Vedr.: Tydning af drøm.

...

Jeg er en kvinde på 25 år.
Jeg er under uddannelse, en uddannelse som på nuværende tidspunkt ikke forløber som planlagt ( ikke bestået en afgørende eksamen ). Derudover befinder jeg mig i et parforhold .. - som glimrer ved sit fravær, så at sige. Min partner og jeg lever adskilte liv, med kun ringe mulighed for at ses. Vi har begge store ambitioner og fast indstillet på at realisere os selv.
Mine intentioner for at få et fælles liv sammen har til tider været store, men uden en villighed fra hans side om at påtage sig sit ansvar for forholdet er udsigterne ikke store. Jeg har gennem nogle år nu, erfaret at han ikke ejer hverken medfølelse eller samvittighed, hvilket har efterladt mig frustreret og til tider dybt ulykkelig.
... - al hans tid, hans ambitioner og overskud går til forretning - ting som jeg grundlæggende mener at han skal dele med mig ... - Seperationen er meget nær, en seperation som er nødvendig for mit vedkommende, men som er yderst smertefuld.

DRØMMEN:

Det første jeg erindrer, er at jeg står i et badeværelse. Badeværelset er rødt. Jeg står ved den røde vask og tænker på at blod ville være umuligt at opdage. Jeg er i denne situation nøgternt iagttagende, helt afklaret og nærmest kold.
Den næste situation er følgende :
Det er aften, mørkt. Jeg går udenfor sammen med en ubestemmelig gruppe. Vi er på vej til et arragement, men vi har endnu ikke hørt fra dem vi skulle mødes med, heriblandt min partner.
På et tidspunkt efter ser jeg min partner komme løbende, gående hurtigt imod mig. Jeg er lettere irriteret, men snarere overrumplet. Da jeg ser ham, er han iført en frakke,- en kvindefrakke som ligner min egen. Jeg væmmedes ved synet. - Han kommer mig i møde med en umiddelbar glæde, men han er ikke opmærksom, det er som om at han ikke registrerer mig. Han er i forvejen lidt for tynd, men nu ser jeg at hans talje er meget smal, det er væmmeligt, jeg prøver at løsne bæltet; hans skikkelse er anderledes. Jeg spørger til hvor meget frakken har kostet - han svarer mig.
Senere, da vi alle ankommer til clubben, sætter vi os ned, det er stadig lidt mørkt. Aftenen er ovre.

Senere næste dag taler jeg med min mor.
I første omgang virker det som om hun vil mit bedste. Hun siger at de alle hånede mig og nedgjorde mig. De regnede mig ikke for noget som helst. De mennesker var veninder, hans venner og folk jeg kender. Alle som burde være loyale, vendte sig imod mig. Min mor blev nærmest mere og mere fjendtlig overfor mig, nu vendte også hun sig imod mig.
Hun fortalte mig om en kvinde ved selskabet, en vens kæreste. Jeg havde malet hendes ansigt med en speciel type farve, - ikke makeup. Jeg prøvede at få et pænt resultat, men uden held, uanset hvor meget jeg prøvede ville det ikke blive jævnt. Min mor fortalte mig at hun havde brokket sig over mig, men min mor kunne nu godt se hvorfor resultatet ikke blev godt. Jeg havde netop selv forsøgt mig med farverne uden held. Farverne/malingen kunne bare ikke blive pæn og jævn.

Senere. Jeg opsøgte min partner uanmeldt. Jeg gik ind. Jeg havde lyst til at skrige, da jeg så dette:
Jeg så min partner have sex med sin broder. De var ved at blive færdige, jeg hørte dem udstøde udløsningens suk. Lagnet var rødt. De så mig ikke, og jeg vendte mig om for at gå ud. da jeg kom ud så jeg tøj spredt ud på et gulv/jorden. Det lå pænt og var nyt. Jeg havde aldrig set det før. Det var deres - det følte jeg - lidt underligt tøj, meget ungt slet ikke deres stil. Broderens tøj var i lyse blå og grønne farver. Ved siden af lå et stort udbredt rødt tørklæde, der var noget underligt med dette tørklæde, jeg mente at have set det før. Der stod en person ved siden af mig som mente at jeg engang havde givet min partner dette tørklæde.

Jeg oplevede derefter i drømmen en voldsom smerte. Jeg skreg og faldt sammen i mine ben. Smerten var så overvældende at jeg følte at jeg skulle dø. Alle havde vendt sig imod mig, - jeg var efterladt alene i livet. Alle havde forladt mig.

En underviser som jeg afskyr kom hen til mig. Jeg var på dette tidspunkt sunket sammen, ikke i stand til at rejse mig. Hen hånede mig. Jeg skreg til ham at han skulle forsvinde og lade mig være i fred, men han ville ikke gå. Han blev bare ved med at spotte mig.
Det eneste jeg derefter kunne tænke på var at se min farmor, jeg måtte bare komme til hende. Hun var mit eneste håb for overlevelse. Men det var en umulighed, hun var jo død. Frustrationen over at jeg ikke var i stand til at nå hende efterlod mig i en endnu mere miserabel tilstand. Det jeg husker som det mest gennemtrængende var den overvældende smerte, og lyden af mine konstante skrig. Tårene strømmede ned ad mit ansigt og jeg var efterladt i min uendelige sorg og isolation.

På forhånd mange tak for hjælpen.

L.