Som teolog ved jeg vel først og fremmest noget om, hvor mange stærke følelser af alle slags der bor i et mennesker. Ligesom psykologerne ved det - blandt andet bor der jo megen vrede. Megen aggression, vildt had og hævngerrighed. Det er i os alle sammen - og det skræmmer os jo, fordi de fleste af os er vant til at betragte os som pæne mennesker, gode mennesker, almindelige, fredsommelige mennesker. Og små børn har jo travlt med at opbygge et "jeg" - og tit identificerer de sig (heldigvis) som artige børn, gode børn...
Men det betyder jo, at de voldsomme, aggressive impulser fortrænges til det ubevidste. Det er der ikke noget galt med. Som præst og teolog er det vigtigt for mig, at vi alle kender til tilgivelsen - en dybdepsykolog ville være enig, men måske tale mere om accept af disse fortrængte følelser. Om, at de skal integreres i personligheden.
Hvis ikke man kan stå ved, at man en gang imellem virkelig er gal eller hvis det ødelægger éns selvbillede, at man virkelig bærer på had og agression, så bliver alt det fortrængte kun værre. Det ligger og rumsterer nede i det ubevidste, og erfaringen er, at disse egentlig naturlige, menneskelige reaktions-impulser derved så-at-sige "dæmoniseres". De bliver endnu mere ukultiverede, skrækindjagende, uciviliserede, ukontrollable - - og drømme vælger så det symbol, som du kender alt for godt: En djævels ansigt.