, alle brænder
for netop deres synspunkt.
Som sagt, det havde været opslidende,
men nu havde vi påskeferie. I
Frimenigheden var der altid
gudstjeneste Skærtorsdag. Altergangen
får uomgængeligt en særlig betydning
netop den dag. De fleste af skolens og
frimenighedens venner samt deres
gæster var til stede den dag.
Tilfældigvis kom jeg ved altergangen
til at knæle ved siden af min chef,
skolens forstander og hans kone.
Laurits Kjær Nielsen var en mand med
principper. Med jysk stædighed
forsvarede han sit syn på de frie
skoler. Vi yngre lærere holdt meget af
ham og havde respekt for hans frisind.
Men indimellem syntes vi naturligvis,
at han var noget gammeldags. (Læs:
stædig). Og netop i de forgående dage
havde det været hårdt.
Men nu knælede vi ved samme alterbord.
På den anden side af mig var der vist
en anden af mine kolleger.
Pludselig var vi sat ind i en
sammenhæng, som fik alle
interessemodsætninger og
meningsforskelle til at fortone sig.
Præsten havde med ritualets ord nævnt
den fælles forudsætning, det
forestillingsbillede, som er
grundlaget for altrets sakramente:
"Du, opstandne Herre og frelser, som
selv er levende til stede i blandt
os...". Mens "O kristelighed" blev
sunget, blev vi sat ind i en anden
dimension. Alle konflikter og
diskussioner, alle sym- og antipatier
var fejet bort. Vi var hævet op til et
niveau, hvor holdningsforskelle og
skænderier er absurde. Vi gjorde ikke
noget for, at det skulle være sådan.
Vi behøvede ikke at sige noget. Det
var bare sådan, at nu var der slå et
en streg over de opslidende
diskussioner. Da tænkte jeg: Hvor er
du heldig, at du er på en
arbejdsplads, hvor noget sådan kan
finde sted.
Nu er Rønshoved
Frimenighed ikke længere på denne, min
nu forhenværende arbejdsplads. Tiden
er en anden, udviklingen fører så
meget med sig (som Adam sagde til Eva,
da de gik ud af Paradiset). Man har
taget konsekvensen af, at tiden løber
fra et historisk bundet fænomen som
denne menighed. Der er nu kun ved
ganske enkelte lejligheder
gudstjenester i foredragssalen.
Men højskolen ligger
der. Højskolen fornyer sig; den skal
nok klare sig. Man slås, så godt man
kan, med sin folkelige opgave, man
kæmper, så godt man kan, mod
åndsforladtheden i samfundet.
Dødbideriet, som Grundtvig kaldte det.
Man kæmper for nogle værdier, som i
den folkelige situation føles
meningsfulde. Det er godt nok.
Men der er sat
punktum for et lillebitte grundtvigsk
stykke af Sønderjyllands historie,
eller måske bedre udtrykt: Et lille
stykke Danmarkshistorie. Jeg er glad
for, at jeg nåede at få det med.
******* |